På sporet af Atlantis

Nogle fælles træk på begge sider af havet

Der findes 125 år tidligere end Platon i eksisterende vidnesbyrd om fejringen af Panathenaea-festen, at den græske gudinde Pallas Athene blev hyldet for i fortiden at have hjulpet Athens indbyggere til sejr ved modstand mod invasion fra Poseidon-landet, som Atlantis også kaldtes.

Hvordan har man opfattet Atlantis forhold til stjerneverden? Det ene af Platons omtalte værker, ”Kritias”, er ikke gjort færdigt, så man kan ikke vide, om han ville have omtalt Atlantis’ stjerneverden her, idet han i øvrigt var velbevandret i stjerneverdenen og skrev spændende detaljer om kosmologiske forhold.

Oprindeligt synes en del af denne viden kendt i de lukkede kulter − både i Babylon, Indien og Egypten − i de indviedes lære, der også omfattede stjernekundskab. Platon, som var en indviet, beretter i sit værk ”Timaios” (Platons skrifter VIII, C.A. Reitzel 1955) om himlen over os og dens ydre ”ensartede” bevægelse, der går langsomt mod højre. Det synes at være præcessionens baglæns forskydning (bevist af Hipparchus 200 år efter) og ikke Jordens egen (hurtige) rotation bl.a. fordi han også beskriver sidstnævnte og dens pol-akse i samme kapitel.

Ifølge Platon havde man elefanter på Atlantis − og i Mexico er udgravet elefantknogler samt fundet elefantlignende dyr i ornamenteringen af de senere mayaers arkitektur.

Diodorus Sicilus, der i 1. årh. f.Kr. skrev 40 bind med historiske optegnelser og tilbragte flere år i Egypten, gengav den viden, at Atlantis’ folk ”... ikke kendte Ceres’ frugter ...” nemlig korn! Det er et faktum, at Amerikas indianere ikke kendte korn før europæeres ankomst.

Udgravninger i Mellem- og Sydamerika af oldtidens indianerbyer viser dem omkranset af kanaler, ofte den ene kanal som en ring uden på den anden. Man har påvist, at anlæggene ud over at være en slags beskyttende voldgrave især i de ørkenagtige landskabers voldsomme tropiske hede dannede et mere brugbart, køligere mikroklima for planteavl samt udløste den nødvendige ventilation for byen inde i midten. Men for næsten 2.400 år siden havde Platon beskrevet Atlantis’ byer som netop omgivet af cirkulære kanaler uden på hinanden. Kunne en sådan konstruktion desuden være skabt for at efterligne et kosmisk mønster i stjerneverdenen − princippet om særlig samklang med det jordiske ligesom senere kendt i oldtidskulturerne?

Platon angiver desuden meget bevidst nogle eksakte mål og antal for cirkelkanalerne, de talforhold udgør tydeligt en slags kode − dvs. en viden han videregiver og ikke bare ”en myte”.

Fotos af havbund ved de vestatlantiske øer Bimini (t.v.)
og Andros (t.h.) − taget 2003 af forskeren Dr. Greg Little.
Fundet anses, bl.a. ud fra hans undervandsarkæologiske optegning
(nederst), ikke for en vej, men foreslås som et maritimt anlæg.

Atlantis − nye spor?

Stjernen Alkyone er den kraftigst lysende af Plejaderne. Overleveringen fortæller i sin særlige udtryksform, at Alkyone er navnet på den ene af Atlas’ døtre, der blev gift med en konge, der forsvandt ude i Atlanterhavet. Dronning Alkyones sorg transformerede hende til at være i stand til at redde ham fra havdybet således, at de kunne gå i land på en Middelhavskyst.

Handlingen er som et udtryk for, da Atlantis blev oversvømmet, hvorefter mange folk reddede sig ved at komme til andre kontinenter. At Atlantis sank ned i havdybet, antydes ved beretningens redningsaktion, idet Alkyone er det græske navn for den fugl (Plejaderne er ofte benævnt fugle), som på engelsk hedder ’kingfisher’, der er kendt for at dykke lodret, dybt ned i vandet efter det bytte, den vil bringe op. På dansk hedder den ’en isfugl’, en forvrængning af tysk Eisvogel, ’jernfugl’, på grund af fuglens ofte stålblå farver, som har genklang i den tydelige blå stjernetåge, der omgiver Plejadestjernen Alkyone på himlen.

I begyndelsen af 1920rne blev Atlantis omtalt af Edgar Cayce, ”the Sleeping Prophet”, som New York Times tidligt kaldte ham. Omkring 1940 rapporteredes igen fra Edgar Cayce − i en af de efterhånden 13.000 forudsigelser om mange emner, som var blevet fremlagt af ham − at noget af Atlantis ville komme frem igen i Atlanterhavet, op til 1969. I 1968 blev såkaldte ”Bimini road”, en stenlagt formation, set fra luften af piloter og set af dykkere langt ude på Atlanterhavets bund i området ved øen Bimini. Var det rester af en antediluviansk verden?

I hvert fald spores forhistoriske oversvømmelser sandsynligvis fra bl.a. kontinentaldrift. To tektoniske plader mødes midt i havet. Ifølge sagn og visioner sank det sidste af Atlantis 11-12.000 f.Kr., og landets præster brugte ”krystaller” til ”kommunikation med andre verdener” og advarede om landsænkningen − og nåede i Atlantis’ kolonier på andre kontinenter at oprette en ”Hall of Records” bl.a. ”under Sfinxen i Egypten” og på ”visse andre steder”.

Sådanne overleveringer er af natur ikke ligefrem egnede som kilder, omend de kan høre med i det store billede. Mere konkret er det f.eks. at undersøge de mange regelmæssige sten, der blev fundet på Atlanterhavsbunden. De ses ikke anvendt i en vej, og visse forskere anser dem for forhistoriske maritime anlæg med de flere hundrede meter lange ”moler” el.lign.

Stenene er sekskantede − men sådanne kan dog findes i naturen − og de måler op mod 25 og 30 fod, og 2 fod i tykkelsen. De ligger endda i lag. Den pågældende forskning bedømmer dem som ikke-naturskabte. Nogle kritikere accepterer dette, men foreslår, at det er rester fra tabte cementtønder. Under alle omstændigheder findes de i syv distinkte kategorier og er ”linet op”, derfor anses de mere overbevisende for konstrueret af mennesker.