Planetens hukommelsescenter
Men den esoteriske verdenshistorie beskriver en helt anden synsvinkel på menneskehedens årmillioner lange udvikling − nemlig udviklingen af bevidstheden. Når bevidsthedens udvikling skal beskrives, er man nødt til at vælge en alternativ forskningsmetode, som ikke er accepteret af naturvidenskaben.
Åndsvidenskaben fortæller, at alt, hvad der er sket på planeten, siden dens start for milliarder af år siden, er optegnet og bevaret på de højere bevidsthedsplaner, på samme måde som informationer i dag samles i databaser i computerteknologien eller på Internettet, hvor mennesker har adgang til alverdens oplysninger. For at få adgang til informationerne på de højere bevidsthedsplaner, kræver det mennesker, som har udviklet deres bevidsthed til visse højder − dvs. at moral og etik er udviklet til et meget højt niveau. Den indre verdensstyrelse er beskrevet i en tidligere artikel i denne serie, og disse arkiver er i verdensstyrelsens varetægt. Flere har dog fået adgang til disse arkiver, og blandt de mest kendte kan nævnes H.P. Blavatsky, C.W. Leadbeater, Annie Besant, Rudolf Steiner, Edgar Cayce og Geoffrey Hodson m.fl. Mange andre har opfanget glimt af disse informationer, og de har skrevet bøger og dramatiseret de glimt, de har opfanget. Man kan f.eks. nævne J.R.R. Tolkien, Mika Valtari, Jules Verne, C.S. Lewis samt science fiction-forfattere og -filmskabere, som i mange tilfælde kommer ret tæt på sandheden.
De første rodracer
Den esoteriske verdenshistorie kan naturligvis ikke beskrives fyldestgørende i en artikel som denne. Det er kun muligt at omtale nogle få højdepunkter, men der findes litteratur, som mere detaljeret beskriver hovedpunkterne i denne årmillioner lange historie. Derfor indledes der her med menneskehedens 3. rodrace − den første relativt menneskelige race. De foregående rodracer − 1. og 2. rodrace − var astrale og æteriske forstadier til mennesket, og de kan ikke beskrives med ord og begreber, der normalt forbindes med et menneske.
I et af åndsvidenskabens hovedværker, Den Hemmelige Lære af H.P. Blavatsky, findes en omfattende beskrivelse af, hvordan menneskeformen har udviklet sig. Her siges det, at evolutionen efter individualiseringen fra dyreriget for omkring 18½ millioner år siden, er forløbet gennem forskellige generelle formtyper, som man kalder de syv rodracer, der hver rummer syv underracer og syv delracer.
|