Udskriv | Anbefal | Sitemap

Søg på Visdomsnettet


Nyhedsbrev info

Indtast data og modtag vores nyhedsbreve
Navn

E-mail

Kontakt os

USYNLIGE HJÆLPERE
Fonden
Donationer
Litteratur
Ordbog
Links
LemuelBooks
Esoterisk Visdom
GRUNDVIDEN
HOVEDOMRÅDER
LIVSKVALITET
SAMFUND
Skabende Meditation
ARTIKLER
OVERBLIK
MEDITATIONERNE
Esoterisk Litteratur
GRATIS E-BØGER
BOGUDGIVELSER
Fredsinspiration
ARTIKLER OM FRED
KONFLIKTFORSKNING
MENNESKE & MILJØ
Egyptens mysterier
ESOTERISK EGYPTOLOGI

Ikon-USYNLIGE-HJÆLPERE-Leadbeater-Åndsvidenskab

USYNLIGE HJÆLPERE (5 af 17)


En skildring af det imponerende hjælpearbejde, der udføres af væsener fra astralverdenen. Det kan være afdøde mennesker, der trøster de efterladte, men ofte er det fysisk inkarnerede mennesker.

USYNLIGE HJÆLPERE (5 af 17)

5. KAPITEL

 

Det metafysiske livs virkelighed

 

Tilsyneladende er det vanskeligt for mennesker, der kun har tillid til den almindelige materialistiske tankegang, at tro på og acceptere, at der findes en tilstand, der er adskilt fra det fysiske legeme, og hvor man alligevel er fuldkommen bevidst. Selve grundlaget for religion medfører, at enhver kristen er forpligtet til at tro, at det er en sjæl. Men hvis man antyder muligheden for, at denne sjæl er i stand til (under visse forhold) at vise sig synligt og adskilt fra legemet − enten mens mennesket endnu er i live eller efter døden − vil ni ud af ti straks med foragt i stemmen erklære, at de ikke tror på spøgelser, og at en sådan opfattelse ikke er andet end udtryk for middelalderlig overtro og et fortidslevn, som man for længst er kommet over.

Hvis man ønsker at forstå det arbejde, der udføres af de usynlige hjælpere − og måske selv lære at deltage i det − må man frigøre sig fra nutidens forestillinger og forsøge at fatte den store sandhed − der for mange er et faktum, og som er bevist – nemlig at det fysiske legeme reelt ikke er andet end et redskab eller en ydre klædning for det indre menneske. Denne klædning aflægges ikke alene permanent ved døden, men også midlertidigt hver nat under søvnen. At falde i søvn vil sige, at det indre menneske træder ud af sit fysiske legeme og ifører sig sit astrallegeme.

Det er vigtigt at forså, at der ikke er tale om en hypotese eller en naiv teori. Der findes mange mennesker, som er i stand til at foretage denne elementære magiske handling ved fuld bevidsthed − og som gør det hver eneste dag. De går uden videre fra det ene plan til det andet, når der er behov for det. Det er derfor nemt at forstå, hvor vanskeligt det må være for disse mennesker at have forståelse for den anerkendte påstand om, at sådan noget ganske enkelt ikke er muligt. Det svarer til, at man siger til et menneske, at det ganske enkelt er umuligt at falde i søvn, og at det er offer for en hallucination, hvis det tror, at det nogensinde er faldet i søvn.

Det menneske, der endnu ikke har udviklet forbindelsen mellem den astrale og den fysiske bevidsthed, kan ikke uden videre forlade det fysiske legeme. Det husker heller ikke ret mange af sine oplevelser, mens det er ude af det fysiske legeme. Ikke desto mindre er det en kendsgerning, at ethvert menneske forlader legemet, hver gang det falder i søvn. Og enhver erfaren clairvoyant kan se dette menneske svæve over det fysiske legeme eller bevæge sig omkring i større eller mindre afstand fra legemet − alt efter omstændighederne.

Det uudviklede menneske svæver som regel lige oven over sit fysiske legeme − og er næsten lige så bevidstløs som det fysiske legeme. Dette menneskes astrallegeme er temmelig uformeligt og ufuldstændig. Man kan se, at det ikke er i stand til at bevæge sig væk fra den fysiske krops umiddelbare nærhed, uden at det medfører så stort ubehag, at det vågner. Efterhånden som mennesket udvikler sig, bliver astrallegemet imidlertid mere præcist afgrænset og dermed også et mere anvendeligt redskab for bevidstheden. For de fleste intelligente og disciplinerede menneskers vedkommende er der allerede udviklet en meget betydelig grad af bevidsthed i astrallegemet, og hvis et menneske i det hele taget har nogen åndelig udvikling, er det i lige så høj grad ”sig selv” i det finere astrallegeme som i det tætte fysiske legeme.

Men selvom man under søvnen er ved fuld bevidsthed på astralplanet og kan bevæge sig frit omkring − hvis man har lyst til det − er det ikke ensbetydende med, at man er parat til at slutte sig til de usynlige hjælperes gruppe. På dette udviklingsstadie er de fleste så optaget af deres egne tanker − der ofte er en fortsættelse af en eller anden tankerække, som de har tumlet med i deres vågne tilstand − at de er så opslugt af disse tanker, at de praktisk talt ikke ænser, hvad der foregår omkring dem. Det er sådan set udmærket, for på astralplanet findes der meget, som kan virke lammende og rædselsvækkende på et menneske, der ikke har udviklet det mod, som er resultatet af fuldstændig viden om planets egentlige natur.

Det sker, at et menneske ved egen hjælp gradvis vågner af denne tilstand og − så at sige − kommer til bevidsthed om den astrale verden omkring sig. Men det er mere almindeligt, at man fastholdes i den bevidstløse tilstand, indtil en eller anden, som allerede er vågen og aktiv på astralplanet, tager sig af det sovende menneske og vækker det. Det er imidlertid ikke et ansvar, man tankeløst påtager sig. Selvom det er forholdsvis let at vække et menneske til bevidsthed om astralplanet, er det praktisk talt umuligt at få det til at falde i søvn igen uden at gøre brug af en hypnotisk påvirkning, og det kan på ingen måde anbefales. Inden en fra de usynlige hjælperes gruppe vækker et menneske, der er indhyllet i drømmerier, vil hjælperen forsikre sig om, at vedkommende faktisk har nået et udviklingsniveau, der medfører, at de nye evner, der nu stilles til rådighed, vil blive anvendt på en positiv måde, og at der nu er så stor indsigt og så meget mod til stede, at man med rimelighed kan gå ud fra, at mennesket ikke vil skade sig selv som følge af denne handling.

Når et menneske er blevet vækket, kan det − hvis det ønsker det − slutte sig til den gruppe, der hjælper menneskeheden. Men det medfører ikke nødvendigvis, at dette menneske i vågen tilstand kan huske noget om, hvad det foretog sig, mens det sov. Det er en evne, man selv må udvikle, og i de fleste tilfælde kommer den først efter mange års øvelse − eller måske slet ikke − i samme inkarnation. Den manglende hukommelse hæmmer dog ikke det arbejde, der udføres, mens man er ude af det fysiske legeme, og derfor har det ikke den store betydning − bortset fra den tilfredsstillelse, det kan være for et menneske i sin vågne tilstand at vide, hvad det foretog sig, mens det sov. Det drejer sig først og fremmest om, at arbejdet bliver gjort, og ikke at man husker, hvem det var, der udførte det.

Artikel-USYNLIGE-HJÆLPERE-Leadbeater-Åndsvidenskab
Download-fil: USYNLIGE HJÆLPERE - C.W. Leadbeater


Artikel-USYNLIGE-HJÆLPERE-Leadbeater-Åndsvidenskab
Læsefil med vendbare sider: USYNLIGE HJÆLPERE