Gemt men ikke glemt
I det 18. årh. dukkede reinkarnationslæren op på mange måder – eksempelvis i en bog, der er trykt i 1766 og skrevet af præsten Capel Berrows. Han var sognepræst i Rossingham i Nottingham Shire. Bogens titel var A Lapse of Human Souls in a State of Pre-existence, the only Original Sin. Forfatteren præsenterer alle de argumenter for reinkarnation, som man nu hører i esoteriske kredse, og han beskriver dem ud fra den kristne opfattelse. Han siger, at Mr. Brocklesby – ”et menneske med omfattende kundskab” – havde udgivet en bog i 1706, der beviser, at reinkarnationslæren er en vigtig del af kristendommen. Han nævner en række af tidens store navne, Dr. Butler, biskoppen af Durham, Dr. Henry Moore, Dr. Cheyne og Ramsay, som alle var overbevist om, at læren var del af kristendommen. Læren forsvandt derfor kun i en periode, hvor uvidenheden skyllede over Europa efter det romerske verdensriges opløsning.
Reinkarnationslæren har heller ikke været glemt af filosoffer og digtere – et godt eksempel er de velkendte ord fra William Wordsworth (billedet th.):
Our birth is but a sleep
and a forgetting,
The soul that rises with us,
our life’s star,
Hath elsewhere had its setting,
And cometh from afar.
Not in entire forgetfulness
And not in utter nakedness
But trailing clouds of glory
do we come.
From God, who is our home.[1]
Evigt liv forudsætter reinkarnation
Professor J. Ellis McTaggart holdt eksempelvis et foredrag for det Syntetiske selskab i januar 1904. Han beskrev nogle al grundene til ”– at troen på menneskets reinkarnation er mere antagelig end nogen anden form for udødelighedstro”. Han fastholdt, at ingen tro på udødelighed kan forsvares filosofisk, hvis den ikke er baseret på læren om sjælens tidligere liv. Udødelighed ”– står eller falder med tidligere liv”. Og han pointerede:
”Jeg forstår ikke, hvordan fremtidig eksistens
kan påvises som nødvendig for et menneske,
hvis fortidig eksistens ikke har været nødvendig”.
Fra et filosofisk standpunkt er det logisk, at hvis man ikke anerkender, at sjælen er evig, kan man heller ikke påstå, at den eksisterer efter døden. Hvis den kræver et legeme for at blive manifesteret, vil den også holde op med at eksistere, når legemet, som er en forudsætning for dens eksistens, opløses. Hvis noget begynder, slutter det også. Kun det, som ingen begyndelse har, og som er rodfæstet i evigheden, kan være udødeligt, og det kan ikke påvirkes af det forgængelige legemes fødsler og død. Det er det punkt, der har betydning for en filosof.
_________________________________
[1] ”Livet er kun søvn og forglemmelse. Sjælen – livets stjerne – som løfter sig med os, kommer fra det fjerne og går ned et andet sted. Ikke i fuldkommen glemsel. Og ikke fuldkommen nøgen. Men som herlighedens skyer udsendes vi fra Gud, og her hører vi hjemme.”
_________________________________
|