Annie Besant 1922

I fængsel igen

I 1914 grundlagde Annie Besant en avis − New India − hvori hun stillede krav til den engelske regering. Første verdenskrig var brudt ud, og indiske soldater blev indkaldt for at kæmpe på mange slagmarker. På denne baggrund blev hun ved at presse på for at Indien kunne få mere politisk frihed. Det medførte, at Annie Besant ved en domstol fik to års fængsel. Det var myndighedernes forsøg på at lukke munden på ”Indiens dronning”, som hun også blev kaldt.

Dagen før sin internering den 15. juni 1917 offentliggjorde hun i sin avis New India en gribende afskedshilsen. Det medførte en meget voldsom reaktion − både i Indien, England og USA − så efter kun to måneder blev hun løsladt, men hun var døden nær efter fængselsopholdet. Hun var trods alt 70 år.

Selvom Annie Besant var dybt engageret i Indiens frihedsbevægelse, skrev hun en lang række teosofiske bøger og holdt utallige foredrag rundt om i verden. Hendes medarbejdere fattede ikke, hvorfra hun fik energien til alle disse aktiviteter.

I London holdt en af tidens største politikere en tale ved en fest til ære for Annie Besant. Han sagde:

”I 188o’erne gik Annie Besant morgen efter morgen ned til dokkerne, for at organisere dokarbejderne, som dengang kun kunne tjene 28 ører om dagen. Jeg overdriver ikke, når jeg siger, at en morgen talte hun til 6.000 mænd uden at kunne se mere end seks af dem på grund af tågen, men hun talte ud i tågen med ord, der var fulde af en mors kærlighed og trøst − ord fulde af håb, glæde og mod. Men så meget kan med sikkerhed siges: Stor er hun som politiker, som social reformator og organisator. Stor er hun som taler og skribent, som lærer og leder, men størst er hun som pioner, seer og profet.”

I 188o skrev mesteren Koot Hoomi om Det Teosofiske Samfund:

”Lederne ønsker et ”menneskeligt broderskab” − et virkeligt universelt broderskab − en institution, som vil blive kendt over hele verden og tiltrække de mest intelligentes opmærksomhed.”

I februar 1882 skrev mesteren Morya om Det Teosofiske Samfunds stiftelse:

”Et par af os håbede, at verden havde gjort så store intellektuelle − om ikke intuitive − fremskridt, at den esoteriske lære kunne accepteres intellektuelt, og at der kunne gives en impuls til en ny cyklus med esoterisk forskning. Andre − som nu ser ud til at have været klogere − var af en anden mening, men der blev givet tilladelse til at prøve. Det var imidlertid en betingelse, at eksperimentet skulle gøres uafhængigt af mestrenes personlige ledelse, og at vi ikke greb ind på unormal måde.”