Gandhi og den engelske teosof Annie Besant i fælles sag
om Indiens frigørelse fra engelsk besættelse og overherredømme.

For ham var Indiens frigørelse fra England en religiøs pligt, fordi Indiens frigørelse for ham blot var et skridt på vejen mod hele menneskehedens frigørelse fra andres voldstyranni − men navnlig voldstyrannien i deres egen natur. Derfor kunne Gandhi sige:

"Når anvendelse af ikke-vold bliver universel,

vil Gud herske på Jorden, som Han gør det i Himlen".

Gandhi erklærede, at ikke-vold er grundloven i menneskets inderste natur. For Gandhi var ikke-vold nøjagtig det samme som harmløshed. Han var overbevist om, at det er den største kraft af alle, fordi det er sjælens højeste måde at udtrykke sig på.

Sjælens udtryk er udtryk for hinduernes højeste tro:

"Troen på at ALT liv udgør en enhed

− alt liv udspringer fra én universel kilde

− kald den Allah, Gud eller Paramashwara".

Grundpillen i hele Gandhis liv i hans handlinger og tænkning var livets hellighed og overbevisningen om, at "kærlighed er loven for menneskets inderste natur". For han sagde også:

"Hvis kærlighed eller ikke-vold

ikke er menneskets inderste lovmæssighed,

falder alle mine argumenter til jorden".