Sansernes udvikling
Hvordan udvikles sanserne efterhånden som sjælen udvikler sig liv efter liv? Her er det ikke hensigten at beskrive detaljerne i menneskets meget lange udviklingshistorie, men det er vigtigt at forstå, at åndsvidenskabens forestilling om evolution adskiller sig en hel del fra den traditionelle naturvidenskabelige forskning – især vedr. spørgsmålet om, hvor længe der har eksisteret mennesker. Den traditionelle naturvidenskab regner med ca. 100.000 år, hvorimod åndsvidenskaben har et perspektiv på millioner af år.
De første racetyper, der inkarnerede på Jorden, kan fysiologisk set ikke betragtes som mennesker, som man kender dem i nutiden. De havde i hvert fald ikke den form, man kender i dag. I begyndelsen af menneskets evolution var sjælen – det indre menneske – uden sanser. Det var en fase, hvor sjælen i bogstavelig forstand var uvidende, døv og blind på det fysiske plan. I sin egen verden på kausalplanet var sjælen relativt fuldkommen, men dens evne til at udtrykke sin relative fuldkommenhed i den mentale, astrale og fysiske verden, var stærkt begrænset. Derfor inkarnerer den igen og igen med det formål at overvinde begrænsningerne ved hjælp af erfaringer. Sjælens udvikling begynder derfor i uvidenhed, og målet er alvidenhed.
Gennem millioner af år udvikledes de fem sanser, som mennesket nu er i besiddelse af. Inkarnationernes sanseerfaringerne gennem millioner af år giver mennesket – dvs. bevidstheden – mulighed for at udvikle nogle højere korresponderende evner, som normalt ikke betragtes som sanser, men de har en nøje sammenhæng med de fem kendte fysiske sanser. Men hvilke evner medfører sanserne, og i hvilken rækkefølge udvikles de? Beskrivelsen er baseret på Alice A. Baileys forklaring i A Treatise on Cosmic Fire.
|