Hvis man vurderer en kultur ud fra, hvor bevidstheden er fokuseret, vil man opdage, at menneskeheden over en meget lang periode har bevæget sig fra stor åndelighed mod stadig større materialisme. Mennesket har bevæget sig fra en grundlæggende oplevelse af enhed med alt til en oplevelse af adskilthed fra alt. Inderne oplevede den indre, åndelig verden som mere virkelig end den ydre, fysiske. Det fysiske liv kaldte man "maya" (uvirkeligt). Det oldpersiske filosofisk-religiøse system byggede eksempelvis på modsætningen mellem lyset og mørket – eller modsætningen mellem Ormusd (lysauraen) og Ahriman (mørket). Og egypterne demonstrerede modsætningen ved hjælp af Osiris (lyset) og hans broder Seth (skyggen). Man erkendte imidlertid, at lys og mørke er hinandens forudsætninger. Det fysiske blev derfor ikke længere opfattet som uvirkeligt (maya), men som en opgave … noget man skulle forholde sig til.

I de efterfølgende perioder blev magtpolitik, erobringer, besiddelser, begær og ydre værdier gradvis vigtigere end indre åndelige livsværdier og erkendelser. Mennesket var ved at miste forbindelsen med den åndelige verden, ganske enkelt fordi man fokuserede stadig mere på det materialistiske liv. Man holdt simpelthen mere og mere af livet i den fysiske verden. I den græsk-romerske tid var menneskeheden stærkt optaget af ydre livsværdier. Kejsere blev betragtet som "guder" uafhængig af deres adfærd og tydelige mangel på indsigt. Rigdom, besiddelser, magt, fester, orgier og generel tilfredsstillelse af begær var ganske enkelt livets mål og mening. Den fysiske tilværelse var efterhånden blevet den eneste virkelige.

Giulio Romano: Titus’ og Vespasians triumftog

I nutiden befinder menneskeheden sig i en relativ gudløs periode. Men stadig flere mennesker søger igen deres sande identitet i den basale kosmiske oprindelse. Flere og flere erkender, at det åndelige og det fysiske er lige virkeligt − at ånd og stof udgør en uadskillelig helhed. Erkendelsen medfører en bevægelse væk fra opfattelsen af, at Gud er udenfor mennesket og adskilt fra mennesket … og at mennesket aldrig kan blive ét med Gud. I de gamle kulturer oplevede man Gud som både immanent og transcendent. Gud var både i det enkelte menneske og udenfor. Det er det samme, man hører i nutidens åndsvidenskab: "Gud er alt, og Gud er i alt".

I nutiden leder forskerne efter sandheden om livet, ved at undersøge formen og stoffet. Man søger i de mindste partikler efter årsagen til livets opståen. Men søgende mennesker er begyndt at se bag formen – at se livet i formen. De forstår, at det enkelte menneske skal udtrykke sin åndelige individualitet i den objektive verden. Mennesket skal lade sig lede af sin egen indre mester – af sjælen. Ikke af dogmer og doktriner. Ikke af præster, der påstår, at de ved, hvad andre mennesker bør tro på. Ikke af hellige skrifter − uanset hvad man kalder dem, og uanset hvilken Gud, man påstår, der har forfatter indholdet. Dogmer, præster og bøger er ydre kilder. Troen på ydre kilder er ikke udtryk for tro men for autoritetstro. Den eneste ægte tro kommer indefra − fra sjælen.