Koncentrationsevnen
Endelig skal tankesindet trænes. Udviklingen kan fremskyndes meget, hvis man opøver evnen til at have opmærksomheden fokuseret på det, man i øjeblikket er i gang med. Kan man gøre det så effektivt, at uvedkommende tanker ikke trænger ind i bevidstheden, er der tale om koncentration. Koncentration er en af de vigtigste egenskaber, et menneske kan udvikle, uanset om man er esoteriker eller ikke. Koncentrationsevnen kan kun udvikles på én måde, og det er ved utrættelig træning. Koncentrationen udvikles bedst ved dagligt at være opmærksom på alt, hvad man foretager sig i dagens løb, og man skal forsøge at udføre hver eneste handling så godt og omhyggeligt, man kan. Hvis denne evne udvikles, kommer den rastløse tænkning lidt efter lidt under kontrol, og det giver en oplevelse af styrke og selvkontrol, der er reel. De ukontrollerede tanker, som før modarbejdede handlingerne, forvandles til et trænet og vigtigt redskab, der kan bruges med præcision.
Meditation
Esoterikeren benytter sig ikke alene af gentagelsens lov til at få tankerne under kontrol, men også til at opbygge bestemte egenskaber i sin karakter. En bestemt egenskab udvælges som fokuspunkt i den daglige meditation. Hver dag under meditationen visualiseres den udvalgte egenskab og hvordan den praktiseres i de forskellige situationer, man sædvanligvis møder i dagens løb. Når meditationen er forbi, og man deltager i det daglige liv, vil det blive stadig nemmere at huske meditationens tankebilleder og praktisere dem i hverdagen. På den måde kan man lidt efter lidt fjerne den ene karaktersvaghed efter den anden og erstatte dem med en styrke. Og i processen forandrer hjernen sig ganske langsomt og bliver mere og mere sensitiv på grund af den rene føde, som hjernens væv opbygges af. Samtidig stimulerer de tanker, der strømmer ind i hjernen, cellernes forgreninger.
Der er en særlig fase af meditation, som kaldes kontemplation. Kontemplation betyder, at den mediterende i denne fase er helt identificeret med sin sjæl, og det forudsætter, at man er disidentificeret med sin personlighed (tanker, følelser og krop). Hensigten med koncentration, meditation og kontemplation er ikke at vække de psykiske evner, men at udvikle en højere mennesketype − et menneske, der har kontakt til og udtrykker sine sjælskvaliteter eller højere bevidsthed. Efterhånden som udviklingen skrider frem, vil de højere psykiske evner vise sig automatisk. De er ikke et resultat af øvelserne, men et resultat af udviklingen og forædlingen af karakteren. Når et menneske er nået så langt i sin udvikling, kan det uden risiko rumme og bruge de højere evner. Karakterudviklingen er en garanti for, at der ikke længere nogen fare for, at de psykiske evner misbruges til egoistiske formål og dermed skade andre og i sidste instans sig selv.
|