8. KAPITEL

Beretningen om en hotelbrand

Den samme dreng, Cyril, udførte på et tidspunkt et andet hjælpearbejde, der stort set er en pendant til nogle af de omtalte beretninger. En nat, da han og hans ældre ven var ude for at udføre deres sædvanlige opgaver, fik de øje på et kraftigt skær fra en voldsom ildebrand under sig, og de skyndte sig ned for at se, om de kunne hjælpe med et eller andet.

Det viste sig at være et stort hotel, der lå ved bredden af en stor sø. Hotellet stod i flammer. Bygningen havde mange etager, og dens tre hesteskoformede sidefløje dannede tre lige sider, mens søen dannede den fjerde side. Inde i denne firkant var der en have med træer og blomster. De to sidefløje nåede helt ned til søen, og de store vindueskarnapper for enden af fløjene stak næsten ud over vandet. Der var derfor kun en smal passage under karnapperne på begge sider. Forsiden af hotellet og sidefløjene var bygget op omkring indvendige skakter med et gitterværk, der afskærmede elevatorerne.

Da ilden først var brudt ud, bredte den sig med uhyggelig fart, og inden de to venner observerede branden fra astralplanet, stod alle de mellemste etager i de tre store blokke i flammer. Heldigvis var samtlige hotelgæster med undtagelse af en lille dreng allerede blevet reddet ud, men flere af dem havde fået ret alvorlige brandsår og kvæstelser.

Man havde glemt den lille dreng i et af de øverste værelser i venstre sidefløj, for hans forældre var taget til en fest, og ingen havde tænkt på drengen, før det var for sent. Ilden havde så godt fat i de mellemste etager i denne fløj, at det var umuligt at gøre noget – også hvis en af hotelgæsterne var kommet i tanke om ham, for hotelværelset vendte ud til den indre have, og derfor var han totalt afskåret fra al hjælp udefra. Og han var ikke engang selv klar over den farlige situation, for den tætte, kvælende røg, der lidt efter lidt sivede ind i værelset, havde gradvis gjort hans søvn dybere. Han var nu nærmest bevidstløs.

I denne bevidstløse tilstand blev han fundet af Cyril, for det var Cyrils særlige opgave at hjælpe børn, der var i nød eller fare. Først forsøgte Cyril at få nogen til at huske drengen, men det var forgæves. Og det ville alligevel have været umuligt for folk at hjælpe ham. Han blev derfor hurtigt klar over, at hans forsøg var spild af tid. På samme måde som i det andet tilfælde materialiserede den ældre hjælper derfor Cyril i værelset, og han bad ham om at prøve at vække det bevidstløse barn. Efter en hel del anstrengelse lykkedes det delvist, men i det følgende forløb befandt drengen sig stadig i en fortumlet og halvt bevidst tilstand. Derfor var det nødvendigt at skubbe, slæbe og vejlede og hjælpe ham på alle måder.

De to drenge gik først ud på sidefløjens midtergang, men her så de, at flammerne var ved at æde sig igennem gulvet, og det var derfor umuligt for et fysisk legeme at passere gangen. Cyril fik derfor drengen ind i værelset igen, og de forsøgte nu at komme ud gennem vinduet og ned på en ca. 30 cm. bred stenafsats, der løb langs hele fløjen lige under vinduerne. Det lykkedes Cyril at føre drengen hen ad afsatsen, mens han selv balancerede på afsatsens yderste kant og halvvejs svævede i luften. Men hele tiden sørgede han for, at den lille dreng holdt sig helt inde ved muren, for at undgå, at han blev svimmel eller bange for at styrte ned.

Ved enden af fløjen − helt henne ved søen − hvor ilden endnu ikke havde fået så godt fat, kravlede de ind gennem et åbentstående vindue, løb igennem værelset og kom igen ud på gangen i håb om, at det endnu var muligt at komme ned ad trappen for enden af gangen. Men denne gang var også fyldt med røg og flammer. De kravlede gennem gangen, og Cyril bad drengen om at holde munden helt nede ved gulvet, indtil de nåede frem til gitterværket ved elevatorskakten, der som nævnt løb igennem hele midten af bygningen.

Elevatoren stod selvfølgelig i bunden af skakten, men det lykkedes dem at klatre ned ad gitterværkets indvendige side, indtil de stod oven på selve elevatoren. Så kunne de ikke komme videre! Heldigvis fik Cyril øje på en døråbning, der førte fra elevatorskakten til en mezzanin.[1] Gennem denne åbning nåede Cyril og drengen − der var halvkvalt af røgen − frem til en gang. De løb tværs over gangen og ind i et af værelserne på den anden side af gangen. Her kravlede de ud af vinduet, og endelig befandt de sig på taget af en veranda, der gik langs hele forsiden af stueetagen. Herfra kunne de nemt klatre ned af en af søjlerne og nå frem til haven. Men selv her i haven var varmen fra ilden ulidelig − og hvis murene styrtede sammen, ville de være i stor fare. Cyril forsøgte derfor at føre drengen omkring enden af først den ene og derefter den anden fløj, men begge steder var ilden brudt igennem, og de smalle passager langs med murene var totalt ufremkommelige. Til sidst søgte de tilflugt i en af de lystbåde, der lå fortøjet ved en slags kaj for enden af haven. Her løsnede Cyril fortøjningen og roede ud på søen.

Cyril regnede med, at han kunne ro omkring den brændende sidefløj og sætte drengen i land, men da de var roet et stykke ud på søen, passerede en færge, og mandskabet opdagede dem, for søen var klart oplyst af skæret fra det brændende hotel. Færgen sejlede op på siden af båden for at tage dem ombord, men i stedet for de to drenge, de først havde set, fandt mandskabet kun én, for Cyrils ældre ven havde hurtigt spredt det manifesterede stof, der midlertidigt havde udgjort Cyrils fysisk legeme. Cyril var derfor tilbage i sit astrallegeme, og derfor var han nu usynlig for fysiske øjne.

Man iværksatte en grundig eftersøgning, men fandt intet spor af den anden dreng. Derfor kom man til det resultat, at han måtte være faldet overbord og druknet i samme øjeblik færgen sejlede op på siden af båden. Den dreng, der var blevet reddet, besvimede da han kom ombord, og derfor kunne man ikke udspørge ham. Men da han kom til bevidsthed, kunne han kun oplyse, at han så den anden dreng lige før færgen sejlede op på siden af dem − men mere huskede han ikke.

Færgen var på vej til en destination, der lå et par dages sejlads længere nede ad søen. Der gik derfor en uge, før den reddede dreng kunne komme tilbage til sine forældre. De troede naturligvis, at han var omkommet i flammerne, for selvom der blev gjort forsøg på at indprente i deres bevidsthed, at deres søn var reddet, var det helt umuligt at få denne tanke ind i deres bevidsthed. Det er derfor nemt at forestille sig, hvor lykkelige de blev, da de genså drengen.

I tiden derefter havde drengen det fint, og han blev aldrig træt af at fortælle om den mystiske oplevelse. Han var dog tit ked af, at den venlige dreng, der reddede ham, desværre omkom på uforklarlig vis i samme øjeblik faren var drevet over. Han vovede endog at antyde, at han nok ikke var druknet, for han var muligvis en alfeprins − men denne fornemmelse er naturligvis blot blevet mødt med skuldertræk og overbærende smil. Det er endnu ikke lykkedes at komme på sporet af det karmiske bånd, der må være mellem ham og hans redningsmand.

_________________________________

[1] Mezzanin er en høj stueetage eller en slags mellemetage.

_________________________________