Det onde i filosofien

Den kristne opfattelse af Himlen og Helvede - de gode og de onde.

Planche - Ondskab-den-store-illusion

Billedet kan forstørres ved at klikke på linket herover

I filosofiens historie ser man naturligvis ihærdige forsøg på at løse problemet med det onde, som i højere grad end noget andet af filosofiens problemer påvirker den daglige tilvæ­relse direkte. Her drejer det sig ikke om uklare abstraktioner, som kun er af interesse for sofistikerede teologer eller filosoffer, der iagttager dagliglivets problemer på passende afstand. Oplevelsen af det onde som en magt, der modarbejder det gode − og erkendelsen af, at der i mennesket raser en uafbrudt kamp mellem åndelig stræben og fysiske begær − er alt for virkelig til at kunne ignoreres. Hver eneste dag er mennesket i en eller andet grad bevidst om på den ene side sin egen vilje og sine egne beslutninger, og på den anden side en magt, der modarbejder både vilje og beslutninger − ja og oven i købet lokker mennesket væk fra det mål, det har sat sig. I alle folkeslag og i alle tidsaldres litteratur vrimler det med eksempler på denne kamp mellem godt og ondt − om ædel aspiration og uværdigt begær i menne­skets liv. Der er ikke mange af litteraturens værker, hvor man ikke møder dette tema i en eller anden form. Hvert eneste menneskes liv er bare et kapitel af dette evige epos om kampen mellem godt og ondt. Bevidstheden om denne strid er udtrykt med stor dramatik af Paulus:

"Det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg. Dersom jeg da gør det, som jeg ikke vil, så er det ikke mere mig, der udfører det, men synden, som bor i mig. Når jeg ønsker at gøre det gode, finder jeg den lov hos mig, at det onde ligger mig nærmest. Thi i mit indre menneske glæder jeg mig over Guds lov, men i mine lemmer ser jeg en anden lov, som ligger i strid med loven i mit sind og tager mig til fange under syndens lov, som er i mine lemmer. Jeg elendige menneske! Hvem skal fri mig for dette dødens lege­me?"[1]

Paulus iflg. Rembrandt

Det er kun naturligt, at man på samme måde som Paulus instinktivt lo­kaliserer det onde i sin fysiske natur − det "syndens legeme", som han omtaler. Man får en fornemmelse af, at tendensen til det onde er en egenskab ved det fysiske legeme, og i forskellige filosofiske systemer − endog i platonismen og nyplatonismen − er det stoffet og dets onder, der formørker det åndeligt gode. Men hvis man analy­serer de negative handlinger, opdager man, at man ikke bare kan henføre dem til det fysiske legeme og dets tilbøjeligheder. Man må selv tillade en negativ handling, før den udføres, og derfor oplever man en følelse af skyld, når man har gjort noget forkert. Hvis den forkerte handling alene skyldes noget i den fysiske krops natur, ville man ikke have en fornem­melse af at have gjort noget forkert. Man ved kun alt for godt, at man i handlingsøjeblikket netop ønskede at gøre det, man gjorde − selvom man hele tiden vidste, at det var forkert.

Flagellanter pisker den syndige krop til blods.

_________________________________

[1] Paulus' brev til romerne, 7, 19-25

_________________________________