Kulturrevolutionen i Kina var også et hierarkisk projekt, og der skete overraskende ændringer på kort tid. Revolutionen fik det kinesiske folk til at ændre tænkemåden. Den kollektive tænkning er et vigtigt grundlag for nationale reformer. Ændringer, der med magt påtvinges oppefra af diktatorer og ideologiske ledere, holder ikke på længere sigt. Tvang og diktatur vil altid blive fortrængt af folkets intelligente tænkeevne.

Der er ca. 1,4 mia. mennesker i Kina og ca. 150 millioner i Rusland. Det betyder, at livet er blevet stimuleret for over 1.5 mia. mennesker plus 1,1 mia. i Afrika – næsten en tredjedel af Jordens befolkning. Analfabetismen var udbredt i de enorme folkemasser, de havde ingen sundhedsvæsen, de havde ingen indflydelse på deres livsbetingelser, de havde ingen mulighed for at forhindre uretfærdigheder og udnyttelse, og – værst af alt – de havde mistet håbet om at finde en vej ud af lidelserne. I det enorme land Kina er der opnået følgende:

1. De nøgne bjerge er igen blevet beplantet med store skove.
2. Hvede- og risproduktionen er steget til et niveau, man aldrig tidligere har opnået.
3. Industrien er vokset eksplosivt.
4. Nye bygninger af mursten og med tegltag har erstattet lerklinede huse med stråtag.
5. Nye varer strømmer ud af tusindvis af fabrikker, der betjenes af mennesker, som aldrig før har brugt andet end simple landbrugsredskaber.

De veluddannede hvide racer i den privilegerede vestlige verden gav ikke de lidende befolkninger håb, hjælp eller redning. Nogle begrænsede, ynkelige og utilstrækkelige forsøg på velgørenhed gjorde ikke situationen bedre, selv om de var udtryk for god vilje. Rige nationer giver penge til fattige lande, men fortsætter med at støtte skruppelløse og korrupte diktatorer pga. politiske interesser, og de er mere interesseret i handels- og konkurrencemæssige fordele. En politik, der er baseret på at få indflydelse på andre lande, vil altid slå fejl på længere sigt, men den kræver desværre mange menneskelige ofre.