Reinkarnationens proces

Når den studerende har accepteret ideen om den reinkarnerede sjæl og forstået forskellen mellem sjælen og det forgængelige animale menneske, er næste trin at forsøge at forstå reinkarnationens proces.

Det vil være nemmest at forstå processen og dens kræfter, hvis den iagttages fra sjælens plan. Ifølge den esoteriske filosofi findes der syv bevidsthedsplaner, hvoraf det fysisk-æteriske er det laveste, og dette plan har den største stoftæthed. Sjælen kaldes menneskets femte princip. Mennesket − dette femte princip i mikrokosmos − svarer til det femte bevidsthedsplan i makrokosmos. De syv bevidsthedsplaner er differentieringer af stoffet, og bevidstheden kan potentielt fungere på alle planer.

Stoffet på alle planer repræsenterer forskellige tætheder af ursubstansen. Ursubstans er betegnelsen for den første objektive stoftilstand, der opstod ved Universets skabelse. Ursubstansen er den primære manifestation af Det Ene Livsvæsen. Denne første tågeagtige begyndelse til det fremtidige kosmos rummede oprindelsen til samtlige manifestationer, uanset om de består af den mest subtile ånd eller det tætteste og tungeste stof. Atomerne er skabt af denne første substans. Og af atomerne er der skabt molekyler, som er samlet til faste og stadig mere komplekse celler og former etc. Af denne første substans har kosmos udviklet alt fra de fineste former, der består af ånd, kraft og energi, til former i det groveste, tætteste og tungeste stof. Alle former på alle bevidsthedsplaner består af denne ursubstans, som er til stede i mere eller mindre tætte former, og disse former belives af mere eller mindre kraft.

Begrebet ”bevidsthedsplan” er således udtryk for et stadie, hvor urstoffet varierer inden for visse grænser og fungerer under visse lovmæssigheder. Udtrykket ”det fysiske plan” − menneskets fysiske verden – er betegnelsen for stof, man kan se, høre, føle, lugte og smage med de fysiske sanser. Sanserne gør det muligt for det fysiske menneske at opleve og erfare dette bevidsthedsplan. Naturvidenskaben taler om kraft og stof, som om det var muligt at adskille energi og stof. Alt er energi, uanset om den viser sig i fast, flydende, luftformig eller endnu finere tilstande på andre eksistensplaner, hvor de forskellige stoftilstande har hver deres særpræg. Bevidstheden kan komme til udtryk på ethvert af disse planer gennem planets stof.

Der må føjes endnu en kendsgerning til denne meget kortfattede og overfladiske beskrivelse. Disse planer ligger ikke i lag oven på hinanden ligesom hylderne i en reol. Planerne gennemtrænger hinanden, ligesom æteren gennemtrænger luften, luften gennemtrænger vandet − etc.

De syv principper i mennesket svarer til disse bevidsthedsplaner, og der kan igen trækkes en parallel mellem menneskets principper og de syv bevidsthedsplaner i kosmos.

Det femte princip i mennesket korresponderer med det femte bevidsthedsplan i kosmos − den universelle tanke. Her er kilden til den styrende og skabende kraft, der er årsag til de differentieringer, der kaldes ”kræfter” på det fysiske plan. (Det femte bevidsthedsplan i kosmos kaldes nogle gange det tredje plan. Det skyldes, at man betragter det atmiske plan som det første. Det er ligegyldigt, om det kaldes det tredje eller det femte − bare den studerende er klar over forholdet til de øvrige planer.) Alle formverdenerne – uanset om formen er subtil, fin eller tæt − er udviklet af den universelle tankes kraft, som integrerer og adskiller atomerne, samler dem i former og nedbryder dem igen, bygger op og river ned, skaber og destruerer, tiltrækker og frastøder. Ifølge åndsvidenskaben er der kun én kraft. Ifølge naturvidenskaben er der mange kræfter. Men de mange kræfter er i virkeligheden i sit inderste væsen én kraft, men denne ene kraft åbenbarer sig på mangfoldige måder.

Hvis man ved skabelse af former mener, at der skabes nye former af et eksisterende materiale, så er det korrekt at sige, at al skabelse af form udgår fra det femte plan. Denne tankekraft er derfor − ifølge den esoteriske filosofi − den eneste kilde til alle former. H.P. Blavatsky omtaler kraften som …

Tankens hemmelighedsfulde kraft, der er i stand til at skabe ydre, fænomener og objektive resultater ved hjælp af sin egen iboende energi.[1]

Og på samme måde som denne skabende kraft udgår fra det femte plan i kosmos, udgår den også fra det femte princip i mennesket. I sjælen findes den kraft, der er i stand til at skabe alle ting, og derfor må reinkarnationsmetodens hemmelighed findes i den skabende tankes kraft.

Tanken skaber billeder − som i åndsvidenskaben kaldes tankeformer. Det er derfor en bogstavelig sandhed, når det siges, at ”tanker er ting”. Påstanden kan bevises gennem hypnotiske eksperimenter. En tankeform kan overføres til et stykke blankt papir og blive synlig på papiret for et hypnotiseret menneske. Eller en tankeform kan blive så objektiv, at den hypnotiserede ser og føler den, som om den var en fysisk genstand. På samme måde vil et medie, der ser en tankeform, der er skabt af en deltager i en spiritistisk seance, tro, at der er tale om ”en ånd”, for tankeformen bliver synlig i deltagerens ”aura”. En clairvoyant vil også kunne se og beskrive et tankebillede, der bevidst skabes af en tilstedeværende, uden at der siges et ord. Men den trænede vilje må bruges til at gøre billedet så tydeligt som muligt i tanken. Når et menneske visualiserer, er det på en måde clairvoyant, for ved hjælp af viljens kraft skaber det et billede i tankens uhyre fine stof.

Det er også muligt at forme det knap så fine astrale stof. Det er indlysende, når man tænker på, at tankerne reelt er i stand til at forme selv det fysiske legemes tætte stof, hvor menneskets karakter gradvis præger det ældre menneskes ansigt, hvor skønheden ikke består i selve formen og farven, men i udtrykket − udtrykket, som er en maske, der er støbt over det indre menneskes karakter.

Enhver tankevane − god eller dårlig − afspejler sig i de fysiske træk, og man behøver ikke være clairvoyant for at kunne sige, om altruisme eller egoisme, tillid eller mistillid, kærlighed eller had er det, der sædvanligvis kendetegner et menneskes tanke- og følelsesliv. Dette forhold er så almindeligt, at det næsten ikke registreres, selvom det har stor betydning − for når den fysiske krops tætte stof kan formes af tankens kraft, er der ikke noget mystisk i ideen om, at finere stoftyper er tilsvarende plastiske, og at de kan antage de former, som sjælen præger i stoffet.

Åndsvidenskaben påstår med andre ord, at sjælen ifølge sin indre natur er en formskabende kraft, og at en ydre objektiv form manifesteres successivt i følgende orden:

1. Sjælen (højere manas) udsender en tanke, som fortættes og antager form på mentalplanet i den konkrete tankes verden (lavere manas).

2. Tankeformen fortsætter ned på astralplanet (følelsernes plan), hvor den samler astralt stof omkring sig og bliver tættere.

3. Hvis den er skabt ved hjælp af en trænet og bevidst viljesimpuls, kan den gå videre til det fysisk-æteriske plan. Her iklædes tanken fysisk stof og kan blive synlig for det fysiske syn.

Men under almindelige omstændigheder bliver den på astralplanet som en såkaldt kama-manasisk form (en kombination af tanker og følelser), der vil blive omsat til objektiv handling på det fysiske plan, når de rette omstændigheder tiltrækker formen. En mester har engang skrevet, at en mester er i stand til …

”− at skabe og materialisere de former på det fysiske plan, som visualiseringsevnen har dannet af uvirksomt kosmisk stof i den usynlige verden. Mesteren skaber ikke noget nyt, men benytter kun det stof, som findes i naturens store forråd rundt om ham … Han skal blot vælge det, han behøver, og kalde det tilbage til objektiv tilværelse.”[2]

Måske er det nemmere at forestille sig, hvordan det usynlige kan blive synligt, hvis det forklares ved hjælp af et velkendt eksempel på det fysiske plan. Det er lige blevet forklaret hvordan en form gradvis fortættes, idet den passerer fra sjælens plan til mentalplanet og derfra videre til astralplanet og endelig til det fysiske. Tænk på en glasbeholder, der tilsyneladende er tom, men som i virkeligheden er fyldt med de usynlige gasarter ilt og brint. En gnist fremkalder forbindelse mellem dem, og vandet er skabt − men i en gasformig tilstand. Beholderen bliver herefter afkølet, hvorefter vandet bliver synligt i form af damp. Dampen fortættes og afsætter sig på glasset som vanddråber. Beholderen afkøles yderligere − vandet stivner, og der skabes en hinde af faste iskrystaller.

Idet sjælens impuls eller gnist springer, danner den en form af det uhyre subtile stof, der findes på sjælens plan − kausalplanet. Denne form fortættes yderligere på mentalplanet – dampen er en analogi til dette stadie. På astralplanet fortættes den yderligere i den astrale form – og vandet er en analogi til dette stadie. Og endelig fortættes den fysiske form, og her må isen være analogien.

Den, der studerer esoterisk filosofi, ved, at evolutionen skrider frem i en bestemt og ordnet rækkefølge, og derfor betragtes stoffets underafdelinger på det fysiske plan som analogier, der svarer til dets tilstande på de tilsvarende planer i de usynlige verdener. Men er man ikke vant til at studere åndsvidenskab, kan eksemplet måske hjælpe til en forståelse af, hvordan det usynlige kan fortætte sig og blive synligt ved hjælp af dette konkrete, fysiske billede af fortætningsprocessen.

Hvis man tænker efter, vil man opdage, at det i virkeligheden er en af de mest logiske kendsgerninger, at finere stof fortætter sig til grovere. Planteverdenen vokser ved at trække atmosfærens luftarter til sig og omforme deres råstoffer til faste og flydende materialer. Livskraftens funktion består i konstant at danne synlige former af det usynlige, og hvad enten man mener, at beskrivelsen af tankeprocessen er rigtig eller forkert, så er den logisk set hverken umulig eller urimelig. Beskrivelsen er sand − og det er en kendsgerning, der ikke kan diskuteres med clairvoyante forskere, som har iagttaget processen. Og udtalelser fra mennesker, som kan se tankeformer på de forskellige planer, må have større vægt end de meninger og holdninger, der stammer fra mennesker, der endnu ikke har denne metafysiske evne og bare tror på en anden forklaring. Det har mindre betydning, hvis hundrede blinde benægter muligheden af, at synlige genstande kan ses af mennesker med fysisk syn, end hvis blot ét menneske med velfungerende syn bekræfter en iagttagelse. Den studerende esoteriker, der endnu ikke har udviklet det clairvoyante syn, må være tålmodig og afventende. Og det er vigtigt at huske, at kendsgerninger ikke forandres, fordi de benægtes. Verden vil lidt efter lidt få kendskab til tankeformernes eksistens.

Det er nu muligt at fastslå, at årsager opstår på kausalplanet − årsagsplanet eller sjælens plan − som ideer. Herefter fortættes ideerne på mentalplanet, hvor de bliver til tanker, der antager form. De suppleres herefter med følelser, og tager form i astralt stof på astralplanet. Og endelig viser de sig objektivt på det fysiske plan som handlinger og hændelser. Fysiske begivenheder er således virkninger af tanker og følelser, der blev skabt i de indre verdener, før de viser sig objektivt i den fysiske verden.

Ifølge åndsvidenskaben er menneskets fysiske legeme en sådan virkning, for det fysiske legeme er en fortætning af æterlegemet. Forestillingen om et legeme af æterisk stof er vigtig, for æterlegemet fungerer som en støbeform for det fysiske legemes tættere stof. Hvis man ønsker at forstå reinkarnationens proces, må man acceptere, at det tætte fysiske legeme er et resultat af, at de tætte molekyler trækkes ind i en æterisk form, som ligger til grund for menneskets yderste klædning.

Og lad os nu vende tilbage til ideen om sjælen, der skaber former. Når det gælder gennemsnitsmennesket, så er det endnu kun i stand til at arbejde gennem lavere manas eller kama-manas – den konkrete tænkning eller en kombination af tanker og følelser. På nuværende tidspunkt i udviklingen er ren kausal tankevirksomhed fra sjælen en sjældenhed. Gennemsnitsmennesket tænker, og derved skaber det tankeformer:

Mennesket befolker hele tiden sin bane i rummet med sin egen verden, hvor dets drømmes, håbs, ønskers og begærs skabninger flokkes omkring det.[3]

Hvilken indflydelse denne kendsgerning har på andre mennesker, hører under emnet karma, der er behandlet i en selvstændig bog.[4] De tankeformer, som et menneske skaber, bliver i auraen, og efterhånden som tiden og livet går, vil tankeformernes voksende antal skabe en virkning, der får stadig stigende indflydelse på dette menneske, som dag for dag får en tilbøjelighed til at gentage de samme tanker. Til sidst vil bestemte tankeformer beherske det mentale liv i en grad, der medfører, at mennesket ubevidst vælger at responderer på impulser fra de selvskabte tanker, i stedet for at skabe nye. En vanetænkning − en ydre refleks af den opmaganiserede kraft – er skabt. På denne måde opbygges karakteren, og hvis man kender et menneske, der har udviklet disse karaktertræk, kan man med temmelig stor nøjagtighed forudsige, hvordan det vil tænke, føle og handle under bestemte omstændigheder.

Når døden indtræder, befries de finere indre legemer fra det ydre fysiske legeme, og æterlegemet går gradvis i opløsning, efterhånden som det fysiske legeme opløses. Astrallegemet og mentallegemet består i kortere eller længere tid efter den fysiske død, og i efterlivet gennemgår disse legemer forskellige processer, hvor de følelsesmæssige og tankemæssige erfaringerne bearbejdes, og essensen assimileres i form af evner og egenskaber. Kvintessensen − livsvisdommen − overgår til kausallegemet, og derefter opløses først astrallegemet og senere mentallegemet.

Når en ny reinkarnationsperiode nærmer sig, danner sjælen et nyt mentallegeme og et nyt astrallegeme − og Karmas Herrer sørger for en passende æteriske form, der er egnet til at give udtryk for den karma, der skal udarbejdes i det kommende liv i den fysiske verden. Det fysiske legeme opbygges i overensstemmelse med æterlegemet. Den fysiske hjerne, nervesystemet og de øvrige fysiske organer opbygges inde i den æteriske støbeform, og hjernens specifikke sammensætning bliver det – ganske vist ufuldkomne − fysiske udtryk for de mentale vaner og evner, der er karakteristiske for det menneske, der nu skal inkarnere. Hjernen bliver det perfekt tilpassede fysiske redskab, der kræves for at kunne udvikle de færdigheder og talenter, som livets erfaringer gør det muligt at manifestere på det fysiske plan.

For at give et par eksempler på virkningen af forskellige tankevaner, når de praktiseres, kan man nævne en umoralsk og en moralsk mennesketype − en selvisk og en uselvisk karakter. Det ene menneske har ønsker, håb og begær, der konstant drejer sig om personlig tilfredsstillelse, og derfor skaber dette menneske hele tiden egoistiske tankeformer. De samler sig om deres skaber, som påvirkes af sin egen tænkemåde. Efterhånden bliver dette menneske mere og mere skrupelløs og selvoptaget. Til sidst tilsidesætter det uden problemer andres rettigheder, fordi de personlige mål helliger midlerne.

Når dette menneske dør, er karakteren krystalliseret i form af en egoistisk type. Karakteren bevares, og når tiden er inde til en ny inkarnation, får karakteren æterisk form, som danner grundlag for det næste fysiske legeme. Mennesket drages desuden mod en beslægtet familie − mod biologiske forældre, der er i stand til at levere en fysisk arvemasse, der er præget af tilsvarende tilbøjeligheder. Derfor bliver hjernen egnet til at udtrykke selviskhed i dens ufølsomme form. Hjernen vil således være uegnet som fysisk grundlag for udfoldelsen af medmenneskelige og sociale tilbøjeligheder. I et mere ekstremt tilfælde med et samvittighedsløst menneske, der giver udtryk for uforanderlig egoisme i løbet af et helt liv, ser man kilden til den uforbederlige kriminelle i det følgende liv. Barnet vil komme til verden med en dårlig karakter, og det vil være stort set umuligt for sjælen at fremkalde rene og blide toner på sit fysiske instrument. I hele inkarnationen vil mentallegemets stråle være formørket, klangløs og skjult bag astrale skyer.

Og dog − til trods for disse uheldige omstændigheder − kan sjælens lys i nogle få øjeblikke trænge igennem og påvirke det fysiske redskab. I dødsangst eller under voldsomme påvirkninger kan den lavere natur af og til overvindes, og i disse øjeblikke kan der gøres beskedne fremskridt. Men hele livet igennem vil fortiden præge nutiden. Det bæger, der blev fyldt med en bitter drik i tidligere liv, må tømmes til sidste dråbe.

Hvis man forestiller sig det modsatte tilfælde, ser man et menneske, der dagligt har kærlige og varme tanker og følelser for sine medmennesker. Dette menneske tænker ofte på, hvordan det kan hjælpe andre, og dermed skabes der hele tiden uselviske tankeformer. Tankeformerne vil flokkes om tænkeren og påvirke tankemiljøet. Derfor vil dette menneske være tilbøjeligt til at tænke og føle uselvisk, og i det daglige liv vil det være naturligt at tage mere hensyn til andre end til sig selv. Når den fysiske død indtræffer, vil karakteren være udpræget uselvisk.

Når denne mennesketype vender tilbage til den fysiske verden, vil de positive egenskaber føre til en familie, der vil give en biologisk arvemasse, som egner sig til at besvare impulserne fra sjælen. Det fysiske materiale indbygges i æterlegemet, og der opbygges en hjerne, som er egnet til at udtrykke selvopofrende tilbøjeligheder. Samtidig vil der være mangel på fysisk grundlag for rå og egoistiske tilbøjeligheder. På denne måde bliver uselviske tankevaner i ét liv årsag til dannelsen af en venlig og altruistisk mennesketype i de følgende. Der vil blive født et barn med et fysisk instrument, der er i stand til at respondere på impulserne fra sjælen. Verden vil se et menneske, der ubevidst udfolder en natur, der er et resultat af en bevidst præstation.

Disse positive karaktertræk er frugten af mange lidelser og konflikter, som er konfronteret og overvundet. Men disse problemer ved mennesket intet om i det aktuelle liv. De er kun kendt af sjælen, som er det virkelige menneske.

Således forløber menneskets evolution liv efter liv − personlighed efter personlighed – hvor sjælen arbejder på at forme karakteren. Tab og udbytte bliver bogført med stor præcision i de astrale og mentale former, og i hver liv præger de kvaliteten af det fysiske redskab. Ethvert positivt karaktertræk er et ydre tegn på, at der er gjort fremskridt. Den lavere natur er igen og igen overvundet, og intelligensen og moralen − de såkaldte ”medfødte egenskaber”, som et barn kommer til verden med − er i virkeligheden bevis på fortidens kampe, sejre eller nederlag.

Det er indlysende, at disse oplysninger ikke modtages med begejstring af mentalt og moralsk dovne eller karaktersvage mennesker. Til gengæld er de i høj grad opmuntrende for mennesker, der ikke regner med, at det er nok at bede om ”milde gaver” fra Gud eller fra andre menneske, men som er indstillet på tålmodigt at kæmpe sig frem til alt, hvad de ønsker at opnå.

Edward Carpenter har beskrevet denne sandhed i ”Tidens og Satans Hemmelighed” …

”Kunsten at skabe må læres, ligesom enhver anden kunst − langsomt, langsomt, gennem mange år skaber du dit legeme. Og den evne, som du nu besidder (den være, som den vil) til at skabe dit nuværende legeme, har du tilegnet dig i fortiden i andre legemer. Således skal du atter i fremtiden bruge de evner, som du nu tilegner dig.

Men denne evne til at skabe legemet omfatter alle andre evner. Vær opmærksom på, hvad og hvorfor du søger, hvad du ønsker til dig selv − jeg siger ikke − søg intet, men vær opmærksom på, hvad og hvorfor du ønsker.

En soldat, der går i krig, prøver ikke at øge sin oppakning, men snarere at lette den, for han ved, at enhver ting, som han ikke uden besvær kan bære og håndtere, er en hindring.

Hvis du derfor ønsker berømmelse eller velvære eller nydelse eller noget som helst til dig selv, da vil billedet af det, du ønsker, klynge sig til dig − og du må slæbe det med dig. Og de billeder og kræfter, som du således har påkaldt, vil samle sig og danne dig et nyt legeme – og det kræver vedligeholdelse og tilfredsstillelse.

Og hvis du ikke er i stand til at befri dig for dette legeme nu, vil du heller ikke være i stand til at befri dig for dette legeme senere − du vil være tvunget til at slæbe det med dig.

Vær derfor på vagt − så det ikke bliver din grav og dit fængsel − men dit tilflugtssted og fredens bolig.

Og ser du ikke, at hvis døden ikke fandtes, kunne du aldrig overvinde døden? For ved at være slave af det, du begærer, har du iført dig et legeme, som du ikke kan beherske, og da vil du være lænket til en levende grav, som dette legeme ikke kan fjerne. Men nu vil smerte og sorg befri dig fra gravens mørke, for dine erfaringer vil vejlede dig, så du kan bygge dig et nyt og bedre legeme.

Og således om igen og endnu engang om igen − indtil du omsider formår at sprede vingerne.

Og smerten, jeg udstod i det ene legeme, blev til kræfter, der adlød mig i det næste.

Den tid vil komme, hvor Vestens nationer vil acceptere disse store sandheder, ligesom Østens nationer altid har levet efter dem − og de tror på dem den dag i dag.

Gennem tusinder af generationer udfører sjælen på denne måde tålmodigt sin opgave: At lede det animale menneske fremad og opad, indtil det endelig er klar til at blive ét med det guddommelige. Ud af ét enkelt fysisk liv vindes der måske kun et uanseligt brudstykke − og alligevel er mennesket ved livets slutning en knap så animal type, som da det blev født.

På grundlag af denne lidt forbedrede karakter kan formen til det næste liv støbes. Og når dette liv slutter, kan der igen støbes en lidt mindre animal form − og således fortsætter udviklingen igen og igen, generation efter generation, årtusinde efter årtusinde. Undervejs vil der være en del tilbagegang, som følges af ny fremgang. Der vil være mange fejltrin, som må erkendes og derefter rådes bod på. Der vil være mange ar efter langsomt helende sår. Og netop derfor går det opad og fremad. Det animale aftager, og det menneskelige forøges.

Sådan er sjælens udviklingshistorie − sjælens langsomt fuldførte opgave − mens den løfter sig mod guddommelighed. På et bestemt stadie i denne udvikling begynder personligheden at blive mere modtagelig. Den besvarer de vibrationer, der udsendes fra sjælen. Først som en tåget fornemmelse af, at det fysiske liv er mere end et isoleret liv − at mennesket er forbundet med noget evigt og udødeligt. Det endelige mål erkendes endnu ikke fuldt ud, men mennesket åbner sig gradvis for sjælens lys, ligesom når blomsterknoppen bryder ud af sit hylster ved forårstid, mens den forbereder sig til at folde sig helt ud i Solens lys.

_________________________________

[1] H.P. Blavatsky: Den Hemmelige Lære, bind 1.

[2] The Occult World, 5. udg. p. 88

[3] En mesters ord, citat fra The Occult World, p. 90

[4] Annie Besant: Karma (kan frit downloades som e-bog: KARMA

_________________________________