I relation til spørgsmålet om integrering kan man undre sig over, hvordan en personlighed som Mozarts, der på mange områder ikke var integreret, var i stand til at skabe en meget integreret musik. I det 19. århundrede har mange filmproducenter forsøgt at skabe et endnu mere idealiseret billede af ham med den hensigt at få et billede frem, der i modsætning til det første, ville vise Mozart som et evigt vidunderbarn. Måske ligger sandheden et sted midt imellem. Et menneske, der er så intenst engageret i musik, vil ikke altid lykkes med at løse problemerne i det fysiske liv, og derfor vil det af og til opføre sig som et barn. Men når Mozart komponerede, var han i direkte kontakt med sin sjæl og mestrene, og i sådanne øjeblikke var han integreret.

Fra filmen "Amadeus".

I Mozarts musik kan man skimte flere lag, som gør det muligt for mennesker, der befinder sig på forskellige udviklingsniveauer, at deltage i de specielle energier. Eksoterisk set er nogle af de mest karakteristiske blevet beskrevet tidligere. Esoterisk set er det − udover det, der allerede er nævnt − muligt at skimte meditations- og kontemplationsniveauer, som om tonerne var ekkoer af det, der ofte kaldes "sfærernes musik". Et imponerende eksempel er Et incarnatus est i den ufuldendte Credo fra Mozarts store messe i C-mol (K 427). Man kan nyde den som et fuldendt eksempel på musikalsk skønhed med dens mesterlige sopransolo, og endnu mere som en åndelig åbenbaring af en højere virkelighed, der utvivlsomt er for vanskelig at beskrive med ord.

Selvom man kan sige, at Mozarts musik er lys og mild, så har den også passager, der giver udtryk for mørke og sørgmodighed. Dur-tonearten står i opposition til mol-tonearten. Mon disse indtryk reflekterer Mozarts egne følelser − eller er de netop udtryk for den evige kamp mellem det gode og det onde − lys og mørke? Man kan aldrig være helt sikker, for det er velkendt, at selv i perioder med sorg og modstand kunne han komponere musik, der gav udtryk for både lyksalighed og det modsatte.

Det er, som om de mørke passager i Mozarts kompositioner gør modstand mod passager, der giver udtryk for lys. Ved slutningen af hans D-mol-fantasi for piano (K 397) bryder Mozart ind i den sørgmodige sekvens med en pludselig ændring til D-dur, som når Solen pludselig bryder igennem de mørke skyer. I disse øjeblikke føres musikken højere op end modsætningerne det gode og onde. Der er andre kompositioner, hvor nøglerne til dur og mol helt har mistet deres betydning − som f.eks. i adagioen og i rondoen for glasharmonika, fløjte, obo, viola og cello (K 617). I disse passager er musikken meget højt inspireret.