Læren om karma er et af de punkter, hvor Østens og Vestens religioner tilsyneladende adskiller sig afgørende. Karma er spørgsmålet, om der i Universet eksisterer en lovmæssighed eller et princip, der sikrer, at mennesket altid mærker konsekvenserne af sine handlinger – eller formuleret som i Bibelen – at man høster, som man sår.

Kristendommen betoner syndernes forladelse, og man påstår, at Jesus ved sin død sonede alle menneskehedens synder. Kirken postulerer, at alene ved at tro på Jesus Kristus kan man få tilgivelse for alle sine fortidige, nutidige og fremtidige synder. Hvis påstanden er korrekt, er der ikke behov for en karmalære, for så kan mennesket ikke frelse sig selv ved at forvandle tanker, følelser og handlinger – dvs. selvudvikling – men udelukkende ved at tro.

Spørgsmålet er, om der overhovedet er dækning for forsoningslæren i evangelierne! Det er yderst tvivlsomt, for Jesus taler ikke én eneste gang om forsoning med Faderen. Selv der, hvor han forudsiger sin egen død, taler han ikke om forsoning. I bedste fald er der tale om indirekte fortolkninger af separate udsagn, men de modsvares af overbevisende udsagn i evangelierne, som reelt beviser, at karmaloven i virkeligheden er en integreret del af evangelierne og dermed af kristendommen.

Flere udsagn fra evangelierne præsenteres sidst i artiklen for at vise, at også på dette punkt er der overensstemmelse mellem Vestens og Østens tro og lære. Man kan direkte udlede karmalovens tilstedeværelse i evangelierne ved at fremhæve de citater, hvor konsekvensprincippet er en integreret del af kristendommen, eksempelvis hvor enhver handling – positiv eller negativ – er årsag til en tilsvarende modsatrettet respons. Og man kan indirekte påvise karmaloven ved hjælp af de skriftsteder, hvor Jesus taler om, at bestemte sygdomme (f.eks. lammelse) skyldes synder (karma).