Kontakt med Djwhal Khul

Djwhal Khul − Tibetaneren

I 1919 skete der en vigtig ting − dels for hende selv, dels for hele verden som helhed. Hun fik sin første kontakt med den tibetanske mester Djwhal Khul. Igen skal der her bruges Alice A. Baileys egne ord fra En Ufuldendt Selvbiografi.

"Det var i november 1919, jeg for første gang fik kontakt med Tibetaneren. Jeg havde sendt børnene i skole og tænkte, at jeg nu ville have nogle minutter til mig selv, og jeg gik ud i bakkerne tæt ved vores hus. Jeg satte mig ned og begyndte at tænke, men så fór jeg pludselig sammen og blev opmærksom. Jeg hørte noget, jeg syntes var en klar tone, der lød fra himlen, over bakkerne og ind i mig. Så hørte jeg en stemme, der sagde: 'Der er nogle bøger, og det er ønskeligt, at de bliver skrevet for offentligheden. Du kan skrive dem. Vil du gøre det?' Uden at betænke mig et øjeblik svarede jeg: 'Bestemt ikke. Jeg er ikke en godtroende psykisk person, og jeg ønsker ikke at have noget med det at gøre.' Jeg blev forskrækket over at høre mig selv tale højt. Stemmen fortsatte med at sige, at víse mennesker ikke tager forhastede beslutninger, at jeg havde en særlig evne for højere telepati, og at det, jeg blev bedt om, ikke indebar nogen form for lavere psykisme. Jeg svarede, at jeg var ligeglad, og at jeg overhovedet ikke var interesseret i arbejde af psykisk art. Den usynlige person, som talte så klart og direkte til mig, sagde, at han ville give mig tid til at overveje sagen, og at han ikke ville tage imod mit svar nu, men komme tilbage om nøjagtig tre uger for at høre, hvad jeg havde bestemt mig til at gøre."

Alice A. Bailey: En Ufuldendt Selvbiografi, s. 145

Alice A. Bailey besluttede sig heldigvis til at skrive for denne usynlige stemme, for hun kunne godt fornemme, at han var noget specielt. Og da hun først begyndte at skrive, forstod hun, at stoffet lå på et usædvanlig højt niveau. Det overgik sandsynligvis stoffet fra H.P. Blavatsky. Ingen ved, hvorfor hun besluttede sig for at skrive for Tibetaneren. Måske skyldtes det en naturlig affinitet, som havde overbevist hende, samt den tidlige erindring fra barndommen, som gjorde, at hun vidste, at der lå en eller anden opgave og ventede hende på et eller andet tidspunkt.

Nu ved man, at det var den tibetanske mester, Djwhal Khul, der talte. Det vidste hun ikke på dette tidspunkt, og det siger sig selv, at den stemme og den kraft, der ligger i den telepatiske funktion, har også haft en utrolig stærk indvirkning på et menneske som Alice A. Bailey.

Hun besluttede sig heldigvis for at skrive de første kapitler af den første bog. Men det skete ikke uden problemer. Hun fik faktisk betænkeligheder. Det fortæller hun selv på denne måde:

"Da jeg havde skrevet for Tibetaneren i cirka en måned, blev jeg bange, og jeg afslog med bestemthed at udføre mere arbejde. Jeg sagde til Tibetaneren, at mine tre små piger kun havde mig, og hvis jeg blev syg eller sindssyg, som så mange psykiske mennesker bliver, ville de være helt alene, og det turde jeg ikke risikere. Han accepterede min beslutning, men bad mig forsøge at komme i forbindelse med min egen mester Koot Hoomi og tale om sagen med ham. Da jeg havde tænkt over det en uges tid, besluttede jeg at søge kontakt med Koot Hoomi og begyndte at skabe kontakten, idet jeg fulgte en meget speciel teknik, som han havde lært mig. Da jeg fik mulighed for en samtale med Koot Hoomi, diskuterede vi hele problemet. Han forsikrede mig, at der ingen fare var, hverken fysisk eller mentalt, og at jeg havde mulighed for at udføre et virkeligt værdifuldt stykke arbejde. Han sagde, at det var ham selv, som havde foreslået, at jeg skulle hjælpe Tibetaneren ... Jeg rettede mig derfor efter Koot Hoomis ønske, og sagde til Tibetaneren, at jeg ville samarbejde med ham."

Alice A. Bailey: En Ufuldendt Selvbiografi, s. 148