FORSVUNDNE STJERNER
OG KONTINENTER
Af Ove von Spaeth
Du kan frit downloade artiklen "FORSVUNDNE STJERNER OG KONTINENTER" af Ove von Spaeth. For at kunne læse filen, skal du have programmet Acrobat Reader, som du kan hente på www.adobe.com/dk - det er gratis. Materialet downloades ved at klikke på pdf-filen i ruden til højre.
OBS!
Klik på den øverste artikel til højre, hvis du ønsker at downloade artiklen.
Klik på den nederste artikel, hvis du ønsker at læse den på internettet. Du kan vende artiklens sider ved at klikke på sidernes hjørner!
 Vi har brug for din støtte
VisdomsNettet er en fond, der ikke ejes af nogen, og alle arbejder gratis. Arbejdet opretholdes alene af donationer, og alle bidrag er altid velkomne. Dit bidrag kan indsættes på… Danske Bank - Reg. 1551 - konto nr. 16-973-335 - SWIFT-BIC: DABADKKK - IBAN: DK11 3000 0016 9733 35
På forhånd tak!
FORSVUNDNE STJERNER
OG KONTINENTER
Over hele verden eksisterer der fra ældgamle tider
en række ensartede opfattelser eller symbolik
for bestemte stjernebilleder.
Kan den tradition stamme fr de sagnomspundne
civilisationer på sunkne kontinenter?
Atlantis som fortidigt kontinent midt i Atlanterhavet − som opfattet af filosoffen
og mystikeren Anthanasius Kircher (i hans værk ”Mundus Subterraneus”, 1669).
Kortet er orienteret mod syd, som derfor er placeret øverst.
Plejadestjernerne − og Atlantis
Da det over hele verden er muligt hos de oprindelige folkeslag at finde visse ensartede ideer om bestemte stjernebilleder fra urgamle tider, er det næppe utænkeligt. at der har været en form for tidlige forbindelser, som endnu ikke er blevet fremdraget i historieskrivning.
Der eksisterer en række indikatorer herfor. Når eksempelvis Plejadernes karakteristiske stjernehob overalt hos de fleste gamle kulturer ses ensartet betegnet eller navngivet som ”de syv unge kvinder eller døtre, hvoraf den ene er forsvunden” − må dette give anledning til nytænkning eller relevant revision i videnskabelig forskning inden for historie og antropologi. Men det er endnu ikke sket − skønt det ikke er videnskabeligt forsvarligt at på forhånd udelukke såkaldt mytologi og myter som information. I kulturen er det en tankearv og rummer spor fra fortidens opfattelser, hvor en viden kan søges, der kan vise sig værdifuld.
Hvad skyldes det, at der over store dele af verden findes traditioner med visse ensartede forestillinger om bestemte stjernebilleder? Arv fra tidligere civilisationer? Arketyper?
Ved mange af de kendte eksempler på sådanne gentagne ideer om stjernebilleder må det gælde, at når søfarere fra hele verden til alle tider har navigeret ved hjælp af stjernerne, vil det være relevant, at udbredelsen af nogle af disse fælles ideer også kunne have været foregået ad den vej. Men − som vi skal se − det er ikke nødvendigvis eneste måde.
Der findes konkret vidnesbyrd om en ellers i nutiden omdiskuteret eksistens af en esoterisk tradition i Egypten angående et andet verdensbillede, der også inkluderer en anden historisk geografi. Lignende overleveringer er også kendt fra andre gamle kultursamfund.
Elektra − særlige kræfter
Også føromtalte Plejadestjerner går igen og igen. Navnet på den forsvundne stjerne, den syvende Plejade, var Elektra, datter af Atlas, hvis far var Oceanos eller Poseidon, havets guddom. Navnet Elektra er tilknyttet et græsk ord for ’rav’, elektron, brugt til smykker, men også kendt for ved gnidning at frembringe en ’energiladning’ − senere benævnt elektricitet − og opbevare den ’elektrostatisk’. Dobbelt symbolik − smykke på himlen og mystisk egenskab. At elektricitet er inde i billedet understreges ved mytologien om, at Elektras bror blev dræbt af et lyn. Nogle egyptiske og græske templer havde opstillet høje spyd helt af kobber, hvis lynafleder-evne tiltrak lyn − opfattet som at templer fik ’lysenergi fra kosmos’ på den måde.
Siden man i 1600-tallet i større udstrækning katalogiserede stjerner, ses den forsvundne stjernes navn Elektra dukke op og nu være hæftet på en af de klareste af Plejadernes stjerner. Den i øvrigt så stabile gruppe Plejader kan altså have forandret sig (f.eks. som det på anden vis kendes med Sirius, der i oldtiden blev beskrevet som rød, men i dag er mere blålig-hvid).
Eller det kunne ske ved tab af detaljer i den gamle viden kan navnet være hæftet på en anden stjerne (jf. eksempelvis at oldtidens stjernebillede Æslet ved Sirius blev delvis glemt, og i stedet blev der på renæssancens stjernekort indsat en enhjørning her, idet det også glemtes, at stjernebilledet Pegasus var den oprindelige enhjørning). Med andre ord, ingen fuldstændig sikkerhed gives der for, at Elektra på moderne stjernekort er den originale Elektra.
Angående stjernemytens Elektra, så kaldte den romerske forfatter, Vergil (70 f.Kr.-19 e.Kr.), hende/stjernen for Eoae Atlantides. Og Vergils kollega, Ovid (43 f.Kr.-18 e.Kr.), kaldte hende direkte for Atlantis − ud fra tilhørsforholdet til hendes far, Atlas, og plausibelt med den forståelse, alle dengang var fælles om, nemlig at kontinentet Atlantis var forsvundet i havet ligesom dets mytologisk relaterede stjerne Atlantis (Elektra) var forsvundet på himlen!
|
