Sprog og syndfloder

Et andet eksempel er det baskiske sprog, som ikke er i familie med noget andet europæisk sprog. Farrer skriver:

"Der har aldrig været tvivl om, at dette isolerede sprog, der har bevaret sin identitet i et vestligt hjørne af Europa mellem to mægtige riger, i sin struktur ligner de sprog, de indfødte taler på det mægtige kontinent "Amerika" overfor − og kun dem."

Etnologisk har de mange forskellige hudfarver blandt de amerikanske indianere altid været en gåde. F.eks. er menominee-, dakota-, mandan- og zunistammerne helt hvide med rødt hår og blå øjne, mens karoerne og de udryddede californiske stammer var næsten lige så mørke som indfødte afrikanerne.

Intet forbavsede de første spanske eventyrere i Mexico og Peru mere end den usædvanlige lighed mellem religiøse trosforestillinger, ritualer og symboler i den nye og den gamle verden. Overalt i templer og andre religiøse bygninger var der kors, som indgik i ceremonierne, og korset blev tilbedt af de indfødte. F.eks. brugte mexicanske, mellemamerikanske og peruanske stammer ritualer, der minder meget om den kristne dåb, nadver, skrifte og syndsforladelse, og når præsten viede ægtepar, samlede han deres hænder.

Men en af de mest bemærkelsesværdige overensstemmelser er den religiøse arkitektur. Ligheden mellem pyramiderne i Egypten, i Mexico og i Mellemamerika er for slående til at være en tilfældighed.

I sin bog Kritias giver den græske filosof Platon en detaljeret beskrivelse af folkets historie, kunstformer, sæder og skikke, mens han i Timaios refererer til:

"En stormagt, der i sit overmod stormede frem på én gang imod hele Europa og Asien fra sit hjemsted ude i Atlanterhavet. Dengang kunne man nemlig sejle på dette ocean, for der var en ø udenfor det stræde, som I kalder Heraklessøjlerne, (Gibraltarstrædet). Øen var større end Libyen og Asien tilsammen, og fra den kunne folk dengang sejle til de andre øer og derfra til hele det kontinent, der ligger overfor dem."

Toltekerne i Mexico sporede deres afstamning tilbage til et land, som de kaldte Atland eller Aztland, og de britiske keltere havde en legende om, at en del af deres land engang strakte sig langt ud i Atlanterhavet, men det blev ødelagt. I de walisiske overleveringer nævnes der tre naturkatastrofer.