Det store kraftord
De syv ord, som udgør det store ord, gives til kandidaten ved hver indvielse, og det er indviede af samme rang som kandidaten, der videregiver dem. Gruppen af indviede deler sig i syv hold i forhold til understråle eller strålekombination, og hver gruppe intonerer derefter på skift ét ord hurtigt efter hinanden. Samtidig passerer de forskellige lydes farver og symboler forbi kandidaten, som derfor både hører og ser det, der afsløres. Den mere fremskredne gruppe af indviede … (de tre ledere af Hierarkiets departementer ved de to første indvielser og Pratyeka Buddhaerne ved de sidste) intonerer det tredobbelte kraftord for kandidaten, og det tredobbelte ord forener de syv – og igen ser kandidaten det for sit indre øje. Til sidst intonerer indvieren kraftordet, og kandidaten til indvielse erfarer i praksis i sig selv den store lyd og erfarer i ét bestemt chakra, hvordan kraftordets vibration er. Hvert chakra og center er forbundet med et bestemt bevidsthedsplan, et system, en stråle og andre syvfoldige inddelinger, og på den måde vil betydningen af den indre reaktion på kraftordet være indlysende.
6. I arbejdet med at fremme evolutionen i de tre verdener beskæftiger mestrene og de indviede sig hovedsagelig med de syv stavelser i det ord, der hører til deres udviklingsniveau eller indvielsesgrad. De tre ord, der forener de syv, bruges sjældent, undtagen med direkte godkendelse fra en af departementernes ledere. Stavelserne i hvert ord er direkte forbundet med det trefoldige "AUM" og derfor med Brahma-, Vishnu- eller Shiva-aspektet, som de tre ledere er de planetariske repræsentanter for.
Ordet er en årsag, der skaber en virkning
Når en indviet ønsker at intonere hele kraftordet som en helhed til evolutionære formål, skal det godkendes af hele Hierarkiet, for kraftordet i sin helhed påvirker stoffet på et helt bevidsthedsplan inden for et planetarisk system, og derfor også stoffet på de bevidsthedsplaner, der ligger under det pågældende plan. Når indvielsesgradens kraftord udtales, eksempelvis af en 3. indviet, påvirkes stoffet på de lavere mentale underplaner og derefter stoffet på astralplanet og det fysisk-æteriske plan. En 2. indviet påvirker astralplanet og det fysisk-æteriske plan. Intoneringen skaber derfor omfattende virkninger og har store konsekvenser.
|