Den indoeuropæiske rodrace

5. rodrace

Den 5. rodrace − den indoeuropæiske Bibelen beretter om Noahs ark, hvor Gud gav Noah besked på at bygge en ark og sejle væk før syndfloden kom. Denne beretning refererer til en virkelig begivenhed, hvor mange "Noaher" udvandrede fra det truede kontinent før katastrofen eller syndfloden. De sejlede både mod vest til det nuværende amerikanske fastland og mod øst og syd. En gruppe sejlede over det daværende Sahara-hav og landede i Egypten, hvor de på grundlag af deres høje vidensniveau og mange indviede indledte en tusindårig kultur, som blandt andet byggede de store templer og pyramider, hvoraf flere er langt ældre end egyptologer hidtil har antaget.

For ca. 80.000 år siden – under Manuens ledelse − udvandrede en stor gruppe atlantiske semitter til det sted, der i dag kendes som Gobiørkenen. Dengang var denne ørken et hav ved navn Gobihavet. Midt i dette hav lå en ø − "den hvide ø" − der var hjemsted for det sagnomspundne Shangri La − eller som esoterisk er kendt som Shamballa − hjemstedet for verdens indre konge, Sanat Kumara og hans råd. Dette center er imidlertid ikke fysisk, for det befinder sig på det højere æteriske plan.

Manuen delte gruppen af semitter op i fem dele, der blev anbragt i hver sin dal. Formålet var at udvikle bestemte mennesketyper med bestemte egenskaber. Efter ca. 15.000 års udviklingsarbejde udvandrede den første gruppe til det nordlige Indien, og derfor kaldes denne gruppe for den 5. rodraces 1. underrace eller den indiske underrace. Her blev det oldindiske samfund grundlagt under Manuens ledelse. Den åndelige grundtone blev her givet af den 5. rodraces første Verdenslærer, Vyasa, der åbenbarede budskabet om sjælens udødelighed for menneskeheden. Det skete for ca. 45.000 år siden.

Den næste store gruppe fra en anden af dalene ved Gobihavet udvandrede til den arabiske halvø, og de udviklede sig til 5. rodraces 2. underrace − den arabiske underrace. De koloniserede især det nordlige Afrika og Egypten, hvor meget centrale dele af den atlantiske visdom og mysterielære var blevet grundfæstet gennem mange tusinde år af en efteratlantisk civilisation. Den næste Verdenslærer − Thoth eller Tehuti, som senere blev kaldt Hermes Trismegistos af grækerne – gav denne gruppe en ny åndelig grundtone. Han underviste i læren om det universelle lys i alt levende. Det skete for ca. 40.000 år siden.

For omkring 30.000 år siden udviklede den persiske 3. underrace sig i det nuværende Iran. I kraft af undervisning fra Verdenslæreren − den første Zarathustra − lærte perserne om lysets og mørkets natur og om nødvendigheden af at vælge den rigtige vej i livet. Her blev kimen til den persiske religion grundlagt, en religion, der i nutiden kaldes Zarathustrisme eller Zoroasters lære, og en storslået civilisation og kultur så dagens lys.

For omkring 20.000 år siden udvikledes den 4. eller keltiske underrace sig. Den udvandrede først til Georgien, Armenien og det sydlige Kaukasus, og bredte sig senere over hele middelhavsområdet til Grækenland, Romerriget, Spanien og Frankrig − helt op til de britiske øer. I Grækenland − for omkring 9.000 år siden − levede den historiske skikkelse og Verdenslærer Orfeus, og hans åndelige budskab var læren om den guddommelige skønhed, som han gav til grækerne.

Den 5. teutoniske underrace bosatte sig oprindeligt i Kaukasus, men senere udvandrede den til området omkring det nuværende Krakow i Polen, og herfra delte befolkningen sig. Nogle gik nordpå til de baltiske lande, andre gik østpå og til nutidens Rusland, og endelig gik en gruppe mod vest. De dannede grundlaget for nutidens tyskere og hollændere. En gruppe gik videre mod nord og blev til nutidens skandinavere.