Hvordan kan vi vide, at Moses ikke var nogen mytefigur, og at Moses’ og israelitternes udvandring, Exodus, fra Egypten overhovedet har fundet sted? Fortløbende, og lige fra begyndelsen af værkets tilblivelse, bliver der om dets hovedemner til stadighed fremsat sådanne spørgsmål. Denne undren viser sig oftest at være influeret af udbredelsen af bl.a. flere teologiske skolers tvivl om Moses’ eksistens som historisk person.

De pågældende teologiske hypoteser ses bl.a. udsprunget af, at man mest har efterforsket Moses ud fra en fejlagtig datering, der placerer ham ca. 250 år for sent i det historiske forløb − ved 1200 f.Kr. i stedet for 15-1400 f.Kr. Følgelig er der ikke fundet noget spor hverken af Moses eller israelitternes udvandring. På dette mangelfulde grundlag hævdes i dag, at den bibelske Moses beretning er en nationalromantisk myte, skabt af opfindsomme præster for omkring 2.300 år siden for at give jøderne en glorværdig forhistorie.

Imidlertid findes der især i egyptiske og jødiske kilder i forbindelse med Moses et betydeligt antal af sandsynlige historiske spor. Disse er i stor udtrækning blevet ignoreret på grund af en unuanceret fastholdelse af den alt for sene datering og af mytehypotesen, der reducerer denne mest fremtrædende personlighed bag den bibelske kulturs oprindelse og i den jødiske selvforståelse til blot at være en fiktiv figur. Dette er uacceptabelt, fordi påstanden om Moses som myte viser sig konkret at være en historisk set umulig konstruktion, ligesom det ville være en komplet meningsløshed allerede for datidens jøder.

Det er en kilde til stadig undren, at traditionel akademisk forskning ikke i større grad har benyttet sig af de seneste 100 års ganske vist spredte, men talrige arkæologiske og tekstlige referencer til Moses-tidens begivenheder.

Oprørte universitetsfolk begyndte allerede ved udgivelsen af det første bind at tage mindre pæne metoder i brug. En af forskerne blev især stødt over, at jeg korrekt citerede hans angreb ordret. Og nogle af hans kolleger udtrykte i pressen: at de vil ”kæmpe mod bøgerne i mange år”. Mange læsere så dette som en kompliment – at bøgerne fremstod med særlig klasse, når de ”kunne ryste de akademiske funktionærer”. Men flere af disse fandt det ønskeligt at sætte opdagelserne i bås med bøger af eventyrere og fantaster, hvilket fik andre akademikere uden for de pågældende fagområder, og uden selv at have læst bøgerne, til uden videre at bruge samme prædikater.

Men vores fortidsviden er langt rigere og også mere tilgængelig end almindeligvis antaget. Så alt dette har sin egen ironi, fordi så mange data om bl.a. det, vi kalder myter, ligger rundt om i verdens biblioteker og museer og samler støv næsten uden at være kendt eller studeret. Et betydeligt antal af de netop i virkeligheden eksisterende og relevante historiske kilder om Moses er samlet i bogværket. De fleste af dem er her for første gang sat i relation til moderne arkæologi og astronomisk datering. Det betragteligt store materiale om Moses gør det meningsløst, at han skulle være en mytisk skikkelse − derimod bestyrkes historiske og bibelske oplysninger om Moses som konkret person grundigt og væsentligt.