Reinkarnationstanken

Der er ingen tvivl om, at reinkarnation altid har været et helt afgørende element i Østens store religioner. Reinkarnationstanken var etikkens grundvold i det gamle Indien såvel som i det gamle Egypten. Hos jøderne var denne lære – så vidt man ved − ret almindelig hos farisæerne,[1] og forskellige sætninger i det nye testamente afslører, at den også var almindelig hos datidens folk. Eksempelvis blev Johannes Døberen betragtet som en reinkarnation af Elias − og disciplene spørger Jesus, om den blindfødte lider på grund af de synder, han selv har begået, eller på grund af dem, hans forældre har begået.

Også Zohar[2] taler om, at sjælene er underlagt en lov, der medfører, at deres vandring går fra et legeme til et andet. ”Alle sjæle er underlagt metempsykosis (a’leen b’gilgoolah)[3], men menneskene kender ikke Den Helliges veje − velsignet være dette! De er uvidende om den vej, der er deres lod i tiderne, både før de kom til denne verden, og efter at de har forladt den”.[4]

I Kether Malkuth findes øjensynligt den samme opfattelse, som Josephus giver udtryk for, idet der siges: ”Hvis den (sjælen) er ren, da skal den indgå til nåde og glæde på den samme dag, men dersom den er uren, da skal den for en tid vandre i smerte og fortvivlelse”.[5]

De store kirkefædre forkyndte også reinkarnationslæren. Rufinus[6] fortæller, at troen på reinkarnation var selvfølgelig og almindelig blandt de første kirkefædre – og det er overflødigt at nævne, at de filosofiske gnostikere og nyplatonikerne betragtede den som en integrerende del af deres lære.

Hvis blikket rettes mod den vestlige halvkugle, møder man reinkarnation som en rodfæstet tro blandt mange af Nord- og Sydamerikas indianerstammer − herunder maya-stammen. Mayaernes sprog og symbolik er på en mystisk og særdeles interessant måde forbundet med det gamle Egyptens, og selv den dag i dag fastholder mayaerne den traditionelle lære. Og mange andre stammers navne kunne føjes til denne opremsning, for fund fra fortidens store og berømte nationer viser, at selv under civilisationens forfald, bevarede man forfædrenes tro på reinkarnation – og denne tro forbandt dem med de mægtige folkeslag i endnu ældre tider.

Det er helt utænkeligt, at en universel lære, der kan spores tilbage til så fjerne og så højt udviklede kilder, skulle glide ud af menneskelig tænkning og forståelse. Den formørkelse, der har fået reinkarnationslæren til at forsvinde i nogle århundreder, er kun partiel, og den berører kun en lille del af menneskeheden. Den bølge af uvidenhed, der på et tidspunkt oversvømmede Europa, skyllede reinkarnationslæren med sig, og samtidig udslettede den næsten al filosofi, metafysik og åndsvidenskab. Middelalderens Europa skabte ikke en frugtbar jord, der kunne give gode vækstbetingelser for filosofiske sædekorn og for ny indsigt i menneskets natur og guddommelige skæbne. I samme periode kunne Østen glæde sig over en forfinet og høj civilisation, mens Europa var nedsunket i mørke. Østen rådede over store filosoffer og forfattere, mens litteraturen i Vesten havde det svært. I Østen var reinkarnationslæren hævet over enhver tvivl − uanset om læren blev formidlet via brahmanernes sublime metafysik eller via Buddhas ophøjede moral.

Det er indlysende, at en lovmæssighed i naturen ikke kan udryddes – den kan kun ignoreres i en periode. Og selvom den forsvinder i nogle få århundreder, vil den igen dukke op i menneskehedens bevidsthed. Reinkarnationslærens cykliske mønster i Europas historie kan blandt andet ses i kristendommen, for siden kristendommens grundlæggelse og frem til nutiden, skiftevis forsvinder og viser læren sig − og i nutiden vinder tanken om reinkarnation mere og mere frem.

Da kristendommen kom til Europa, var de europæiske herskeres tænkning dybt præget af reinkarnationslæren. Kirkens forsøg på at udrydde alt det, som præsterne opfattede som vranglære, var nytteløse. I middelalderen var Erigena[7] og Bonaventura[8] reinkarnationstankens fortalere, og senere blev læren fastholdt i forskellige sekter. Intuitive tænkere − som for eksempel Paracelsus, Bøhme og Swedenborg − stod fast på læren. De store italienske intellektuelle Giordano Bruno og Campanella forsvarede den entusiastisk. Den tyske filosofi er overalt beriget med læren via Schopenhauer, Lessing, Hegel, Leibnitz, Herder og den yngre Fichte, som forsvarede reinkarnationstanken med største alvor. Både Kants og Schellings antropologiske systemer er på mange måder i overensstemmelse med læren. I De Revolutione Animarum opremser den yngre Helmont to hundrede problemer og alle de argumenter, der understøtter reinkarnationslæren. Han pointerer, at sjælen vender tilbage til fysiske menneskelegemer − i overensstemmelse med jødiske forestillinger. Hvis man ser på de engelske tænkere, vil man se, at Cambridge-platonisterne forsvarer reinkarnation med stor indsigt og skarpsindighed – ikke mindst Henry More. Hos Cudworth og Hume omtales reinkarnation som den mest rationelle udødelighedsteori. Glanvils Lux Orientalis omtaler læren i en mystisk artikel. Fourier og Leroux var begge tiltrukket af læren. Og André Pezzani udarbejdede et reinkarnationssystem på basis af den romersk-katolske forestilling om forsoningen i sin bog The Plurality of the Soul’s Lives.[9]

Hvis man kender Schopenhauer[10], vil man vide, at reinkarnation har en vigtig rolle i hans filosofi. Studiet af Upanishaderne har tydeligvis påvirket den tyske filosofs tænkning, og det ville være overraskende, hvis reinkarnation – hjørnestenen i den hinduiske filosofi – ikke var en naturlig del af hans system. Det intellektuelle og esoterisk interesserede tyske folk har foruden Schopenhauer givet verden flere andre filosoffer, der har betragtet reinkarnationen som en nødvendig faktor i naturen. Der er ingen tvivl om, at Fichtes, Herders og Lessings tænkemåder vejer tungt i den intellektuelle verden. Ifølge disse tænkere er reinkarnation en løsning på problemer, der ellers er uløselige − eller i det mindste er reinkarnation den bedste hypotese.

Det er imidlertid sandt, at den intellektuelle verdens holdninger ikke er eneherskende, og ingen bør påtvinges andre meninger og holdninger ved at benytte personlig autoritet. Meninger bør snarere vejes end tælles, og selvom den vestlige verdens mest anerkendte og oplyste intelligenser udgør en meget lille minoritet, er der alligevel god grund til at lytte med respekt − hvis man da ikke er så bundet af de nutidens dogmer, at man er ude af stand til at bedømme værdien af argumenter, der støtter en sandhed, som for tiden ikke er anerkendt.

Det er vigtigt at lægge mærke til, at selve reinkarnationsideen ikke længere betragtes som en absurd tanke i de vestlige lande − i det mindste ikke af oplyste mennesker. Ideen er lidt efter lidt blevet accepteret som en mulig hypotese, og den anerkendes først og fremmest på grund af sin evne til at forklare tilsyneladende uforklarlige fænomener. Men selvom den betragtes som en kendsgerning af stadig flere, bør den snarere anses som en sandsynlig hypotese, der kaster mere lys over uforklarlige problemer − som for eksempel menneskets natur, dets karakter, dets udvikling og dets skæbne − end andre teorier. En mester har sagt, at reinkarnationen og karma er de to åndsvidenskabelige emner, som Vesten har størst behov for. Derfor er det nu hensigten at forsøge at give et omrids af den esoteriske filosofis centrale lære − reinkarnation.

_________________________________

[1] Josephus, Antiq., XVIII. 1., Par. 3. siger, at ”de dydige skal have kraft til at få nyt liv og atter leve”.

[2] Zohar betyder ”lys” på hebraisk og er en af de vigtigste dele i kabbalaen. Så vidt vides er det Simon bar Jochai, der levede i det 12. århundrede, som skrev Zohar.

[3] At gennemgå metempsykosis stammer fra græsk og betyder ”overdragelse af sjælen til et andet legeme.”

[4] Zohar II., s. 99. b. sq. Citeret i Myers Qabbalah, s. 198.

[5] Citeret i Myers Qabbalah, s. 198.

[6] Brev til Anastasius, citeret af dr. Walker i Reinkarnation − a Study of Forgotten Truth.

[7] Johannes Scotus Erigena (810-880) var en af de irsk-skotske munke, som missionerede i Karolingerriget. De irsk-skotske munke synes mærkeligt nok at have holdt den hellenistisk-antikke tradition i hævd. Erigena kunne således græsk, hvilket ikke var almindeligt blandt middelalderens filosoffer.

[8] Bonaventura (Giovanni Fidanza) (født Bagnoregio mellem 1217 og 1221 og død i Lyon 1274) var franciskanermunk, teolog/filosof, biskop/kardinal og helgenkåret. Som filosof repræsenterer Bonaventura den mystiske og platoniske tænkning.

[9] E.D. Walker, op. cit., pp. 65, 66.

[10] Arthur Schopenhauer (1788-1860) var en tysk filosof født i Danzig.

_________________________________