Udskriv | Anbefal | Sitemap

Søg på Visdomsnettet


Nyhedsbrev info

Indtast data og modtag vores nyhedsbreve
Navn

E-mail

Kontakt os

FORSVUNDNE STJERNER OG KONTINENTER
Fonden
Donationer
Litteratur
Ordbog
Links
LemuelBooks
Esoterisk Visdom
GRUNDVIDEN
HOVEDOMRÅDER
LIVSKVALITET
SAMFUND
Skabende Meditation
ARTIKLER
OVERBLIK
MEDITATIONERNE
Esoterisk Litteratur
GRATIS E-BØGER
BOGUDGIVELSER
Fredsinspiration
ARTIKLER OM FRED
KONFLIKTFORSKNING
MENNESKE & MILJØ
Egyptens mysterier
ESOTERISK EGYPTOLOGI

Ikon-Forsvundne-Stjerner-og-Kontinenter-Ove-von-Spaeth

FORSVUNDNE STJERNER OG KONTINENTER (5 af 7)


Atlantidernes viden var kendt i hemmelige kulter - både i Babylon, Indien og Egypten - i de indviedes lære, der også omfattede stjernekundskab.

FORSVUNDNE STJERNER OG KONTINENTER (5 af 7)

Aksehældningens glemte indflydelse

 

Som årsag til klimaændringstilstande, der frembragte istider og gletchersmeltning, der kunne fortsætte som selvforstærkende, er der officielt også foreslået nu påviseligt relevante faktorer − solpletternes indvirkning og kosmisk stråling. Men en af de overhovedet stærkeste faktorer nævnes oftest ikke: Den uhyre langsomme, fortløbende ændring i jordaksens med en tidscyklus på ca. 26.400 år, også kaldet et ”platonisk år”. Heraf udløses en selvstændig, helt CO2-uafhængig klimaforandring, idet dele af Jordkuglen ved ændret aksevinkel solbestråles i et andet timetal − mest mærkbart i de nordlige og sydlige landområder uden for ækvatoriale egne. En æra med solbestrålingens maximum skyldes blot få buegraders ændret jordakse- og derfor ekliptikahælning, men er tilstrækkeligt til, at f.eks. midt-Sverige får klima som Frankrig, idet gennemsnits-temperaturen dertil ændres med næsten 10 Celcius-grader.

Traditionelle forskere har været meget hurtige til dogmatisk at afvise Platons Atlantis som hans egen opfindelse og til at nedvurdere andre forskere, der er tilhængere af et historisk Atlantis som realitet. Interessen for reel Atlantisopfattelse er steget, og på den græske ø Milos blev der 11.-13. juli 2005, nu med deltagelse af professionelle forskere, arkæologer, geologer, geografer og forfattere, afholdt international konference, ”The Case of Atlantis. Looking for the Lost Continent”. Arrangører var George Eliopoulos organisationen, et non-profit selskab.

Der var længe kendt 27 forslag − der også nu plæderedes for − om forskellig beliggenhed for Atlantis. Stadig undrer det, at tilhængere bliver ved med at holde stærkt data-afvigende hypoteser i live. Et Atlantis foreslås igen og igen som den lille græske ø Santorini (Thera), der vulkanisk eksploderede ca. 1545 f.Kr., eller den lille ø Malta, dvs. begge i Middelhavet. Eller en lille undersøisk ø Spartel ud for Spaniens Atlanterhavskyst. Eller et Sortehavskystområde, der forsvandt for 6-7.000 år siden, etc. − Men når Platon skriver om et ø-kontinent med store geografiske målstørrelser, at det ligger langt vestude for Herkules’ søjler (Gibraltar), og at det skete for nu 11.600 år siden − hvordan kan man så uden at tilføre nye fakta blive ved med at tale om bitte små øer i et helt andet hav og på en helt anden tid?

Der ses også ukyndigt fremlagt som ”facts” til brug for ”indicium”, at Mellemamerikas indianerfolk havde en guddom Aes-se-rias el.lign., ”der var samme navn som Osiris, som egypterne kaldte en af deres høje guder”. Men på egyptisk hed den gud aldrig andet end As; først senere lod grækerne denne egyptiske gud i omtalen på græsk kalde for Osiris. Desværre ses flere traditionelle forskere afvise alt, mens tilhængere ses gøre alt til sandt for enhver pris.

På konferencen var stjernemæssige forhold, der kunne være forbundet til Atlantis ikke berørt − og heller ikke aksehældningens indflydelse på forøgelsen af smeltevandsmængden.

Artikel-Forsvundne-Stjerner-og-Kontinenter-Ove-von-Spaeth
Download-fil: FORSVUNDNE STJERNER OG KONTINENTER - Ove von Spaeth


Artikel-Forsvundne-Stjerner-og-Kontinenter-Ove-von-Spaeth
Læsefil med vendbare sider: FORSVUNDNE STJERNER OG KONTINENTER