Fra ånder, guder og halvguder
til faraoner
Eksempelvis præsenteres visdomsguden Tehuti (som grækerne kaldte Thoth) som konge, og den præcise længde på hans regering er angivet til 7.726 år. Der er som sagt ikke tale om guder, sådan som man forstår det i nutiden, men om guddommeliggjorte mennesker. Papyrusteksten er derfor en dokumentation på de åndsvidenskabelige informationer om, at mestrene var fysisk til stede i Egypten.
Ifølge de gamle egyptere blev "guderne" fulgt af en række halvguder, der regerede i flere tusinde år. Det var disse halvguder, der blev fulgt af dynastiernes faraoner. Herodot, som egyptologerne i andre sammenhænge betragter som en troværdig kilde, rapporterer, at 17.000 år var gået siden den sidste halvgud regerede til det tidspunkt, hvor han besøgte Egypten. Herodots kilde var i sandhed troværdig, for kilden var den berømte præsteskole i datidens Heliopolis. Skolen var dengang kendt og respekteret for at være i besiddelse af den absolut højeste visdom og mystik.
Manetho, Solon, Diodorus Siculus og Iamblichus
Manetho, en egyptisk præst der levede under Ptolemæ II Philadelphus (300 f.Kr.), fortæller også i sine beretninger om Egypten, at de første egyptiske herskere var guder, som blev fulgt af et dynasti af halvguder, der regerede i 24.836 år. I Platons dialoger (Dimarnas akritias) kan man læse om Solons samtale med de egyptiske præster. Solon levede 640-560 f.Kr. – altså ca. 200 år før Platon skrev sine dialoger. Solon rejste rundt i Egypten omkring 570 f.Kr. Solon spurgte de egyptiske præster, hvad der var årsag til, at Egypten ejede en så enestående visdom, at al verdens øvrige visdom blegnede – selv visdommen i hans elskede Grækenland. Præsterne fortalte ham, at Egypten i modsætning til andre lande i kraft af sin geografiske beliggenhed aldrig var ramt af større naturrevolutioner, hverken ved ild, vand eller jordskælv, og derfor repræsenterede de egyptiske mysterieskoler mere end 50.000 års kundskaber. Mere end halvtredstusinde års kundskaber!!! Diodorus Siculus (60 f.Kr.), en græsk historiker, som ofte rejste i Egypten for at samle historisk materiale, skriver i Bibliotheca Historica:
Bibliotheca Historica og Diodorus Siculus
"De egyptiske præster beregner Egyptens historie fra en tid med Solen som hersker til Alexander den Stores fald, og de når frem til cirka 23.000 år."
36.525 år gammel
Endelig oplyser historikeren og filosoffen Iamblichus (250-330 e.Kr.) (billedet tv.) at Egypten er 36.525 år gammel. Iamblichus skrev om den esoteriske egyptiske tradition, og han beskrev mange af faserne i de gamle mysterieskoler og indvielser. Men alle disse og andre rapporter har nutidens egyptologer kategorisk kasseret som løgnagtige. Det er indlysende, at årsagen er, at de samme kilder, som i andre tilfælde betragtes som troværdige, modsiger de gældende teorier. Nogle egyptologer påstår oven i købet, at informationernes eneste formål har været at gøre ophavsmanden berømt. Der er grund til at overveje, om det ikke snarere er disse egyptologer, der ønsker at forsvare deres egen prestige og position som forsker.
|