Rosenkors ordenen

Rosenkreuzerne er ligeledes en organisation, som påstår, at deres oprindelse går tilbage til det gamle Egypten. Rosenkreuzerne er et broderskab, som er interesseret i at undersøge livets muligheder gennem fornuftig anvendelse af deres arv af esoterisk viden, og de evner, de er i besiddelse af som mennesker.
Rosenkreuzernes traditioner, som er blevet mundtligt overleveret, fortæller om Ordenens tilblivelse som mysterieskole i det gamle Egypten i 18. dynasti for ca. 3.400 år siden under farao Amenhotep IV (billedet tv.), der er bedre kendt som Akhenaton. Ordenens symboler og ritualer forbinder den med hierofanterne (lærerne) i Egyptens templer og de store visdomscentre i Østen.
Traditionen fortæller, at de første elever samledes i hemmelige kamre i den store pyramide, og at de som neofytter (recipiender eller kandidater) blev indviet i mysterierne i de fantastiske templer. Iflg. traditionen skal mestrene og hierofanterne desuden have videregivet deres viden til de, der byggede kong Salomons tempel. Rosenkreuzerne kom første gang til Amerika i 1694, og mange skrifter om oldtidens rosenkreuzere, sjældne bøger og hemmelige dokumenter, opbevares i Ordenens arkiver i USA og Europa.
Ordenen kendes i nutiden under sit traditionelle og autentiske navn: Ancient Mystical Order Rosae Crucis, som man har forkortet til AMORC.
|