Når man træder ind i virkelighedens verden, forlader man ikke en verden for at gå over i en anden. Man trækker sig ikke et øjeblik ud af en fysisk verden, som er mindre virkelig, for at træde ind i en åndelig verden med højere virkelighed. Det er en misforståelse, som man altid må være på vagt overfor. Der er kun én verden, og det er virkelighedens verden, der omfatter alt − også det, der kaldes ”fysiske objek­ter”. Man forlader altså ikke en verden for at gå over i en anden. Man træder ikke ind i et højere rige, men ind i en verden, hvor tingene ses, som de er. Og i den verden oplever man virkeligheden af det, der i menneskets verdensbillede viser sig som det fysiske univers.

Når man i lyset af denne erfaring i virkelighedens verden betrag­ter problemet om det ondes oprindelse og eksistens, ser man, at pro­blemet har mistet sin betydning, og at der i virkelighedens verden ikke findes noget, der kan betegnes som ondt. Der er heller ingenting, man kan kalde godt. Ordene ”godt” og ”ondt” har overhovedet ingen me­ning i oplevelsen af det virkelige. Man erfarer tingene, som de er, og man kan ikke sige, at de i sig selv er hverken gode eller onde. De er det, de er! Og deres væsen er deres berettigelse! Nu forstår man, hvorfor Julian af Norwich i digtet om sit livs højeste, mystiske ople­velse siger, at hun så Gud i alt, og idet hun så Ham således ”med en svag frygt”, tænkte: ”Hvad er synd?” For et menneske, der var opdraget i middelalderens kristne dogmatisme med dens overfokusering på menneskets syndighed og det ondes virkelighed som en reel magt i menneskets liv, må det faktisk have været et chok at opdage, at selve ordene ”synd” og ”ondt” mistede betydningen i den guddommelige oplysnings verden. Under den højeste oplevelse befinder man sig ikke længere i relativitetens verden, og godt og ondt er derfor blevet meningsløse ord.

Man kan ikke sige om noget, at det i sig selv er en­ten ånd eller stof, og i virkelighedens verden kan man heller ikke betegne noget som enten godt eller ondt. Man ser ånd og stof som måder, hvorpå tingene − som de er − viser sig for menneskelige væsener, og det afhænger af menneskets aktuelle plads i alle tings store skala, om en ting viser sig som ånd eller stof. Når man glemmer den stilling, man selv indtager i disse forestillinger om ånd og stof, kommer man til at betragte dem som ab­solutte virkeligheder, uafhængige af den menneskelige bevidsthed, i ste­det for som noget, der står i relation til menneskets bevidsthed.

Den psykologiske fremgangsmåde med hensyn til godt og ondt er stort set den samme. I menneskets kontakt med tingene − som de er i virkelighedens verden − viser nogle sig eller opleves som gode og andre som onde. Disse to ting − godt og ondt − angiver således den måde, hvorpå virkeligheden viser sig i menneskets verden.

Til dette punkt har illusion eller fare for fejl­tagelse ikke indsneget sig i begreberne. Oplevelsen af bestemte ting som gode og af andre som onde er virkelig nok. Men man glemmer, at disse udtryk − godt og ondt − kun er en betegnelse for den måde, som tingene viser sig på, når man foretager sig noget. Og det er alene i relation til én selv, at det er det ene eller det andet. Når man gør dem til objektive resultater, har man skabt problemer, som efterfølgende altid vil være en plage på det filosofiske område. Godt og ondt som tings relation til hinanden er virkelig nok for mennesker, men at gøre dem til noget absolut er det samme som at skabe uovervindelige og uløselige problemer.

Man vil snart se, hvad der i relativitetens verden menes med udtrykkene godt og ondt, for der har de ikke alene en dyb betydning, men de er i høj grad en virkelig erfaring for enhver. I øjeblikket betrag­tes problemet imidlertid i lyset af den højeste virkelighed, og der har hverken godt eller ondt nogen mening, og de repræsenterer ikke egentlige rea­liteter. Der findes mange, der ikke er villige til at acceptere, at det onde ikke har nogen egentlig realitet. Den filo­sofiske floskel om, at det onde er fravær af det gode er allerede omtalt, men der er ikke mange, som under deres søgen efter den højeste virkelighed er i stand til helt at opgive deres ængstelige klamren sig til relativitetens verden. De vil godt indrømme, at det onde ikke har nogen objektiv eksistens, for Gud omtales jo som god − endog som det højeste gode. Ville hele tilværelsen − hele samfundsordenens moralske struktur – så ikke styrte i grus, hvis man ikke længere erkender det godes egentlige realitet?

Hvis man er bange for at give slip på sit grundlæggende verdensbillede, må man hellere lade være med at gå i gang med at søge det virkelige. Den højeste virkelighed er ikke betinget af resultater, som man med rette eller urette må frygte for sit eget vedkommende, og heller ikke for den sociale orden, man lever i. Den højeste virkelighed ER, og i denne virkelighed er der hverken godt eller ondt. Hvis man kalder denne absolutte og endelige virkelighed ”Gud”, kan man umuligt sige, at denne Gud er god. Man kan kun anvende ordet ”god” om væsener eller objekter i det relatives verden. Man kan derfor betegne et solsystems guddom som god, idet denne guddom reelt er det højeste gode for menneskeheden. Om Sollogos kan man sige, at Han er kærlighed, godhed eller har andre kvalifikationer, man nu kan anvende, når man forsøger at beskrive det højeste væsen i menneskets univers i relativitetens verden. Men man kan aldrig anvende disse udtryk om Den Absolutte Virkelighed. Det Absolutte er i sandhed ”hinsides godt og ondt”. At forestille sig den højeste virkelighed som ”god” er lige så ufilosofisk som at tænke sig, at den er ”åndelig”. Den er hverken det ene eller det andet. Den er DET, der for mennesket viser sig som ånd eller stof − godt eller ondt.

Man må imidlertid passe på ikke at begå den lige så alvorlige – eller måske endnu alvorligere − fejltagelse at prøve at overføre Det Absolutte til det relatives verden og betragte dette at ”være hinsides godt og ondt” som et resultat eller ideal, som det vil være muligt at nå i den menneskelige evolution. Den højeste virkelighed er hinsides godt og ondt, og kun i menneskets oplevelse af den er det hinsides godt og ondt. I samme øjeblik mennesket træder ind i det relatives verden, er godt og ondt i høj grad realiteter.