2. kapitel

FØRSTE STRÅLE

1. stråle svarer til 1. aspekt – dvs. Gud, Faderen eller Skaberen. De dominerende egenskaber hos mennesker på 1. stråle er viljekraft, magt, styrke, mod, beslutsomhed, lederskab, selvstændighed og værdighed, som nogle gange kan vokse og komme til udtryk som en enevoldshersker eller en modig, handlekraftig begavelse. Et menneske af den type er den naturlige hersker og leder. Det er statsmanden/-kvinden, imperiebyggeren og kolonisatoren, generalen, soldaten, den opdagelsesrejsende og pioneren. Alexander den Store var en typisk 1. stråle, for han græd af længsel efter flere lande, han kunne erobre. På de tidlige udviklingstrin er aktiviteterne hovedsageligt af fysisk natur – men på senere udviklingstrin bliver et menneske af den type mentale og åndelige, og på det tidspunkt kommer viljen ikke i så høj grad til udtryk som personlig anstrengelse og stress, men som et problemfrit udtryk for den Ene Vilje.

1. stråles ideal er styrke, og et menneske på 1. stråle sætter så stor pris på egenskaben, at det er tilbøjeligt til at vurdere enhver adfærd og ethvert resultat ud fra den mængde af styrke, der er brugt. Det er et menneske, der kæmper til det sidste, og det kan se igennem fingre med næsten enhver handling, bare den er præget af egenskaben styrke. Et 1. stråle menneske har vanskeligt ved at tolerere enhver form for svaghed, og det har tendens til at foragte mennesker, der giver op. For et menneske på 1. stråle er Gud eller det højeste gode magtens princip i alle ting. Svaghed og overgivelse er den største last. Den impuls, der driver den type mennesker, er trangen til at sejre og erobre, og de er ofte bedst i modgang. Det højeste mål er sejr, og deres største indre oplevelse er den begejstring, der har relation til magt, kongeværdighed og herredømme.

Metoden til at opnå resultater, som er de mest naturlige for et menneske på 1. stråle, består i at opbygge en stærk viljekraft i sig selv. Kraften er ladet med beslutningen om at skabe et positivt resultat, uanset hvad det koster, og uden overhovedet at overveje risikoen for, at satsningen kan slå fejl. Mennesket på 1. stråle ignorerer træthed og bemærker knap nok fuldstændig udmattelse. Det lægger et voldsomt mentalt og fysisk pres på sig selv og andre, når det er nødvendigt, og det ignorerer hensynsløst alle barrierer − eller rydder dem simpelthen af vejen. Som lærer betoner 1. stråle mennesket selvtillid, både i den måde man opnår kundskab og i den livsstil, man praktiserer. Det indprenter kraftfuldt de sandheder, der skal læres, og lader så vidt muligt eleverne klare sig selv.

Målet er almagt eller bevidst at blive ét med den guddommelige vilje, for efterhånden som mennesket på 1. stråle bestiger de åndelige højder, skal det give afkald på den individuelle vilje til fordel for den guddommelige. Den umiddelbare hensigt med ethvert menneskes liv er åndelig, intellektuel og fysisk udvikling, der fører frem til det fuldkomne menneskes niveau, og det endelige mål for mennesket på 1. stråle er at blive egnet til at påtage sig et højt embede i nationers, planeters og solsystemers åndelige ledelse. Hver eneste inkarnation er derfor en træning og en forberedelse til fremtidige embeder. Tilsyneladende går menneskets vej gennem faser med uvidenhed, afmagt, forseelser og deraf følgende lidelse for at opnå visdom, magt og evig lykke og fred. Det er det, den engelske digter Alfred Tennyson, tænkte på, da han skrev følgende linjer:

”Første akt, en scene her på Jorden, så fyldt med kval, at man kun kan føle lede ved hele spillet – men vær blot tålmodig, for i femte akt vil forfatteren sikkert vise os den indre mening med det vilde drama”.

Det følgende er en liste over de fejl og mangler, som mennesker på hver enkelt af de syv stråler giver udtryk for på de tidligere udviklingstrin, men det er under ingen omstændigheder hensigten at fordømme dem, kritisere dem eller nedgøre dem. Menneskeheden har endnu kun tilbagelagt godt halvdelen af sin evolutionære udviklingsvej på Jorden. Selv om den allerede har udviklet udmærkede egenskaber og god moral, kan det ikke undgås, at der også findes en række modsætninger. Blandt de karakterfejl, man finder hos mennesker på 1. stråle på de tidlige udviklingsstadier, kan nævnes hensynsløshed, hårdhed, stædighed, stolthed, arrogance, mangel på tilpasningsevne og manglende lyst til at arbejde med andre metoder end dem, de personligt føler sig tiltrukket af. De er ligeglade med eller har endda foragt for andres meninger, rettigheder og følelser. De har tilbøjelighed til tyranni, magtbegær, overdreven selvfølelse, praleri, ødselhed, aggression, egenrådighed, overlegenhed, individualisme og mental usmidighed. De kommer med udtalelser om omdiskuterede emner, som afskærer enhver yderligere debat, og de udelukker en fri undersøgelse af emnet. Dogmer eller en tilsyneladende autoritativ påstand bliver ofte uden hensyn til påstandens sandhed eller berettigelse brugt som en kølle, som man slår spørgende og videbegærlige mennesker i hovedet med for at lukke munden på dem. Erkendelsen af, hvor vigtig autoritet er, når det drejer sig om at opretholde orden, kan få mennesker på 1. stråle til at bruge både personlig position og dogmer til at forbyde yderligere undersøgelser. Det gøres bevidst eller ubevidst for at knuse enhver opposition og genoprette personlig prestige og dominans.

Den største lidelse for 1. stråle mennesker kommer fra nederlag eller degradering, eller hvis de bliver fjernet fra deres post, ydmyget, underordnet andre eller bliver udstødt.

Af menneskets syv principper[1] er det åndelig vilje eller atma,[2] som påvirker 1. stråle menneskets karakter og adfærd. 1. stråles farve, der ofte findes i auraen, er på sjælens planer den hvide farve med et elektrisk blåligt skær. I den personlige aura er det lysende cinnoberrødt. Diamanten er 1. stråles ædelsten. Symbolet for 1. stråle er det samme som symbolet for Logos’ 1. aspekt − skaberen, den ”eneste Ene” – dvs. cirklen med et punkt i midten. 1. stråles kunstart er dans, og mennesker med en dominerende 1. stråle vil enten praktisere dans, eller de vil være tilbøjelige til at være mere påvirket af dans end af andre kunstarter. Det strålebestemte valg af kunstnerisk udtryk og metode gælder tilsyneladende for alle stråler.

Hinduismen er den religion blandt verdensreligionerne, som viser 1. stråles karakteristiske egenskaber. I hinduernes hellige skrifter bliver Gud i et af sine højeste aspekter beskrevet som guddommelig danser, og Universets skabelse, opretholdelse og fornyelse beskrives som en evig kosmisk dans. 1. stråle er dominerende i hinduismens lære og etik, og 7. stråle dominerer i religionens ceremonier og mantraer.[3] Påkaldelse og overføring af åndelig kraft og fokus på høje etiske principper eller på dharma, som den er formuleret i Manus[4] love, repræsenterer 1. stråles indflydelse og påvirkning.

Hvis man folder et diagram over de syv stråler på midten, så folden går igennem 4. stråle, vil man se, at de vandrette kolonner, der repræsenterer 1. og 7. stråle, kommer i kontakt med hinanden, og man vil se de naturlige forbindelser imellem dem. 7. stråle kan betragtes som en konkret manifestation af den abstrakte 1. stråle, som repræsenterer kraft i aktivitet. Da Kristus brugte sin magt og indsigt til at få stormen på søen stoppet med ordene ”Ti, vær stille”,[5] demonstrerede han de to strålers egenskaber. Og det samme var tilfældet, da han udførte de fænomener, der fejlagtigt er blevet betegnet som mirakler. Kong Arthur symboliserer Kristi 1. stråle aspekt som åndelig konge.

1. stråles egenskaber kommer til udtryk i mange kendte lederes karakter, ord og handlinger. Her er nogle eksempler:

”I 20’erne, da general MacArthur var leder af West Point, var han og en sekondløjtnant en aften i bil på vej fra New York tilbage til militærakademiet. På en ensom vejstrækning blev vognen standset af to maskerede gangstere. De truede med deres pistoler, rev bildøren op og beordrede de to officerer til at række hænderne i vejret. Løjtnanten adlød instinktivt, men blev overrasket over at se, at MacArthur roligt blev siddende med armene over kors på brystet. ’Op med hænderne’ brølede gangsteren ildevarslende. MacArthur rørte sig ikke. ’Jeg er brigadegeneral i De Forenede Staters hær’, sagde han med drævende stemme, ’og ingen kan tvinge mig til at række hænderne i vejret’. Gangsterens selvtillid fik tydeligvis et knæk. Han sænkede usikkert sin pistol, og uden at sige et ord trak han sig tilbage og smækkede bildøren i”.[6]

I sine Krigserindringer har Winston Churchill med nogle interessante bemærkninger om den rigtige brug af politisk magt:

”Under min lange politiske løbebane har jeg beklædt de fleste af de store statsembeder – men jeg skal ærligt indrømme, at det, der nu er tilfaldet mig, er det, jeg holder mest af. At stræbe efter magt for at kunne spille herre over sine medmennesker eller for at pleje sin personlige forfængelighed betragtes korrekt som grusomt – men magt under en national krise, når man mener, at man ved, hvilke ordrer der skal gives, er en velsignelse.

I en hvilken som helst virksomhed er der ingen sammenligning mellem den ledendes position og den, der indtages af den anden, tredje eller fjerde i rækken. De pligter og problemer, som alle andre kommer ud for, er vidt forskellige fra lederens og på mange områder vanskeligere.

Det er altid uheldigt, når nummer to eller tre bliver nødt til at tage beslutning om en vigtig plan eller taktik. Det er ikke nok at overveje planens fordele, men også lederens mening om den. Ikke alene skal det overvejes, hvad der er klogt at anbefale, men også, hvad det i den pågældende stilling er passende at tilråde − ikke alene, hvad der skal gøres, men også, hvordan det skal godkendes og udføres. Desuden bliver nummer to eller tre nødt til at regne med nummer fire, fem og seks eller måske med en eller anden smart udenforstående – f.eks. nummer tyve.

Ærgerrighed − ikke så meget for primitive formåls skyld som f.eks. for berømmelsens skyld − stikker hovedet frem hos enhver. Der findes altid flere synspunkter, som kan være rigtige, og mange, som er troværdige. I 1915 blev min position midlertidigt ødelagt i forbindelse med angrebet på Dardanellerne, og en enestående aktion blev opgivet, fordi jeg prøvede på at udføre en større og afgørende militæroperation fra en underordnet stilling. Det var en lektion, der blev bundfældet dybt i min natur”.

1. stråles karakteristiske egenskab − at kæmpe til det sidste − kommer til udtryk i Winston Churchills berømte ord, som han udtalte, da Englands krigslykke var på sit laveste i de første faser af Anden Verdenskrig:

”Selv om store dele af Europa og mange gamle og ansete stater er faldet eller kan falde i hænderne på Gestapo og hele naziregimets djævelske apparat, vil vi hverken vakle eller svigte. Vi vil fortsætte til det sidste. Vi vil kæmpe i Frankrig. Vi vil kæmpe på havene og oceanerne. Vi vil kæmpe med voksende styrke og selvtillid i luften. Vi vil forsvare vores ørige, uanset hvad det koster. Vi vil kæmpe på strandene. Vi vil kæmpe ved landingspladserne. Vi vil kæmpe på markerne og i gaderne, og vi vil kæmpe i bjergene. Vi vil aldrig overgive os, og selv om øriget eller en stor del af det bliver underkuet og udsultet − hvad jeg ikke et øjeblik tror på − vil vores imperium på den anden side af havene, som er bevæbnet og vogtet af den britiske flåde − fortsætte kampen, indtil den nye verden i Guds eget øjeblik træder frem for at komme den gamle til hjælp og befri den”.

Sydpolsforskeren Robert Falcon Scott blev beskrevet som ”en ukuelig og ubetvingelig sportsmand, der aldrig gav op”. Dr. Edward Adrian Wilsons råd til Lawrence Oates, da Oates’ fødder var ved at blive ødelagt og ubrugelige af frost, lød sådan: ”Hump videre, bare hump videre”. Og Lawrence Oates foretog en modig handling, for han gik ud i den voldsomme snestorm for at dø, i stedet for at blive en alvorlig byrde for kammeraterne. Det er typisk for 1. stråle, og det samme er tilfældet med den opdagelsesrejsendes ideal: ”At stræbe, at søge, at finde og ikke at give op”. Om den engelske polarforsker Ernest Shackleton blev der skrevet: ”Når du er i en håbløs situation, når der ikke synes at være nogen udvej, så skal du falde på knæ og bede om Shackleton”.

Den 10. januar 1949 var der en artikel i The Times om general George Patton med udtalelser af ham og eksempler på handlinger, der er karakteristiske for et menneske på 1. stråle:

”Ligesom mange andre militærpersoner var afdøde general George Patton en mand, der både kunne bande og bede. Han var desuden en diktatorisk øverstkommanderende, der ikke betænkte sig på at lade den Almægtige vide, hvilken form for samarbejde han forventede sig af Ham. Før slaget ved Bulge, da hans fremrykning var blevet forsinket af dårligt vejr, skal han – iflg. en af sine stabsofficerer – have tilkaldt feltpræsten James H. O’Neill ved tredje armé, og sagt til ham: ’Præst, jeg vil gerne have dig til at bekendtgøre en bøn om godt vejr … Prøv, om vi ikke kan få Gud til at arbejde på vores side’. Præsten betænkte sig, men Patton brølede: ‘Præst, er det din opgave at belære mig om teologi, eller er du feltpræst ved tredje armé. Jeg skal bruge en bøn’! Bønnen, der blev trykt sammen med en julehilsen, og blev omdelt til tropperne”.

I Sir Harold Nicolsons bog: King George The Fifth His Life And Reign, er der givet eksempler på 1. stråle egenskaber, som blev demonstreret af kong George V. Blandt afdøde kong George V’s mange egenskaber var der en tendens til at holde familien i stramme tøjler, som om den var besætning på et skib, hvor han var kaptajn. Hans børn frygtede ham meget, og de var tilbøjelige til at holde med ham i alt, hvad han sagde. Da hertugen af York – den senere George VI – giftede sig med Lady Elisabeth Bowes-Lyon, skrev hans far til ham: ”Du har altid været så fornuftig og så parat til at lytte til ethvert råd og være enig med mig i mine meninger om mennesker og ting, at jeg føler, at vi altid er kommet godt ud af det med hinanden”. Det er et godt eksempel på 1. stråle menneskers karakteristiske vane, at vurdere mennesker på baggrund af, hvor ofte de er indstillet på at lytte til deres råd og være enig med dem i deres meninger.

_________________________________

[1] Se Annie Besant, The Self and its Sheaths og The Seven Principles of Man. Principperne beskrives på flere måder. En af listerne lyder sådan: Åndelig vilje, åndelig visdom, åndelig intelligens, antahkarana eller regnbuebroen, mentalt, astralt og fysisk. Klassificeringen er brugt overalt i denne bog.

[2] Atma er det syvende princip i mennesket. Det er det højeste udtryk i mennesket for monaden. Det er Universets og menneskets inderste væsen. Forklaringen er baseret på Den Hemmelige Lære og The Theosophical Glossary, begge af H.P. Blavatsky.

[3] Mantraer er videnskabeligt udvalgte og arrangerede ord og sætninger, og når de intoneres, frigør de kraftfulde energier.

[4] Manu er den ophøjede indiske lovgiver, som næsten er en guddommelig skabning. H.P. Blavatsky: The Theosophical Glossary.

[5] Markusevangeliet, 4,39

[6] Mary Van Thayer i Washington Post.

_________________________________