1. kapitel
TALLENES BETYDNING
Efterhånden som kendskabet til menneskets natur vokser, kan man ikke undgå at blive overrasket over de store forskelle, der er på menneskers personlighed og evner. Evnerne findes i utallige variationer og det samme gælder menneskers sammensatte natur. Menneskeheden består som bekendt af den modige opdagelsesrejsende og den blide nonne, soldaten og militærnægteren, munken, eneboeren, politikeren, manden og kvinden, der er aktive udadtil i forretningsverdenen, naturvidenskabsforskeren, det intelligente menneske osv. Menneskeheden er sammensat af alverdens andre forskellige typer, som ofte er hinandens modsætninger.
Findes der en metode, som kan give indblik i menneskets natur, skabe et overblik over den enorme forskelligartethed og over menneskets ufatteligt mange muligheder? Åndsvidenskaben giver et bekræftende svar og påstår desuden, at metoden er baseret på tal, og at det vigtigste tal er syvtallet. Det medfører, at der er syv primære mennesketyper, som hver især har særlige egenskaber og kendetegn. Alle mennesker har alle egenskaber og evner i sin natur – men hos de syv primære mennesketyper er der en dominerende tendens. Kendskabet til de syv typer og deres egenskaber, giver nøglen til en forståelse af menneskets dybere natur. Men fordi nøglen er numerisk, bliver det nødvendigt at forklare åndsvidenskabens lære om den numeriske rækkefølge i forbindelse med Universets skabelse.
Talmæssigt repræsenteres den aktive kilde til alt liv og al form af ettallet. Det Absolutte, den passive kilde, den negative eksistens repræsenteres af nullet eller intetheden. Iflg. den esoteriske kosmogoni består det efterfølgende trin i skabelsesprocessen i, at enhedens iboende positive og negative aspekt − eller den maskuline og den feminine kraft − adskilles. Den Ene bliver to eller androgyn. I spændingsfeltet mellem de to aspekter opstår det 3. aspekt af den trefoldige manifesterede Logos.[1] De tre forener sig igen i alle de kombinationer, som de har mulighed for at indgå, og de skaber på den måde syv trefoldige grupper. I tre af grupperne er et af de tre aspekter det dominerende. I de tre andre har to af aspekterne overvægten, og i den syvende er alle repræsenteret lige meget. Den guddommelige bevidsthed er koncentreret og aktiv i hver udstrømning, og derfor betragtes de som begrænsede skabninger eller ”personer”. Af den hellige Treenigheds tre ”personer” eller Logoi opstår de syv, og det er de syv, som i den kristne kosmogoni kaldes de syv mægtige ånder foran tronen. I judaismen kalder man dem for de syv sephiroth, og i åndsvidenskaben er betegnelsen de syv Planetlogoi. Hver enkelt er Logos i et verdenssystem, der består af syv planetkæder.[2]
Menneskets fysiske arm er et godt eksempel på manifestationens numeriske grundlag. Armen er i sig selv en enhed, og alligevel er den syvfoldig. Den består primært af tre dele − overarmen, underarmen og hånden. Dvs. at armen er en enhed, men samtidig er den trefoldig. Men hånden har imidlertid fem fingre, der sammen med underarmen og overarmen udgør syv dele. Det svarer til de syv sephiroth, som hver har en selvstændig funktion.
Åndsvidenskaben oplyser derfor, at al guddommelig kraft i manifestation, alt guddommeligt liv og al guddommelig bevidsthed og dermed alle menneskers monader[3] eller ånder stråler ud fra den ene kilde og passerer igennem de tre og de syv. Under passagen bliver Logos’ tre udstrømninger – guddommelig kraft, liv og bevidsthed – præget af den specifikke egenskab, som er karakteristisk for den af de tre Logoi og de syv sephiroth[4], som de passerer igennem – dvs. at der skabes overensstemmelse med deres vibrationsfrekvens eller akkord, og at de modificeres af deres specielle farve. Den farve i spektret og den guddommelige egenskab, som hver sephiroth repræsenterer, bliver dominerende i hver enkelt monadisk stråle, som projiceres, og den dominerer derefter de seks øvrige.
Selve Universet er syvfoldigt, og i Universets akkord er der syv toner, som hver repræsenterer en manifestationsform af det højeste – dvs. den evige sandhed. De syv toner kan beskrives på forskellige måder. Den første og den syvende er det manifesterede livs alfa og omega. Den første og den syvende er midtpunktet og omkredsen, som rummer helheden. Den første er urkilden, punktet, Universets positive kraft. I Logos er den almagt og i mennesket kommer den til udtryk som vilje. I sit endelige udtryk er den 7. tone den første. Den er kraft i handling, vilje i bevægelse, almagt i manifestation. Det relativt statiske midtpunkt er blevet til den aktive omkreds, og alligevel udgør de to en enhed. I Universet er den 7. tone det fysiske stof, Solen, planeterne og alt, hvad der udvikler sig på dem. I Logos er den Universet, og i mennesket er den det fysiske legeme. I manifestationen er den åndelige enhed blevet til materiel mangfoldighed. Og fordi kundskab om de mange fører til kundskab om den Ene, er mennesket placeret blandt de mangfoldige udtryk for den Ene. Via kundskaben om mangfoldigheden kan mennesket finde enheden og erkende den Ene. Mennesket går fra den Ene ud blandt de mange uden at være sig andet bevidst end den Ene. Fra de mange vender mennesket tilbage til den Ene med bevidsthed om sig selv.
Den 2. og den 6. frekvens eller tone − som repræsenterer henholdsvis livet og dets udtryk − hører også sammen. Livet er altgennemtrængende, allestedsnærværende, det forenende princip i Universet, den åndelige Sol. Livets udtryk er lokaliseret som livsprincippet i stoffet, det livgivende princip i naturen og den fysiske Sol. I Universet repræsenterer den 2. tone livet. I Logos er den allestedsnærværelse, og i mennesket kommer den til udtryk som kærlighed. I det udviklede eller åndelige menneske er den visdom og altomfattende kærlighed, der viser sig som medfølelse og uselvisk tjenestearbejde. Den 6. tone i Universet er form, skikkelse og organiseret stof. I Logos er den Hans ”legeme”, dvs. Universet med dets hjerte af ild. Den er Solen, hvis livgivende princip viser sig som rosenfarvet ild og på Jorden som et atom, der består af solvitalitet. I mennesket kommer den til udtryk som målrettethed, og hos det udviklede menneske viser den sig som inspireret hengivenhed og opofrelse.
Den 3. og den 5. frekvens eller tone repræsenterer også komplementære egenskaber. Den 3. er vekselvirkningen mellem ånd og stof, liv og form. Tonen er involveret i de principper, der styrer åndens og livets manifestation via stof og form. Det samme gælder urtyperne for alle de skabte former og for sandheden og kundskabsnøglerne. I Universet repræsenterer den 3. tone skabende energi, som er styret af den universelle tanke. I Logos er den det passive, feminine princip − det moderskød, som undfanger og føder alle former. I mennesket kommer den til udtryk som samvittighed og idealisme, moral og sandhed. Og hos det udviklede menneske viser den sig som forståelse og abstrakt intelligens, der bliver udgangspunkt for åndelig og intuitiv erkendelse. Den 5. tone er et udtryk i tid for det, som er eviggyldigt, og den gradvise udvikling af en enkelt urtypes form. I Universet er den evolutionsprocessen – dvs. vækst. I Logos er den tid. I mennesket repræsenterer den hjernen og den analytiske intelligens. Hos det udviklede menneske bliver den som en krystalklar linse, der projicerer den 3. tones principper, som udstråles og fokuseres i hjernen som åndelig oplysning, genialitet og inspiration.
Den 4. frekvens eller tone er den midterste enhed. Den er midtpunktet, det stabile fixpunkt, det laveste punkt for livspendulets svingning mellem modpolerne i de tre oprindelige par. Den 4. tone er den tilstand, som karakteriserer det fuldkomne gensidige forhold, ligevægten, selvudtrykkets højeste kunst, harmonien mellem liv og form, legeme og bevidsthed. Den er det fixpunkt, hvor det manifesterede livs pendul tilsyneladende gør en pause i sin evige svingen mellem ånd og stof. I den definitive stabilitet og fuldkomne ligevægt i den ”kortvarige pause” afsløres det højestes skønhed. I Universet repræsenterer den naturens skønhed. I Logos er den Selvets skønhed. I mennesket kommer den til udtryk som kærlighed til skønhed, og hos det udviklede menneske er den evnen til at opfatte og beskrive det højestes skønhed.
Den 4. tones reelle karakter er mørke, stilhed og ligevægt − ligesom i den skabende nat, der går forud for det skabende daggry. Den fysiske, mentale eller åndelige spiring søger skjul under mørkets kappe. Det samme er tilfældet, når man skaber et kunstværk. Den ægte kunstner fjerner sin bevidsthed fra dagens lys, og går ind i den skabende nats mørke i sit eget indre − ind i den afbalancerede stilhed, hvor kunstværket undfanges. I enhver kunstart skal den skabende kunstner opnå ligevægt. Det er skabelsens lov, uanset om det gælder et univers, et solsystem, en planet, et menneske eller et kunstværk, der skabes af et menneske. I den mentale stilhed opnås den ægte vision eller indsigt, og uden den er al kunst livløs. Først når kunstneren har fundet frem til den indre tilstand og er trådt ind i den, kan inspirationens ild udgyde sig over kunstneren i fuldt omfang.
Når man betragter hver enkelt af de syv, bliver man identificeret med en syvendedel af helheden og lader sin bevidsthed smelte sammen med den. Derefter anslår man alle de syv toner − den ene efter den anden − lytter under meditation til hver enkelt og fordyber sig i den. Ved hjælp af hver enkelt bliver man til sidst ét med helheden. Man bliver det syvfoldige menneske, som bevidst er ét med det syvfoldige Univers. Og det er målet! Den, som gennem kontemplation kender og forstår det syvfoldige Univers – de syv grundlæggende toner, enkeltvis og som en akkord – er i sandhed vís. Det er et menneske, der erkender tonerne som syv livsnøgler, der åbner alle døre til sandheden − den sandhed, som ligger tilsløret i naturens tempel.
Man kan iagttage den syvfoldige klassificering i alle naturrigerne − også i de overmenneskelige og i devarigerne. I den aktuelle præsentation er der fokus på manifestationerne af den Ene, de tre og de syv som menneskets temperamenter og evner – men der gives også oplysninger om farver, ædelsten og andre overensstemmelser.
Strålerne beskrives én for én og forklares i åndsvidenskabeligt lys, og der præsenteres tanker i forbindelse med den pågældende stråles relationer til aspekter af den hellige Treenighed, mennesketypen og dens vigtigste karakteregenskaber, dens højeste og dens laveste manifestation, den måde, de forskellige stråletyper skaber resultater, karakterfejl, det tilsvarende menneskelegeme eller princip, farven, ædelstenen og symbolet.
Som det senere siges i bogen er den rene stråletype sjælden, og der findes normalt blandinger, som resulterer i modifikationer med hensyn til ideal, temperament og metode. Men for at gøre præsentationen tydelig er det imidlertid forholdsvis rene stråletyper, der beskrives.
Som regel er det ”Selvets”[5] udviklingstrin eller ”alder”, der afgør omfanget af strålens egenskaber, og de fortrin, der kommer til udtryk, efterhånden som manglerne og begrænsningerne overvindes. Generelt kan man sige, at jo mere fremskreden sjælen er, jo tydeligere viser den primære stråle sig i personligheden.
_________________________________
[1] Logos er den manifesterede guddom, der udtaler det skabende Ord, som skabte universerne. Livet er det ydre udtryk for ”den årsagsløse årsag”, som altid er skjult. Forklaringen er baseret på Den Hemmelige Lære og The Theosophical Glossary, begge af H.P. Blavatsky.
[2] Se C. Jinarajadasa: First Principles of Theosophy.
[3] Monaden er det ene, udelelige Selv – enheden, den evige, udødelige og uforgængelige menneskeånd. Se 10. kapitel.
[4] Sephiroth (flertal) og Sephira (ental) er guddommens 10 udstrålinger i kabbalaen. De 10 Sephiroth udgør tilsammen ”Livets Træ”.
[5] “Selvet” eller ”Ego” er den forenede triade, atma-buddhi-manas eller duaden atma-buddhi, dvs. den udødelige del af mennesket, som reinkarnerer og lidt efter lidt når frem til det endelige mål − nirvana. ”Ego” henviser også til bevidstheden i mennesket – ”jeg-følelsen”. Den esoteriske filosofi oplyser, at der er to ”Egoer” eller ”Selv” i mennesket − det dødelige eller personlige og det højere, guddommelige og upersonlige. Førstnævnte kaldes “personligheden” og sidstnævnte kaldes “individualiteten”. Forklaringen er baseret på The Theosophical Glossary af H.P. Blavatsky.
_________________________________
|