Grundlagt af åndelige skikkelser
De gamle egyptere oplyser imidlertid selv, at deres land er grundlagt af åndelige skikkelser fra "tidløse tiders begyndelse". De egyptiske legender fortæller desuden om en fjern fortid, hvor "guderne vandrede på Jorden". Åndsvidenskaben oplyser, at der ikke var tale om guder i ordets nutidige betydning, men at de gamle egyptere fortæller om en tid, hvor oplyste og højt indviede mestre var fysisk til stede blandt mennesker, og at det var deres vise ledelse, der løftede Egyptens kultur og civilisation til imponerende højder. Visdommens mestre var mennesker, der var nået så langt i deres åndelige udvikling, at de havde frigjort sig fra reinkarnationens nødvendighed. De var derfor frivilligt til stede i den fysiske verden. De skulle ikke dø og forlade det fysiske legeme efter et relativt kort fysisk liv, for de havde kraft og kontrol til at forny og bevare stoffet i deres fysiske legemer i årtusinder.
Når de gamle egyptiske vismænd har efterladt oplysninger, der repræsenterer et mysterium for nutiden (som automatisk og selvfølgeligt betragtes som langt højere udviklet end datiden), giver det egyptologerne et problem. Normalt dokumenteres teorierne ved at henvise til de gamle egypteres egne udsagn, men når informationerne ikke passer til nutidens teorier, forestillinger og forklaringer, står man med et problem. Skal man ændre den gældende teori, eller skal man fastholde den ved at afvise dokumentationen? Egyptologerne løser problemet ved frit at vælge og fravælge i det tilgængelige bevismateriale, og dermed bliver det forskernes egen begrænsede forståelse af livet i det gamle Egypten, der styrer forskningen. Forudsætningen for at de gamle egypteres informationer accepteres er, at de falder indenfor forskningens selvskabte rammer, og at de bekræfter de eksisterende teorier. Hvis de er i modstrid med de accepterede teorier, afvises dokumentationen. Egyptologernes konklusion er derfor, at nogle gange fortæller de gamle egyptere sandheden, og i andre tilfælde lyver de. Hvorfor de skulle lyve og vildlede, får man ingen forklaring på, og det er udelukkende egyptologerne, der afgør, hvad der er sandt og usandt.
|