Hvad er oprindelsen til det onde?

Selvom man erkender, at det onde består i forkert brug af viljen, står man dog sta­dig overfor spørgsmålet om, hvad det er i mennesket, som får det til at give sin accept af den forkerte handling. Det er kun en filo­sofisk floskel at påstå, at alt er godt, og at det onde kun er fra­vær af det gode. Denne intellektuelle spidsfindighed kan lyde meget fornuftig, men den er uden praktisk betydning. Alle mennesker ved udmærket godt, at det onde eller onde handlinger ikke alene er fravær af det gode − en farveløs neutralitet − men at det gode er noget, der er positivt forskelligt fra ondskab. Ja − at det gode er tilsyneladende selve det ondes modsætning.

Hvad er da oprindelsen til det onde − uanset om det betragtes som en iboende egenskab ved stoffet, ved den menneskelige vil­je i form af en vane, eller om det er personificeret i det ondes fyrste, der konstant modsætter sig Guds magt? Navnlig i den kristne teologi er det meget vanskeligt at forklare det ondes eksistens, når Gud betragtes som altings skaber. Hvordan kan en skaber være almægtig og alkærlig og samtidig skabe det onde eller tillade, at det eksisterer? Enten har Gud bevidst skabt det onde, og hvis det er tilfældet, kan Gud ikke kaldes hverken alkærlig eller god. Eller også har Gud ikke kunnet undgå at skabe det onde − el­ler hvad der er endnu værre − det onde har en selvstændig objektiv eksistens, der er ad­skilt fra og i evig modstrid med det guddommelige væsen. Og i begge tilfælde kan man umuligt påstå, at Gud er almægtig. Det nytter ikke no­get at sige − som man så ofte har gjort − at Gud gav mennesket fri vil­je til at vælge mellem godt og ondt, og at mennesket valgte det for­kerte. Når mennesket kunne træffe dette valg, må tilbøjeligheden til det onde have været nedlagt i mennesket, for hvis mennesket var blevet skabt som absolut god helt igennem, kunne det ikke have valgt andet end det gode − og derfor er problemet ikke løst. Og man kan slet ikke betragte men­neskets bevidste valg af det onde som et uforudset uheld i tinge­nes orden − noget skaberen ikke havde tænkt på, for hvad bliver der så af den guddommelige alvidenhed?

Det fremgår af følgende citat fra T.B. Strongs meget benyttede Manual of Theology, at den ortodokse kristne teologi ikke er i stand til at løse problemet:

"Som forholdene er nu, er det onde en kendsgerning, men vi tror ikke, at det har været en nødvendig del af planen. Vi ser, hvordan Gud tager magten fra det for det godes skyld, og hvordan han bruger det i sin opdragelse af menneskeheden. Vi ved, at Han gennem sin søn frelser os fra det, og det sker, at muligheden for det lig­ger i udøvelsen af det frie valg. Længere end hertil tvivler vi om, at menneskets tanke kan gå, men det mysterie, som er og bliver ulø­seligt, er, når alt kommer til alt, et metafysisk eller intellektu­elt mysterie. Der er ingen tvivl om, at Gud hader det onde, og hel­ler ikke om, at Han har magt til at overvinde det. Inkarnationen er en målestok for såvel Hans had til det onde som for Hans magt"[1]

Her som mange andre steder møder man en blind anerkendelse af det ondes realitet. I stedet for først at analysere problemet og se, om det er reelt, eller om det i sig selv rummer misforståelser, piner og plager mennesket sin hjerne med forsøg på at løse noget, der ikke kan løses. Forklaringerne eller løsningerne kan være nok så lo­giske. Man går imidlertid på akkord med sig selv i forsøgene på at løse et problem, der i sig selv er forkert defineret.

Man må dog frem for alt undgå tomme fraser som for eksempel, at "det onde kun er fravær af det gode", eller at "der ikke findes noget ondt, men kun uvidenhed" − eller den værste af dem alle, at "i modsætningernes verden kan man ikke have det gode uden også at have det onde, ligesom man heller ikke kan have lys uden mørke". Alle disse fraser er meningsløse. Når man foretager noget ondt, ved man udmærket godt, at der ligger mere i det end uvidenhed, for uvidenhed ville ikke give en følelse af hverken skyld eller endog selvforagt. Menneskets erfaring om det onde − bevidstheden om at have handlet forkert − er virkelig nok, og det ville være tåbeligt at benægte den. Men det er endnu værre at godtage det ondes problem som et reelt problem, der skal løses på grundlag af den almindelige opfattelse. Derfor er det nu tanken at lade problemet hvile lidt for at træde ind i virkelighedens verden, hvor man kan lære tingene at kende, som de er.

_________________________________

[1] Thomas Banks Strong: Manual of Theology, p. 226.

_________________________________