Det kosmiske onde
I det romerske imperiums dekadente periode åbnede menneskeheden for første gang for det kosmiske onde. Det var årsagen til, at Kristus valgte at overskygge Jesus, der inkarnerede i den periode. Han gav menneskeheden bønnen, der lægger vægt på Gud som Faderen og fastslår, at Guds rige er forestående. Desuden fremhæves begrebet rigtige menneskelige relationer. Kristus præsenterede loven om kærlighed, som − hvis den overholdes − indebærer, at alle de andre bud samtidig overholdes. Det var ham, der med sit liv for godt 2.000 år siden gav menneskeheden et enestående eksempel på kærlighed i handling.
Der er en væsentlig faktor, som gør sig gældende, når man ser tilbage på bønnens og invokationens historiske forløb. Tidligere var menneskehedens påkaldende bønner som regel egoistiske. Mennesker har bedt om hjælp til sig selv. De har bedt om guddommelig hjælp til dem, de holder af, til deres egen gruppe eller deres eget land. De har for det meste haft en materialistisk fortolkning af deres basale behov. Men det har ændret sig. Menneskehedens bønner og invokationer omfatter mere og mere. De er ikke længere i så høj grad bønner om personlige behov, som de er udtryk for menneskehedens behov. Det er mere i overensstemmelse med nutidens opfattelse af planeten som en "global landsby".
Et eksempel på denne mere omfattende tendens kan man se i de tre udgaver af Den Store Invokation, der blev givet til menneskeheden over en periode på 9 år. Den første invokation blev givet af den tibetanske mester Djwhal Khul i 1935. Den gav udtryk for menneskehedens ønske om fred, god vilje og samarbejde. Men flertallet brugte den som en bøn og ikke som en påkaldende invokation, sådan som det var hensigten. Derfor var den ikke tilstrækkelig effektiv til at kunne standse det ondes fremmarch og til at forhindre verdenskrigen i 1939.
|