Et nyt hjemland

Det var ved den tid, da Israels hus skulle ”vente uden konge eller fyrste.” (Hosea 3,4). At disse mennesker blev ”sigtet” gennem mange nationer er helt klart. Mange tekster i det Det Nye Testamente indikerer dette. Og selvom mange af dem blev spredt blandt forskellige nationer i det første århundrede efter Kristi fødsel, så havde nogle af dem dog allerede etableret sig definitivt på én plads, som var deres egen, allerede på Jeremias’ tid − 140 år efter deres fangenskab.

At disse israelitter, der besad førstefødselsretten, til sidst skulle komme til et land, der var deres eget, er helt klart. Gud siger i 2. Sam. 7,10 og i 1. Krøn. 17,9, at Han skal: ”− skaffe mit folk Israel en hjemstavn og plante det (Jeremias’ opgave), så det kan blive boende på sit sted uden mere at skulle forstyrres i sin ro, og uden at voldsmænd mere skal ødelægge det som tidligere.”

Teksten i hele denne profeti viser, at der ikke refereres til Palæstina, men til et andet land, hvor de spredte israelitter ville samles efter, at de var fjernet fra det forjættede land. − Efter at de blev fjernet fra Palæstina, var blevet ”sigtet” blandt mange lande, havde levet i mange år ”uden konge eller fyrste” i et fjernt land, havde mistet deres nationalitet, deres identitet og deres sprog, så skulle de altså nu blive ”plantet” i et fjernt land, som ville blive deres eget. Og når de var nået til dette land, så ville de bo der, uden igen at blive forstyrret! Denne profeti henviser naturligvis til den nuværende tidsepoke.

Mens andre profetier taler om, at disse ejere af førstefødselsretten ville blive et koloniserende folk, der bredte sig over hele Jorden, så er det klart, at denne spredning måtte ske fra et bestemt sted, som ville forblive ”hjemstedet” for Davids trones regering.

Læg mærke til det! Når de havde fundet ”deres eget sted”, og Davids trone var blevet plantet der, så ville de blive boende der. Stedet, hvor disse mennesker findes i dag, er derfor det sted, hvor Jeremias plantede Davids trone for mere end 2.500 år siden!

Derfor vil profetier, som hentyder til disse tider, eller som fortæller om disse mennesker og deres bopladser kort før Kristus kommer tilbage, fortælle os om stedet, hvor Jeremias plantede tronen.

Israels hus vil engang i fremtiden vende tilbage til Palæstina, på det tidspunkt, hvor Jesus Kristus kommer tilbage. De skal endnu engang plante druer i Samaria − deres gamle land. Profetier, der fortæller, hvorfra de i fremtiden vil emigrere, vil desuden oplyse, hvor Israels ti forsvundne stammer findes i dag. − De to omvæltninger af tronen, der fulgte lige efter hinanden, vil også indtræffe i dette område.

Man må huske, at disse ejere af førstefødselsretten skiller sig ud fra Juda − jøderne − gennem forskellige navne, ”Efraim”, ”Josef”, ”Rakel” (Josefs mor), ”Samaria” og ”Israel”. Ifølge Hosea 12,2: ”Efraims hu står til vind, efter østenstorm jager han stadig.” Østenvinden blæser mod vest. Efraim må være vandret mod vest fra Assyrien.

Da svor Gud til David, at Han ville gøre hans trone evig, så sagde Han: ”Jeg lægger havet under hans hånd.” (Salme 89,26). − Tronen ville blive plantet i havet. I den engelske version står der: ”I will set his hand in the sea.”

Gennem Jeremias sagde Gud: ”Det troløse Israels sag står bedre end det svigefulde Judas. Gå hen og udråb disse ord mod nord: Omvend dig, troløse Israel, lyder det fra HERREN.” (Jer. 3,12).

Israel er her tydeligvis skilt fra Juda. Selvfølgelig boede Israel nord for Juda, også da de fandtes i Palæstina − men disse ord blev givet til Jeremias. Israel havde da været adskilt fra Palæstina i mere end 130 år − og var for lang tid siden emigreret, sammen med assyrerne, nordover (og vestover) set fra Assyrien.

Det er ny indlysende, at deres sted ligger mod nord og vest og ude i havet.

I det attende vers i samme kapitel står: ”I hine dage skal Judas hus vandre til Israels hus, og samlede skal de drage fra nordens land til det land, jeg gav jeres fædre i eje.”

Ved en fremtidig udvandring − når Kristus er kommet tilbage − vil de vende tilbage til Palæstina fra nordens land.

Efter at have sagt: ”Hvor kan jeg ofre dig, Efraim?” siger Gud gennem Hosea: ”… og bævende kommer sønner fra havet.” (I den svenske og den engelske oversættelse hedder det: ”og hans børn skal da bævende samles fra vest:”) (Hosea 11,8 og 10).

Og igen: ”Se, jeg bringer dem hid fra nordens land, samler dem fra Jordens afkroge.” (Jer. 31,8).

Denne profeti blev skrevet ”for de yderste dage” (Jer. 30,24 og 31,1) og er adresseret til Israel (vers 2, 4 og 9), til Efraim (vers 5 og 9) og Samaria (vers 5). − Her findes også en anden information − ”fra Jordens afkroge” − som indikerer, at de har spredt sig vidt omkring gennem kolonisering.

Ved at referere til Israels hus (Esajas 49,3 og 6) siger Gud: ”Se, nogle kommer langvejs fra, nogle fra nord og vest, nogle fra Sinims land.” (Esajas 49:12). I det hebræiske sprog, som disse ord var skrevet på fra begyndelsen, findes der ikke noget ord for nordvest. I den danske Bibel står der som forklaring på ”Sinims land”: Måske Syene ved Egyptens sydgrænse. Vulgata oversætter dog ”Sinim” med ”Australi” eller Australien! Ifølge disse forklaringer kan man dog konkludere, at Israel af i dag og Israel på Jeremias’ tid, da han plantede Davids trone, er placeret nordvest for Jerusalem i havet.

Det samme 49. kapitel af Esajas begynder med: ”Hør mig, I fjerne strande.” (Svensk og engelsk oversættelse: ”Hør mig, I havlande.”).

I det 31. kapitel af Jeremias, hvori Israel er blevet lokaliseret til ”nordens land”, står der: ”− thi jeg er Israel en fader, min førstefødte er Efarim. Hør HERRENS ord, I folk, forkynd på fjerne strande” (landene ved havet i det fjerne) (Jer. 31,9-10).

Igen: Hør mig i tavshed, I fjerne strande … (lande ved havet) … men Israel, du min tjener, Jakob, hvem jeg har udvalgt … (Esajas 41,1 og 8)

I Jer. 31,7 står der en besked, der skal forkyndes i ”det fjerne land” (vers 10), og den siger: ”− fryd jer over Jakob med glæde, jubl over det første blandt folkene” − på engelsk ”chief of nations”. Chef over nationer.

Så, til sidst, nu, ligesom på Jeremias’ tid: Israel er i landene ved havet (på øerne ifølge den engelske version). (Den hebræiske version kan oversættes med ”kyster”, ”havlande” og ”øer”), er chef for eller hersker over nationer og findes nordvest for Jerusalem.

Selvfølgelig – der kan umuligt være tvivl om deres identitet! Tag et kort over Europa. Træk en linje mod nordvest fra Jerusalem over det europæiske kontinent, indtil man når havet, og så til øerne i havet. Linjen fører direkte til − de britiske øer!

Der findes så mange beviser på, at den hvide, engelsktalende befolkning i dag − Storbritanniens og USA’s − faktisk er de virkelige ejere af førstefødselsretten fra Efraims og Manasses stamme, at der her kun er plads til nogle få.

En interessant detalje, som ganske vist ikke er noget bevis, er det hebræiske navn på Storbritanniens folk. Man må huske, at det hebræiske sprog er uden vokaler. − Israels hus er det folk, som Gud lavede en aftale med. Det hebræiske ord for aftale er ”beriyth” eller ”berith”. Efter Gideons død fulgte Israel den falske gud Baal. I Dommerbogen 8,33 og 9,4 er ordet overenskomst i forbindelse med afgudsdyrkelse af guden Baal brugt som Baal-Berith.

Det hebræiske ord for ”mand” eller ”folk” er ”iysh” eller ”ish”. I det engelske sprog betyder endelsen ”-ish” enten ”fra” eller ”tilhørende” (f.eks. Danish, Swedish, Finnish etc.). I det oprindelige hebræiske sprog brugte man, som sagt, ikke vokalerne, når man formulerede sig. Hvis man udelukker − eller ”glemmer” vokalen ”e” i ”berith”, men holder fast ved vokalen ”i” i den angliserede form af ordet for at bevare ”y”-lyden, så har man det angliserede, hebræiske ord for overenskomst eller pagt − brith.

Hebræerne udtalte aldrig deres ”h”. Mange jøder − også i dag − udtaler f.eks. ordet ”Shem” som ”Sem”. Tilfældigvis er denne ældgamle hebræiske vane også en nutidig engelsk vane. Det hebræiske ord for ”overenskomst”, skulle derfor udtales som ”brit” i den angliserede form.

Ordet for en ”overenskomst-mand” eller et ”overenskomst-folk” ville derfor ganske simpelt blive ”brit-ish”!

Er det en tilfældighed, at det folk, som Gud lavede en overenskomst med og lavede en pagt med, i dag kaldes for ”British”? Og at dette folk bor på ”British Isles” − de britiske øer.

Israels hus ville ikke alene miste sin identitet, men også sit navn. De kaldes ved et nyt navn, da de ikke længere ville kendes ved deres identitet som Israel, således, som Gud helt tydeligt forklarer det i Esajas 62,2.

Til Abraham sagde Gud: ”− kun gennem Isak skal afkom nævnes efter dig.” Og det gentages i Romerbrevet 9,7 og i Hebræerbrevet 11,18. I Amos 7,16 kaldes de ”Isaks hus”. De var Isaks arvinger og derfor Isaks sønner. Hvis man fjerner ”i”-et fra Isak (vokaler bruges jo ikke), så har man det moderne ”saks sønner” eller, som det i dag staves − ”Saxons”.

Dr. W. Holt Yates siger: Ordet Saxons (engelsk) kommer af ”sons of Isak”, idet man har fjernet det første bogstav ”I” fra Isak.

Mange blander anglo-saxerne sammen med tyskerne eller de gamle saksere, der stadig bor i Tyskland. De tyske saksere kommer fra det gamle højtyske ord ”sahs”, der betyder sværd eller kniv. Disse sværdbærende tyskere er et helt andet folkeslag end det anglo-saxiske eller angelsaksiske, der emigrerede til de britiske øer.