Hvorfor har man egentlig

Israels bibel i Vesten?

For lang tid siden blev Abraham lovet national storhed, rigdom og magt af Gud.

Hvis man vil forstå dette, må man acceptere en overraskende kendsgerning. Bibelen er en speciel bog, der er tilegnet en bestemt nationalitet − Israels børn. Det kan ikke benægtes. Bibelens historie − fra Første Mosebog til Johannes Åbenbaring − er primært en historie om én nation eller ét folk: Israelerne. Profetierne relaterer også i hovedsagen til Israels folk, og kun til andre lande, når de kommer i kontakt med Israel.

Bibelen fortæller om israelerne og om deres Gud. Den var inspireret af Abrahams, Isaks og Jacobs Gud. Den blev skrevet og opbevaret af israelerne indtil efter, at Det Nye Testamente var skrevet. I Bibelen kan man læse, om alle Guds løfter om arv og pragt og herlighed, som alene tilhørte Israel (Romerbrevet 9,4). Og alligevel må man konstatere det overraskende faktum, at den hvide race i Vesteuropa og USA − ikke jøderne – fik alle de nationale og fysiske rigdomme, der blev lovet. Hvordan kunne det ske?

Er det ikke også overraskende, at det er befolkningerne i Europa og i USA, som mest af alt har baseret deres religion på en Bibel, der er skrevet af hebræere? Og ikke mindst at man her i Vesten tror på Israels Gud og Israels Messias?

Før Moses’ tid var ingen nation kendt som Guds udvalgte nation. Og før Moses fandtes der ingen Bibel. I mere end 2.500 år havde mennesket eksisteret, uden at nogen havde nedskrevet Guds åbenbaringer i en bog. I det gamle Egypten var Guds ord mejslet ind i templernes stenvægge, skrevet med hieroglyffer i gravene og på papyrusruller, men Bibelen er den eneste litteratur, der omtaler Guds mellemværende med nutidsmennesket. Og − endnu mere overraskende − kun 11 af de 50 kapitler i Første Mosebog omtaler verdens historie før Abraham − israelernes stamfader. Disse 11 kapitler dækker mere end 2.000 år historie.

Ifølge Bibelen manifesterede Gud denne verden med kun én mand − Adam. Og Gud talte direkte til Adam. Men Adam lyttede til Satan. Adam var ulydig mod Gud og stolede mere på sin egen menneskelige forstand. Han lyttede ikke til Guds råd og begyndte på den menneskelige vej, der fører til griskhed og forfængelighed. Og efterhånden som Adam formerede sig, fulgte Adams sønner hans dårlige eksempel.

Før Abraham omtaler Bibelen kun tre mennesker, der har accepteret Guds anvisninger på rigtig levemåde. Kun tre blandt mere end 1/3 af hele menneskeheden i menneskets historie indtil da! Abel blev kaldt retfærdig, Enok vandrede med Gud og Noah var en retfærdig præst, og Guds rige helt underdanig (Salme 119,172). Hvis man ser bort fra disse tre og muligvis også Shem, så findes der intet i Bibelen, der antyder, at noget andet menneske levede under den evige Guds lederskab, før Abraham.

På Abrahams tid havde mennesket mistet al kundskab om den sande Skaber − Herskeren, Hans åbenbaring og Hans vej til fred og lykke og til evigt liv. Menneskene vandrede deres egne veje, og gik direkte imod Guds åndelige love. Synd og vold fandtes overalt på Jorden. (Læs beretningen om Sodoma og Gomorra).

Det var i en sådan verden, der havde bevæget sig langt væk fra Gud og langt væk fra Guds lederskab og hengivenheden over for den sande Gud, at et menneske stod frem – et menneske, der var ærlig, fleksibel, lærenem, stærk og uselvisk. Gud udsatte ham for en prøve for at se, om han ville adlyde. Gud gav Abraham denne ordre: ”Drag ud fra dit land, fra din slægt og din faders hus til det land, jeg vil vise dig − så vil jeg gøre dig til et stort folk, og jeg vil velsigne dig og gøre dit navn stort, og vær til velsignelse!” (1. Mos. 12,1-2). Her fik han både en ordre og et løfte, men det krævede, at ordren blev fulgt.

Gud havde indledt hele den menneskelige race med én mand − Adam. Nu grundlagde Han sin egen specielle nation med én mand − Abraham.

Abraham begyndte ikke at diskutere. Han sagde ikke: ”Lad os først snakke lidt om det. Jeg befinder mig i Ur − dette verdenscenter med handel, selskabelighed og fornøjelser. Hvorfor opfylder du dit løfte her, hvor alt er rart og hyggeligt? Hvorfor er jeg nødt til at forlade alt dette og gå til det uciviliserede land, du taler om?”

Nej − Abraham tøvede ikke. Han protesterede og diskuterede ikke. Bibelen siger ganske enkelt: ”Og Abram gik, som Herren sagde til ham.”

Og Gud påbegyndte sit projekt med denne mand, hvis navn Han ændrede fra Abram til Abraham, og som skulle være fader til Hans nation, Israel.

Gud gav alle sine løfter til Abraham og til alle hans efterkommere. Og alle må blive ligesom Abraham og – gennem Kristus − hans børn, hvis man ønsker at modtage løftet om evigt liv i Guds rige.

Om nationen, Israel, sagde Gud: ”Det folk, jeg har dannet mig, skal synge min pris.” (Esajas 43,21). Den profeti skal stadig − og snart − blive opfyldt!