De fire eller fem elementer

De græske filosoffer som eksempelvis Empedokles (ca. 490-430 f.Kr.) og Aristoteles (384-322 f.Kr.) identificerede fire grundlæggende elementer – jord, luft, vand og ild – og deres tanker blev grundlaget for vestlig tænkning om den naturlige især ”døde” verden. Og opfattelsen herskede helt frem til frembruddet af nutidens kemi i det 18. årh. De fire elementer repræsenterede fire kvaliteter, der angiveligt havde tilknytning til årstiderne, temperamenterne, humøret, legemsvæskerne osv.

Den græske opfattelse af den kosmiske orden var reelt baseret på eksistensen af fem oprindelige elementer i Universet: Ild, luft, vand og jord samt kvintessensen, der bogstaveligt blev betragtet som et element eller en femte egenskab. Alle fem er omtalt i Corpus Hermeticum – selv om kun de fire fysiske elementer specifikt er formuleret.

Det femte element – Aristoteles’ kvintessens, som var kendt af middelalderens alkymister, der fulgte hans lære – kaldte grækerne for ”æter”, og det svarer til ”akasha” i hinduernes kosmologi. I den egyptiske metafysik symboliseres det femte princip, der er kvintessensen af de øvrige fire, normalt med en skikkelse, som de fire er udgået fra, og som derfor hersker over deres aktiviteter. Al fysisk manifestation er grundlæggende firfoldig og inkluderer manifestationens kilde. Det er tydeligt i de gamle kulturers ceremonielle afbildninger af elementerne. De udgør reelt en samling af symboler, der er i overensstemmelse med det hermetisk-platoniske koncept om eksistensen af fem fysiske verdener.

Man kan sige, at de fem elementer også indgår i den frimureriske symbolforståelse, for vinklen er symbol på både kvadratet og kubussen. Menneskets verden med fire årstider, fire verdenshjørner og de fire elementer, danner desuden et femte element, som er ”det kubiske rum”.