I nutiden erkender enhver esoteriker, at dødens overvindelse – uanset hvilken død det måtte være – er opstandelse. Og korsets symbolske betydning er selve vejen. Astrologisk kendes sammenhængen mellem et tegn og et kors − og man ved, at hvert tegn har sit kors. Men korset antyder alene den vej, sjælen skal gå, og de energier den skal mestre. Når det er forstået, forsvinder den tyngde, kirken og samfundet har tillagt korset og korsfæstelsen. Så bliver korset selve livet. Jesu fysiske liv og skæbne var tilrettelagt med stor nøjagtighed. De begivenheder, der skulle finde sted i hans liv til inspiration og gavn for hele menneskeheden, blev tilrettelagt med dyb åndelig bevidsthed. Jesus vidste, hvad han skulle udrette, hvornår og hvordan han skulle udrette det – og han vidste, hvordan han skulle dø og hvilket formål, det skulle tjene.

Jesus døde ved påsketid. Om han faktisk gjorde det er uvæsentligt, for påsken er det tidspunkt i årskredsløbet, hvor hele naturen dukker frem af eller genopstår efter vinterens mørke, og det er det, der er nøglen til forståelse af symbolikken. På dette tidspunkt begynder de spirende frø i jorden at presse sig op i lyset. Et planterige, der løfter sig mod lyset, vidner om opstandelseskraften, som findes i naturen. Hele naturen genopstår af vinterens mørke, tager en ny klædning på − et nyt legeme − vender sig mod Solens lys, gror og blomstrer på ny. Ved påsketid har Solen og lyset lige så stor magt som mørket. Alt vågner til liv og vækst efter vinterens søvn. Det er løftets tid. Løftet om kærlighed og livets fuldbyrdelse. Naturen er Guds redskab. Via naturen kommer Universets højeste love og åndelige kendsgerninger til udtryk. Da Jesus døde på korset ved påsketid, var han et symbol på det øjeblik, hvor mennesket genfødes i et nyt legeme. Påskefesten er ikke for den døende eller døde Jesus, men for den genopstandne Jesus.

Fra den første kristne påske for ca. 2.000 år siden og indtil i dag skal mennesket lære den stadig uklare lektie om genopstandelsen. Læren om nyt liv − et mere fuldkomment liv − er, har altid været og vil altid være det direkte resultat af opofrelse. Naturligvis er den samme ide om døden og det genopstandne liv blevet fortalt i alle verdensreligionerne, fordi det er et universelt tema, men kristendommen har desværre gjort korsfæstelsen til en tragedie. Den virkelige tragedie er den kristne verdens fejltagelse af erkendelsen af påskens sande betydning.

Kristus gjorde så meget, og menneskeheden har forstået så lidt. Det har taget mere end 2.000 år at begynde at forstå Jesus, hans mission og hans liv. Det er særligt i nutiden, hvor menneskeheden lever midt i dramaet af en døende civilisation, at genopstandelsesoplevelsen har virkelig betydning. Som enkeltmennesker, som nationer, som en del af den menneskelige bevidsthed skal man være vågen og årvågen for bevidst at kunne spille sin særlige rolle i dette genopstandelsesdrama. Enhver enkeltperson og enhver nation skal kunne bestige korset, og derved bringe den selviske materialisme til en afslutning.