Dan − spor af en slange

Da Gud havde til hensigt, at det ”forsvundne” Israel skulle findes igen ved tidens ende, så må man forvente, at der findes nogle skilte eller vejmærker langs sporet, som de ældgamle israelitter fulgte fra Assyrien.

Talende til Efraim siger Gud i Jer. 31,21: ”Rejs dig vejvisersten, sæt mærkesten op, ret din tanke på højvejen, vejen, du gik.” − I Bibelen finder man ”vejvisersten” eller vejskilte, som de har mærket vejen med, der hvor de vandrede.

I 1. Mos. 49,17 omtalte Jakob, hvad der ville ske med de forskellige stammer. Han sagde: ”Dan blive en slange ved vejen” (i svensk og engelsk version: ”Dan skal være en slange på vejen.”). En anden oversættelse fra hebræisk er: ”Dan skal være en slanges spor (eller vej).” − Det er et vigtigt ”vejskilt”, at Dans sønner opkaldte ethvert sted, de kom til, efter deres stamfader Dan.

Dans stamme opholdt sig i begyndelsen ved middelhavskysten vest for Jerusalem. En beskrivelse af området findes i Joshua 19,40-46: ”… derfor drog danitterne op og angreb Lesjem, indtog det … og gav Lesjem navnet Dan efter deres stamfader Dan.”

I Dommerbogen 18,11-12 står der skrevet, at Dans stamme tog Kirjat-Jearim. ”Derfor kalder man endnu den dag i dag dette sted for Dans lejr.” (Egentlig: Mahane-Dan).

Lidt senere kommer det samme kompagni af 600 bevæbnede danitter til Lajisj, erobrede den ”… og gav den navnet Dan efter deres stamfader.” (vers 29).

Så, læg mærke til, hvordan disse danitter efterlod et ”spor som en slange” langs vejen. De etablerede ”vejskilte”, så de kunne spores endnu i dag, ved at døbe alting efter deres stamfader Dan.

Husk − at på hebræisk skriver man ikke vokaler. Lyden af en vokal, skulle lægges til, når man talte. Derfor ville ordet ”Dan” − hvis man havde et lignende alfabet − skrives ”Dn”. Det kunne derfor udtales som ”Dan”, ”Den”, ”Din”, ”Don”, ”Dun” – og stadig være det samme hebræiske navn.

Dans stamme erobrede to forskellige områder eller provinser før det assyriske fangenskab. En koloni var fiskere og levede ved kysten i Palæstina. De var først og fremmest sømænd, og der står skrevet: ”Dan, hvi søgte han fremmed hyre?” (Engelsk version: ”Og Dan − hvorfor nøler han endnu ved skibene?”) (Dom. 5,17)

Da Assyrien erobrede Israel, flygtede disse danitter ud på havet i deres både og sejlede vestpå gennem Middelhavet og nordpå langs Europas kyster, og endte til sidst i Irland. Lige inden sin død profeterede Moses om Dan: ”Dan er en løveunge, som springer frem fra Basan.” (5. Mos. 33,22). Langs middelhavskysten efterlod de et spor i ”Den”, ”Don” og ”Din”.

Irlandske annaler og historie viser, at de nye indbyggere i Irland netop på dette tidspunkt var ”Tuatha de Danaans”, som betyder ”Dans stamme”. Somme tider finder man kun navnet ”Tuatha de”, der betyder ”Guds folk”. − Og i Irland finder man stadig disse ”vejskilte”: ”Dans-Laugh”, ”Dans-Sower”, ”Dun-dalke”, ”Dun-drum”, ”Don-egal Bay”, ”Don-egal City”, ”Dun-glow”, ”Lon-don-derry”, ”Din-gle”, ”Duns-more” (der betyder ”flere daner”) m.fl. Desuden betyder ordet ”Dunn” i det irske sprog det samme som ”Dan” på hebræisk – ”dommer”.

Men den nordlige koloni af danitter, der levede af landbrug, blev drevet i fangenskab til Assyrien, og vandrede derfra sammen med de øvrige ti stammer over land. De vandrede sammen med assyrerne til landet vest for Sortehavet, hvor man finder floderne Dnjepr, Dnjestr og Don.

Således finder man − enten i gammel eller i ny geografi − disse ”vejskilte”: Don-au, Dan-inn, Dan-aster, Dan-dari, Dan-ez, Don, Dan, U-don, Eri-don og Dan-mark.

Danmark betyder ganske simpelt ”Dans mark”. Danskerne opkalder den dag i dag ting, produkter, fabrikker og andet efter deres stamfader Dan. Nogle få eksempler blandt utallige er Dan-bo, Dan-foss, Dan-æg, Dan-hotel, Dan-land − etc.

På de britiske øer efterlod de ”vejskilte” som Dun-dee, Dun-raven m.fl. På denne måde ledte ”slangens spor” fra Dan direkte op til de britiske øer ved hjælp af de mange ”vejskilte”, der markerede vejen.

Her er der grund til ganske kort at undersøge, hvad der findes af ældgamle annaler, legender og historie i Irland, og på denne måde få et billede af, hvordan det gik, da Jeremias ”plantede” Davids trone der.

Den virkelig gamle historie i Irland er meget voluminøs, og der er sat kulør på historien med mange legender. Men, hvis man er i stand til at huske bibelhistorien og profetierne, så vil man nemt kunne sortere legenderne fra den virkelige historie. Ved at fjerne de beretninger, der uden tvivl kun er legender, kan man læse:

Lang tid før år 700 f.Kr. kom der en stærk koloni, som hed ”Tautha de Danaan” (Dans stamme) til Irland i både. De fordrev de andre stammer, og byggede deres hjem i området. Senere − på Davids tid − kom der yderligere en koloni, denne gang fra Zeras linje, fra det nære Østen til Irland. – Derefter − år 569 f.Kr. (ved den tid, da Jeremias ”plantede” tronen) − kom en ældre, hvidhåret patriark til Irland. Der refereres nogle gange til ham som ”helgen”. Med ham fulgte en prinsesse − datter af en østerlandsk konge − og en følgesvend ved navn ”Simon Brach”. Hans navn staves i de forskellige historier som ”Brech”, ”Berech”, ”Brach” eller ”Berach”. Prinsessen havde et hebræisk navn − ”Tephi” − men det var kun et tilnavn. Hendes rigtige navn var ”Tea-Tephi”.

Nutidig litteratur − den, der har erkendt Englands og USA’s rette identitet − har forvekslet denne Tea-Tephi − Zedekias’ datter − med en tidligere Tea, Iths datter, der levede på Davids tid.

Det kongelige selskab, som kom til Irland, inkluderede kongen af Irlands søn, som havde været i Jerusalem, mens byen var belejret. Der havde han lært Tea-Tephi at kende, og han havde giftet sig med hende lige efter år 585 f.Kr., da byen blev erobret og ødelagt.

Deres unge søn, som nu var ca. 12 år gammel, fulgte med dem til Irland. Foruden den kongelige familie bragte Jeremias nogle mystiske ting med sig – herunder en harpe, en ”ark” og en meget smuk sten, som blev kaldt ”liafail” eller ”skæbnestenen”. Et mærkeligt ”sammentræf” er, at hebræisk læses fra højre til venstre, mens Vestens sprog læses fra venstre til højre. Uanset fra hvilken side, man læser, bliver navnet på stenen stadig ”Liafail”.

En anden mærkelig tilfældighed − eller er det mon kun en tilfældighed − er, at de fleste konger i Irland, i Skotland og i England er blevet kronet, siddende over denne sten − det gælder også den nuværende dronning. Man kan i dag se stenen i Westminster Abbey i London, for kongetronen er bygget over og rundt om denne sten. Et skilt ved siden af tronen fortæller, at dette er ”Jakobs hovedgærdesten” (1. Mos. 28,18).

Den kongelige gemal til den hebræiske prinsesse Tea-Tephi fik navnet Herremon (Herremand?), da han arvede tronen efter sin far. Denne Herremon er ofte − fejlagtigt − blevet antaget for at være en meget tidligere Gede Herremon, som på Davids tid giftede sig med sin onkel Iths datter Tea.

Sønnen af denne senere kong Herremon og den hebræiske prinsesse fortsatte med at regere på Irlands trone, og det samme dynasti fortsatte uafbrudt gennem samtlige konger i Irland. Tronen blev væltet og plantet igen i Skotland, hvor den igen blev væltet, hvorefter den flyttede til London i England, hvor det samme dynasti uafbrudt har hersket til den dag i dag, hvor dronning Elisabeth II sidder på tronen. Kronen, som blev båret af den kongelige linje Herremon og andre adelige i det gamle Irland, havde tolv spidser!