I oldtidens Indien importeredes fra grækerne ideen om beregningen af astrologiske tidsaldre. Denne eksport af græsk matematisk know-how kom i gang, da Alexander den Store i 320’erne f.Kr. havde græske videnskabsmænd med på sit togt til Indien. I den græske matematiske astronomi brugtes ikke mindst stjernerne Basiliskos og Spica som referencepunkter.

Indien var frem til vor tid et i sig selv værdifuldt ”levende museum” for oldtidsastrologi, der ikke blev teknisk opdateret. Stjernebilledet Jomfruens omtalte hovedstjerne, Spica, var i den omfattende indiske astrologiske tradition et af de overhovedet vigtigste udgangspunkter ved beregning af månehoroskoper, som i Indien var den mest udbredte og ofte dominerende form for astrologi. − Og skønt Spica ikke oprindeligt var anvendt som ”markør”-sigtepunkt på samme måde som Basiliskos, indgik den efterhånden i indisk tradition også som netop markør for astrologiske tidsaldre, mens Basiliskos’ rolle i det forhold nu brugtes sjældent.

Ved den forskydning, der opstår ved at bruge stjernen Spica i stedet, lader inderne først Vandbærerens tidsalder begynde om et par hundrede år. Dette betyder dog kun noget for fikseringen af startårstallet for en astrologisk tidsalder, og betyder f.eks. i relation til vesterlandsk astronomisk tradition intet for beregning af prognoser i dagligdagens (indiske) astrologi. I den tradition ses anvendt forskellige fikspunkter/udgangspunkter (ayanamsa). − Men hos almindelig indisk astrologi, der i øvrigt er verdens største gruppe af stjernekyndige, summer det ved år 2000 af katastroferygter, der synes skabt ved ensporet syn på materialet.

Men et andet oldtidsfolk − langt borte, på det amerikanske kontinent − kom uafhængig og med andre regnemetoder til præcis samme resultat som oldtidsastronomer i vesten − som vi skal se.

Det amerikanske kontinents mayacivilisation havde for næsten 2.000 år siden og mange hundrede år frem den mest nøjagtige astronomi nogensinde kendt hos noget historisk folk − først overgået i moderne tid med avanceret matematik og computer-kraft.

Ifølge mayaernes efterladte optegnelser, byggede deres varslinger bl.a. på, at ”hændelser i fortiden tjener som profetier for fremtiden”: En varsling ud fra ideen om, at fænomener og dermed eventuelle ledsagefænomener optræder cyklisk. I en større målestok er også de astrologiske − eller platoniske − tidsaldre cykliske.

En maya-inskription fra 100 e.Kr. fortæller, at: ”verdens-æraens ende” indtræffer ved vintersolhverv den 21. december i året 2012 (ifølge en enkelt anden oversættelse: året 2011). Men også hos dette folk − eller er transskriptionen for de snart 2000 år siden dramatiseret lidt? − har nogle oversættere fortolket det som ”verdens ophør” ved katastrofale jordskælv.

Bemærk, at selve årstallet svarer uhørt nøjagtigt til Basiliskos/Regulus' færdige manifestation af den ny tidsalders indtræden, der, ligesom tidligere astronomisk bestemte tidsaldre, indledes af solformørkelser ved Basiliskos/Regulus i 1998 og i 1999 − og er fuldt etableret i 2012.

At mayaernes astrologiske statement i helhed således svarer til tidslokalisering af det fænomen, der påpeges af Nostradamus, har først nu kunnet fastlægges. Nemlig ved moderne vesterlandsk videnskabs astronomiske beregningsmetoder. Sådanne forhold må naturligt tages med i oversigten over dette tidsalderkoncept, opfattelsen af tiden/historien inddelt i storperioder af astronomisk bestemte antal rækker af år − en ide, som nævnt, var kendt ligeledes i den vestlige verden allerede i oldtiden.

Mayaernes fremstilling af en solformørkelse:
Solen bliver slugt.

De gamle mayaer opstillede astrologiske varsler ud fra symmetrier i tid, emner og cykliske hændelser. Hos mayaerne er 21. december 2012 ikke verdens ende, men afslutningen på en kæmpecyklus helt fra 13. august 3114 f.Kr. Straks den efterfølgende dag starter en ny cyklus.

Vejrfænomenet El Niño, der i årene frem mod år 2000 hærgede kloden ekstremt, især fra 1997 til 1998, er af nutidens dommedagsprofeter udpeget som et tegn på ”de sidste tiders komme”. Men El Niño er omtalt i dagbøger fra Perus spanske erobrere i 1500-tallet, og sporene af dens genkomster kan måles i dybe aflejringer i bunden af gletchersøer.

Ifølge tidsskriftet Science[1] kan El Niño følges som cyklisk fænomen mindst 15.000 år tilbage. Heraf med fra to til otte års interval i de sidste 5.000 år. Der spores dog en anelse uregelmæssighed efter store fældninger af regnskoven, der indvirker på klimareguleringen.

Maya-kalender”skema”.

Et af Nordamerikas ældste indianersamfund, hopier, har værnet om deres ældgamle klippe-inskriptioner. Heri kan der læses varsler, bl.a. om verden efter ”den store krig”, hvor ”onde magter misbrugte soltegnet”. Dvs. Nazityskland med hagekorset (vendte forkert i forhold til i de ældre traditioner) og Japan, hvis national(krigs)flag ligeledes viste et gammelt soltegn.

Hopi-varslet siger, ifølge hopierne selv, at i den periode efter 2. verdenskrig har mennesket en sidste chance til at bringe naturen og verden mere i balance og at blive bevidst om det i stedet for at fungere ”dum-mekanisk”. For ellers vil vi inde i den ny tidsalder snart køre i et forkert spor, hvor der ikke kan standses, og som fører mod afgrunden. Varslet ses heri at indebære muligheder for alternative udfald, hvis de nulevende generationer lytter og skifter retning.

Nostradamus henlagde flere af sine profetier
til at foregå på nogle tidspunkter,
der relaterede til bestemte planetcykler.

_________________________________

[1] 22.01.1999

_________________________________