Også ved anlæggelsen af de tre store pyramider ved Giza, 2.500 f.Kr., var man især optaget af stjernerne. Ikke alene skulle pyramidernes placering afspejle de tre stjerner i Orions Bælte (se i det følgende), men også de såkaldte luftskakter i den store pyramide skulle pege i en nøjagtig vinkler ud mod især Orion og andre udvalgte stjerner. Endvidere var disse tre pyramider anlagt med den mest utroligt nøjagtige sigtelinje mod Nordstjernen. Den britiske egyptolog dr. Kate Spence's bragte en artikel om den metode i “Nature” (vol. 408, 16 November 2000).

Pyramidens indre ramper med hældningen 26 grader (26;34 gr.)

Dertil har historikeren Robert Temple ved selvsyn og omhyggelig opmåling afdækket, at i dagene omkring 21. december, dvs. præcis ved vintersolhverv, kaster pyramiderne skygge på hinanden. Og især, at en sådan speciel vintersolhvervs-skygge kastes på sydfladen af den største pyramide (Robert Temple: ”The Crystal Sun”, London 2000).

Denne ”sjældne” skygges pyramidesilhuet har vinkler på ca. 26 grader og 34 min. - nøjagtigt ligesom hældningen på de op- og nedadgående ramper (bl.a. ”galleriet”) inden for i selve pyramiden. Denne bestemte 26-graders vinkel er en bestanddel af en ”gylden” retvinklet trekant med siderne 1 og 2 samt især kvadratrod 5, der har særligt meget med ”det gyldne snit” at gøre. Dette begreb var et særdeles vigtigt element inden for oldtidens ofte næsten religiøst ophøjede geometriske lære.

I nutiden diskuterer forskerne ivrigt sandsynligheden af, om de tre store pyramider for 4.500 år siden blev udførligt anlagt efter en geografisk plan, der nøje følger de centrale, karakteristiske stjerner i Orion, kaldet Orions bælte. Men Orion, der hos egypterne var den himmel-relaterede udgave af død-og-genopstandelses-guden Osiris, har ikke alene med pyramidernes dødekult at gøre, men selve pyramidebygningernes specifikke indbyrdes placeringsforhold er udført så præcist, at det fuldt svarer til traditionens ideer om, at jordiske geografiske forhold udgør ”et spejlbillede af himlen” (omtale følger). Den opfattelse, at pyramider også har en korrespondance med himlen, sandsynliggøres bl.a. af, at en pyramide var udtrykkeligt benævnt ”pyramiden, som er en stjerne” - iflg. egyptolog Toby Wilkinson, Cambridge University (“The Guardian”, May 14, 2001).

Endnu 1000 år efter pyramidernes bygning ses forbindelsen fra landmåling til astronomi også velkendt hos den stjernekyndige Senmut med sin anlæggelse af dronning Hatshepsuts tempel på den omtalte astro-geografiske akse. En højere viden inden for landmåling krævede en særlig indvielse, og en berømt statue af Senmut viser ham netop med tegnet på hans indvielse: en stor rulle reb til landmåling.

I dronning Hatshepsuts tempel, bygget for 3.500 år siden i Deir el-Bahari vest for Luxor, har storvesiren Senmut, der samtidig var en genial og fornyende arkitekt, i grundstenen ladet indgravere en art horoskop for templets grundlæggelse (ifølge den franske egyptolog Suzanne Ratie’s bog ”La reine-pharaon”, Paris 1972).

Dertil kan det konstateres, at Senmut har arrangeret byggeriet således, at en mange kilometer lang sigtelinje fører fra midteraksen i det store Karnak-tempel (i nordlige del af nuværende Luxor) videre tværs over Nilen og helt ud, for at ende med den gå i ét med Hatshepsuts tempels midterakse ved bjerget foran Kongernes Dal. (Aksen er omtalt i Moses-seriens bind nr. to, "Gåden om Faraos Datters Søn", hvor den bl.a. er afbildet på et landkort side 64).

Planche - Hatshepsuts tempelakse

Planchen kan forstørres ved at klikke på linket herover

Den særlige akse eller linje går ikke direkte mellem øst og vest, men i en lidt skæv vinkel herfor. De færreste kender til denne akse, og endnu mindre at den er tillagt en særlig betydning, Denne betydning kan afdækkes ved at sammenstille forskellige tilgængelige data herom. For denne akses geografiske vinkel vil præcis angive, at den i virkeligheden ligger direkte på selve vintersolhvervslinjen.

Dette kan konkret observeres på selve stedet: Solen kommer frem ved vintersolhverv på årets korteste dag (omkring 21. december), hvilket var betydningsfuldt, fordi ved dette særlige vendepunkt begynder dagene nu igen at blive længere. Og i Luxor (Karnak) vil Solens gang følge nøjagtigt Karnak-templets hovedakse i øst og videre frem. Man kan på den dag følge Solen om morgenen, når den står op præcis midt for enden af "hovedgaden" i Karnak-templet, hvor dens stråler rammer det hele på en særligt lysende måde, uden "skæve" skygger.

Det var af stor betydning, at med den dato var der samtidig nået frem til det årspunkt, hvor Sirius-stjernen (der altid følges af Orion), der var egypternes vigtigste stjern, her "fødes", som de kaldte det, nede ved horisonten. Sirius kan i Egypten ses på himlen en stor del af året, og på dette bestemte tidspunkt, som sigtelinjen netop var anlagt med henblik på, opfattedes en særlig korrespondance mellem Solen og Sirius, Dette fordi Sirius her, netop præcist samtidig med vintersolhverv, ses lige over horisonten netop ved solnedgang.

Endnu så sent som i middelalderens Europa blev det i en hel del af de berømte kirker og kæmpe katedraler indført at lade det pågældende steds præcise meridian (længdegrad) indlægge i mønsteret i kirkegulvets kvadrer. Og herfra foretog man bl.a. solformørkelses-målinger i forbindelse med lysstrålernes indfald gennem specielle astronomiske observationshuller i kirkemurene.