Toltekernes civilisation

Da Toltekernes civilisation var på sit højeste, havde de udviklet et temmelig avanceret politisk og socialt system samt veludviklede kulturelle og videnskabelige institutioner. Det skyldes ikke deres almindelige bevidsthedsmæssige udviklingstrin, for nogle af den indre verdensstyrelses medlemmer − mestre og højt indviede − levede blandt dem og stillede deres "magiske" kundskaber til rådighed.

Hovedstaden kaldtes "Byen med de gyldne porte". Den var bygget i koncentriske cirkler på skråningerne af en høj, der hævede sig over den omkringliggende slette. På toppen lå kejserens slot med omgivende haver, og her vældede vandet frem i en uafbrudt strøm, som i første omgang forsynede husene og haverne med vand og derefter strømmede ud i fire retninger og ned i en grav eller kanal, der omgav paladset. Herfra flød vandet videre ned i lavere liggende ringformede kanaler, som dannede de koncentriske cirkler, og på den måde blev alle de omkring to millioner indbyggere forsynet med vand.

Byen var altså et imponerende arkitektonisk værk hvis skønhed og pragt blev yderligere fremhævet af, at paladser, templer og andre betydningsfulde bygninger var kunstnerisk udsmykkede og beklædt med ædle metaller, der blev fremstillet alkymisk efter de indviedes forskrifter. De mere almindelige huse med skyggefulde haver og terrasser lignede det, der i dag kendes som atriumhuse.

Til rådighed som transportmidler havde atlantiderne bl.a. luftskibe, der blev drevet af en såkaldt "vrilkraft" − en æterisk kraft, der ikke kendes i nutiden, men ligesom alt andet blev denne kraft gjort tilgængelig af de indviede. Luftskibene fløj ikke så hurtigt og højt som nutidens flyvemaskiner. De gled nærmest lydløst gennem luften i få hundrede meters højde og med en fart på omkring 100 km i timen. I de ældgamle indiske hellige skrifter findes der også beretninger om Vimanaer − flyvende fartøjer – og skrifterne giver instruktioner om, hvordan de skal bygges og vedligeholdes, og de har uden tvivl haft lighed med de atlantiske versioner.

Men netop de indviede mestres tilstedeværelse var en faktor, som senere fik afgørende betydning for Atlantis’ skæbne. Atlantidernes bevidsthed var ikke så klar og mental som menneskehedens bevidsthed i nutiden, men mere astral og psykisk. Denne psykisme − dvs. evnen til at opfatte astrale indtryk med hjernen − bragte dem i nær kontakt med naturens kræfter og usynlige væsener, og det gjorde det muligt for atlantiderne at misbruge disse kræfter til egoistiske formål – det, der også kaldes "sort magi".

Det fik den indre verdensstyrelses medlemmer til gradvis at trække sig tilbage for derved at gøre den magiske viden sværere tilgængelig. Men nogle grupper i befolkningen, der var temmelig kyndige i brugen af "magi", ville ikke acceptere denne udvikling, og det resulterede i en lang række voldsomme krige mellem "den hvide" og "den sorte" magis repræsentanter.

Manipulationen af naturens kræfter blev efterhånden så ekstrem, at den indre verdensstyrelse besluttede at sænke Atlantis i havet for at forhindre, at den sorte magi fortsat gik i arv fra far til søn. Det førte til en række naturkatastrofer i form af enorme landsænkninger, hvor store dele af kontinentet blev overskyllet af gigantiske vandmasser og millioner af mennesker omkom. De tre største oversvømmelser skete for omkring 800.000, 200.000 og 80.000 år siden. På det andet kort kan man se, hvordan verden så ud mellem de to første af de store katastrofer.

Det resulterede i, at moderlandet blev brudt op i mindre dele og nutidens verdenskort, voksede gradvis frem. Til sidst var der kun en stor ø ved navn Poseidonis tilbage. Det er denne ø, Platon refererer til i sine bøger. Poseidonis gik under ved den sidste katastrofe år 9.564 f.Kr.

Det er ikke korrekt at opfatte den atlantiske civilisation og kultur som udtryk for en mere avanceret udvikling end den, menneskeheden har skabt i nutiden. Atlantiderne var ganske vist i besiddelse af større rigdom og pragt, men det skyldes udelukkende de indviede mestres tilstedeværelse, og deres videnskabelige teknologiske mesterværker var ikke resultatet af industrielle udviklingsafdelingers arbejde, sådan som det sker i nutiden.

Menneskehedens udvikling er jævnt fremadskridende, og selvom der naturligvis er cykliske op- og nedgangstider, vil "nutiden" − set i et større perspektiv − altid repræsentere det mest fremskredne, bevidsthedsmæssige udviklingstrin for menneskeheden.

Nutidens menneskehed har skabt en teknologisk udvikling med masseødelæggelsesvåben − herunder atom- og brintbomber − der kan ødelægge hele planeten, og samtidig halter den etiske og moralske udvikling bagefter. Finanskriser, klimaproblemer, sultproblemer, overbefolkning samt truende råstofmangel, viser alt for tydeligt, at menneskets grådighed og egoisme stadig er alt for stor. Den viser også, at bag disse globale problemer i den fysiske verden, ligger en endnu større problemstilling, som alle befolkningsgrupper på planeten kommer til at tage stilling til inden længe, nemlig en opvågen til en forståelse af, at mennesket er andet og mere end en fysisk krop, der styres af sanseimpulser og mangfoldige begær. Mennesket er et udviklingsvæsen, der skal have sin åndelige dimension med i sin bevidsthedsudvikling, og det skal leve i overensstemmelse med højere åndelige krav. Dertil kommer en gryende forståelse af, at planeten Jorden er et levende væsen, som også har sine grænser.