Fjerde underplan

Aktiviteterne på det højeste af rupa-planerne er så anderledes, at det er svært at samle dem under en enkelt betegnelse. Derfor grupperes aktiviteterne i fire hovedgrupper: 1) Uselvisk stræben efter åndelig kundskab. 2) Filosofisk eller videnskabelig tænkning. 3) Litterære og kunstneriske evner – anvendt til uselviske formål. 4) Aktivt tjenestearbejde for tjenestens skyld. Man vil få en bedre forståelse af den nøjagtige definition af hvert område ved hjælp af nogle eksempler fra hvert område.

De fleste af fjerde underplans beboere tilhører meget naturligt de grupper, der har erkendt nødvendigheden af at opnå åndelig indsigt. På sjette underplan findes som nævnt mange buddhister, men med en religiøst praksis, der kom til udtryk som hengivenhed for og tilbedelse af deres ophøjede lærer i skikkelse af en person. Her på fjerde underplan finder man også grupper af buddhister, men i modsætning til deres trosfæller på sjette underplan, er der her tale om mere intelligente buddhister. Deres højeste stræben drejer sig om at sidde ved mesterens fødder for at blive undervist, og de betragter mest af alt Buddha som en lærer og ikke som et menneske, man skal tilbede.

I deres liv på mentalplanet får de deres højeste ønsker opfyldt. De bliver faktisk undervist af Buddha, og det billede, de har dannet af ham, er ikke en tom form. Det er en mester, der udstråler sand visdom, kraft og kærlighed, som er det, der kendetegner den største af alle verdenslærere. De opnår på denne måde ny viden og større overblik, og virkningen i deres næste inkarnation vil uundgåeligt blive særdeles markant. De vil sandsynligvis ikke kunne huske detaljerne i det, de har lært, selvom de skulle få kontakt med de samme ideer i et senere liv, men emnet vil fange deres opmærksomhed, og in­stinktivt vil de erkende ideernes rigtighed. Som resultat af denne undervisning vil der blive indbygget en stærk tendens i sjælen til at åbne for et bredere og mere filosofisk syn på tilsvarende emner.

Det er derfor indlysende, at livet på mentalplanet fremmer sjælens udvikling. Der er heller ikke tvivl om den enorme fordel, som opnås af mennesker, der har deltaget i sande, levende og højt åndeligt udviklede læreres vejledning. En mindre udviklet type af denne form for undervisning forekommer i tilfælde, hvor en kendt og åndelig forfatter opleves som en levende personlighed og ven – en idealskikkelse, der udgør en del af den studerendes tankeliv. Dette menneske kan træde ind i den studerendes liv på mentalplanet. I kraft af sin egen højt udviklede sjæl kan forfatteren belive det mentale billede af sig selv for at kaste endnu mere lys over den lære og dens skjulte betydninger, der blev formidlet gennem forfatterskabet.

Mange af de hinduer, der befinder sig på udviklingsvejen, lever deres efterliv på fjerde underplan af mentalplanet – forudsat at deres lærere har været i besiddelse af ægte og sand viden. Nogle få af de mere fremskredne mennesker blandt sufierne og parserne befinder sig også her. Og man finder nogle af de første gnostikere, der har været så åndeligt udviklede, at det har kvalificeret dem til et langvarigt ophold på mentalplanet. Men bortset fra dette forholdsvis lille antal af sufier og gnostikere synes hverken islam eller kristendommen at kunne løfte tilhængerne til dette plan − selvom nogle, der formelt tilhører disse religioner, kan blive ført ind på dette underplan, fordi der i deres karakter findes egenskaber, der ikke er betinget af den lære, som er kendetegnende for deres religion.

I denne region finder man også de mennesker, der seriøst og ivrigt studerer åndsvidenskab, men som endnu ikke har nået det trin, hvor de har erhvervet sig retten til at give afkald på livet på mentalplanet for at stå til rådighed for menneskehedens udvikling. I denne gruppe var der et menneske, som nogle af forskerne havde kendt personligt, da han levede i den fysiske verden. Det var en buddhistisk munk, der seriøst havde studeret den esoteriske lære, og som længe havde håbet på engang at opnå det privilegium at få direkte undervisning af en mester. Den dominerende skikkelse i munkens liv på mentalplanet var Buddha, men der var desuden to andre mestre, som var Buddhas nærmeste hjælpere. De fortolkede og belyste Buddhas lære. De tre tankebilleder var opfyldt af den kraft og visdom, som er kendetegnende for åndeligt ophøjede væsener. Munken modtog derfor undervisning i esoteriske emner, og det er indlysende, at det vil resultere i, at han i sin næste inkarnation betræder indvielsens vej.

Et andet tilfælde, som man kan møde på fjerde underplan, belyser virkningen af at nære ubegrundet og fordømmende mistanke. Det drejede sig om en selvopofrende kvindelig studerende, som hen imod slutningen af sit liv var begyndt at føle uberettiget mistillid til sin gamle lærer, H.P. Blavatsky. Det var sørgeligt at se, hvordan denne følelse i udstrakt grad havde lukket af for den højere indflydelse, som hun kunne have haft fordel af i sit liv på mentalplanet. Der var ingen, der havde nægtet hende denne højere indflydelse, men det var udelukkende hendes egen mentale holdning, der til en vis grad gjorde hende uimodtagelig. Det havde hun naturligvis ingen anelse om. Hun var selv overbevist om, at hun havde ægte kontakt til mestrene, men for forskerne var det tydeligt, at hvis det ikke havde været for denne selvskabte begrænsning, ville hun have haft et langt større udbytte af sit ophold på mentalplanet. Hun havde en næsten ubegrænset kærlighed, styrke og indsigt, men hendes utaknemlighed havde lammet hendes evne til at tage imod den.

Den næste gruppe består af mennesker, der har beskæftiget sig med filosofisk eller videnskabelig tænkning. Her finder man mange af de ægte tænkere, der søger viden og indsigt for at kunne oplyse og hjælpe deres medmennesker. De mennesker, som både i Østen og i Vesten spilder tiden med diskussioner og ordkløverier, betragtes ikke som filosofisk studerende, fordi det er en form for diskussion, der er baseret på selvoptagethed og indbildskhed. Disse karakteregenskaber kan aldrig bidrage til en korrekt forståelse af forholdene i Universet, og derfor kan de heller ikke give resultater, som kan bearbejdes på mentalplanet.

Som eksempel på en studerende på dette underplan kan nævnes en af de senere tilhængere af det nyplatoniske system – en mand, hvis navn er blevet bevaret i de optegnelser, der stadig findes fra denne periode. Under hele sit fysiske liv havde han gjort alt for forstå denne skoles lære, og nu beskæftiger han sig på mentalplanet med at løse dens mysterier og komme til forståelse af, hvad den indebærer i relation til menneskers liv og udvikling.

Et andet tilfælde var en astronom, der først havde været ortodokst troende, men som under indflydelse af sine studier lidt efter lidt var gået over til det panteistiske livssyn. I sit liv på mentalplanet fortsatte han sine studier. Han fik viden via de store devaordener, hvorfra indflydelserne fra stjernernes cykliske bevægelser tilsyneladende kommer til udtryk på dette underplan som evigt skiftende glimt af altgennemtrængende levende lys. Han var interesseret i at iagttage de hvirvlende stjernetåger og verdenssystemer. Det var, som om han ledte efter en eller anden uklar ide om formen på Universet, som han forestillede sig som et gigantisk dyr. Hans tanker kom til udtryk i skikkelse af elementale former, der lignede stjerner, og han holdt meget af at lytte til den imponerende rytme i den musik, der strømmede ud som vældige koraler fra de kredsende planeter.

Den tredje form for aktivitet på dette plan er den højeste form for kunstnerisk og litterær stræben, der først og fremmest er inspireret af ønsket om at højne og åndeliggøre menneskeheden. Her finder man de største musikgenier. På dette underplan spiller Mozart, Beethoven, Bach, Wagner og andre musik, der er langt smukkere end selv de mest storslåede, som de komponerede, da de levede på det fysiske plan. De, der fungerer ved fuld bevidsthed på mentalplanet, kan tydeligt høre og fuldt ud værdsætte denne storslåede udstrømning. Men selv de diskarnerede mennesker, der befinder sig på dette plan, og som hver for sig er helt omgivet af deres egen sky af tanker, bliver også stærkt påvirket af lydens højnende og forædlende indflydelse.

Her finder man også malere og billedhuggere, som har udført deres kunstarter med et uselvisk formål. Med deres tanker skaber de hele tiden smukke former, som i virkeligheden er kunstige elementaler. Disse tankebilleder er imidlertid ikke kun til glæde for beboerne på mentalplanet, men de kan også i mange tilfælde opfattes af kunstnere, der er i fysisk inkarnation. De bliver inspireret i udførelse af deres kunst, som gengives på det fysiske plan til forædling af menneskeheden, der kæmper i den fysiske verden.

På dette underplan så forskerne en dreng, der havde været korsanger, og som døde i en alder af fjorten år. Hans sjæl havde været opfyldt af musik og kærlighed til kunsten. Han var stærkt optaget af tanken om, at han gennem sin sang gav udtryk for religiøse længsler hos de mennesker, der fyldte katedralen, og han lod samtidig sin inspiration strømme til dem. Han havde ikke haft kendskab til ret meget andet end sin kunst, men han havde brugt den på en god måde og forsøgt at være menighedens stemme på mentalplanet. Han havde altid ønsket at få mere kendskab til musik og gengive den på en endnu smukkere måde for kirkens skyld. I livet på mentalplanet havde hans ønske båret frugt, for over ham bøjede der sig en mærkelig kantet skikkelse – et billede fra middelalderen – af den hellige Cæcilia. Skikkelsen var skabt af hans tilbedende tanke ud fra et glasmaleri på en kirkerude. Men selvom den ydre form var en dårlig kunstnerisk gengivelse af en tvivlsom kirkelig legende, lå der en levende virkelighed bag den, for den barnlige tankeform var besjælet af en af de ophøjede devaer i sangens hierarki, og den lærte korsangeren en melodi, der var mere storslået end noget, man nogensinde havde kendt i den fysiske verden.

Her iagttog forskerne også en de mere mislykkede eksistenser – for et tragisk fysisk liv efterlader sig nogle gange mærkelige spor selv på mentalplanet. I den verden, hvor alle tanker om elskede mennesker tilsmiler en som venner, tænkte og skrev han i ensomhed. I sit fysiske liv havde han forsøgt at skrive en speciel bog, og derfor ville han ikke bruge sine litterære evner til kun at skaffe sig det nødvendige til livets ophold ved tarveligt bestillingsarbejde − men der var ingen, der interesserede sig for hans bog. Han vandrede fortvivlet omkring i gaderne indtil han en dag døde af sorg og sult. Han havde hele sit liv været ensom. I sin ungdom havde han været venneløs og uden familieforbindelser, og i sit voksenliv havde han kun været i stand til at arbejde på sin egen måde. Han havde afvist alle, der ville hjælpe ham til et andet syn på livets muligheder end det jordiske paradis, han havde længtes efter at skabe for alle.

Selvom der ikke var nogen, han havde holdt af som personlige eller ideelle hjælpere, og som kunne have været en del af hans mentale liv, så han nu det Utopia og de mange mennesker, som han havde drømt om og længtes efter at hjælpe. Glæden over deres glæde strømmede tilbage til ham og gjorde hans ensomhed udholdelig. Når han reinkarnerer, vil han utvivlsomt vende tilbage med evnen til både at kunne planlægge og fuldføre et projekt.

På dette underplan er der mange, som i løbet af deres liv i den fysiske verden havde dedikeret sig til at hjælpe. Disse mennesker havde i tidligere liv ydet hjælp for at behage en bestemt guddom og ikke for at hjælpe deres medmennesker i nød. På mentalplanet arbejdede de med viden, visdom og udvikling af planer til forbedring af forholdene i den fysiske verden.