Karmaloven sikrer udvikling
af kærlighed
Som det fremgår af ovenstående, er der mange både primære og sekundære forhold, der griber ind i det enkelte menneskes liv. Troen på at det enkelte menneske er herre over sin egen skæbne, er derfor både rigtig og forkert. Mennesker kan kun udvikle sig i samspil med andre mennesker, som de deler skæbne med. Men samtidig er det op til den enkelte at frigøre sig fra resultaterne af sine selvskabte problemer. Det gøres ved først og fremmest at tage ansvar for sig selv og sin egen udvikling. Man kan også kalde det afvikling af personlig egoisme. Senere, når man er blevet mere moden, udvikler man sig ved at tage ansvar for samfundets problemer. Det menneske, der ikke vil deltage i løsningen af samfundets problemstillinger og være med til at løfte de kollektive byrder, vil sætte sig uden for den universelle kærlighed, der strømmer ind i menneskehedens verden. Det menneske, der har nok i sig selv, vil opleve, at det gang på gang står i situationer, hvor det nægtes hjælp. Karmaloven presser ubønhørligt ethvert menneske ind på kærlighedens smalle sti.
Nogen mener, at karmaloven er ubarmhjertig, fordi de tror, at den retfærdiggør forbrydelser og fattigdom. Iflg. deres fortolkning af karmaloven, er de, der er ofre for overgreb, selv årsag til det, og det samme gælder de fattige. Men som nævnt, er der mange årsager til lidelser – individuelt, kollektivt, nationalt og planetarisk. Dybest set er årsagen til en lidelse ikke interessant, for alle har en forpligtelse til at afhjælpe de lidelser, de møder. Skyldsspørgsmålet skal erstattes med ansvar. Alle har et ansvar for at udvikle deres åndelige potentiale, og det gør man ved at udtrykke åndelige og sjælelige kvaliteter i et skabende samfundsengagement.
Man siger, at ethvert menneske fremkalder det i andre, som lever i mennesket selv. Det hadefulde menneske, vil møde had. Det kærlige menneske, vil møde kærlighed. Det er den lovmæssighed, der styrer karmaloven. Det lyder enkelt, men så enkelt er det alligevel ikke.
|