Obelisk
(Egyptologi). De gamle egyptere kaldte obeliskerne for "tekhen", men ordets betydning fortaber sig i fortidens tåger. Nutidens egyptere kalder dem "Mirsalleh", der betyder "nål". I det 12. århundrede omtaler den arabiske læge Abd al-Latif obeliskerne i Heliopolis som "mirsallati fiz’um" – "faraoens store nåle", og det er grunden til, at de egyptiske obelisker, som i dag står i London og New York, kaldes "Cleopatras nåle". Grækerne kom til Egypten på Homérs tid, og de undrede sig også over de firkantede granitsøjler med pyramidetop, som stod parvis foran alle egyptiske templer. Tilsyneladende navngav de søjlerne efter den første association, der dukkede op i bevidstheden, for de kaldte dem "obeloi", som betyder "noget, der spidser til i den ene ende". Herodot (ca. 450 f.Kr.) kalder eksempelvis søjlerne for "obeloi" i verdens første rejsebeskrivelse fra Egypten. Cirka 350 år senere ændredes navnet til "obelisci", som betyder noget i retning af "spydspids", og dette ord er indgået i de europæiske sprog, og det er grunden til, at vi i dag kalder søjlerne for "obelisker". De fleste egyptiske obelisker er udhugget i rosa granit, som er en særdeles hård stenart, der kun findes i bjergene ved Aswan ca. 1.000 km fra pyramidefeltet ved Cairo. I stenbruddet ved Aswan ligger en ufuldendt obelisk på ca. 1.100 tons fra dronning Hatshepsuts tid (1490-1468 f.Kr.). Men obelisken – denne mirakuløse sten – stammer helt tilbage fra før-dynastisk tid ifølge egyptologerne, men ifølge åndsvidenskaben stammer den fra Atlantis. Obeliskerne indgik i tempelarkitekturen fra Heliopolis i nord til det sydligste Egypten. Antallet af obelisker steg i Ny Rige, hvor byggearbejdet tiltog markant. Obeliskerne blev rejst parvis foran templets pyloner eller langs tempelaksen ved indgangen til et tempelafsnit. Obeliskernes udhugning i granitbruddene i Aswan, løftningen af de voldsomt tunge stengiganter, transporten og rejsningen af dem repræsenterer tekniske problemer, som forskerne ikke har løsningen på. Åndsvidenskaben og progressive forskere oplyser, at egypterne kendte og anvendte kræfter og teknikker, der ikke kendes i dag.
Objektiv
Når noget er objektivt, er det uden for iagttageren – det kan opfattes ved hjælp af sanserne. Modsætningen er subjektiv.
Odin
(Oldnordisk). Odin var gudernes fader og øverste og en af menneskenes skabere i den nordiske gudelære. Han var personificeringen af den guddommelige og skabende visdom, og dermed svarer han til Hermes eller Merkur. Sammen med sine to brødre Vile (Høner) og Ve (Lodur) udgjorde han guddommens tre aspekter, vilje, kærlighed-visdom og aktiv intelligens. Det var disse tre, der dræbte jætten Ymer (kaos) og skabte himmel og jord af hans krop. Senere skabte de sammen de første mennesker.
Odisk kraft
Odisk kraft er en betegnelse, som blev indført af den tyske kemiker Karl von Reichenbach. Odisk kraft er betegnelsen for en udstråling fra levende væsener og livløse genstande − en udstråling der normalt ikke kan iagttages, men som opstår når genstandene udsættes for sollys. Udstrålingen kan kun ses af sensitive mennesker i et mørkt rum.
Okkult
(Latin). Desværre hævder visse religiøse grupper, at enhver form for okkultisme (?) er sort magi eller satanisme, men ordet okkult betyder i virkeligheden blot “skjult” og betegner det, der er skjult for sanserne. Det er altså betegnelsen for kræfterne og drivkraften i de handlinger, der er skjult i formålet med livet, hvad enten det er solart, planetarisk eller menneskeligt. Disse subjektive indstrømmende og udstrømmende energier er neutrale, og de bruges af den hvide okkultist i det godes tjeneste. Den sorte okkultist bruger dem til sine egne personlige og egoistiske formål. Se også Okkultisme.
Okkultisme
Okkultisme er praktisk mysticisme, esoterisme eller åndsvidenskab. Okkultisme er videnskaben om de metafysiske planer, kræfter og bevidsthedstilstande. Okkultisme forener den intelligente brug af tanken med hjertes motivation. I dag bruges ordet okkultisme som betegnelse for de “hemmelige videnskaber”, fordi denne viden er skjult eller hemmeligholdt af ordener og loger. H.P. Blavatsky definerede okkultisme som “studiet af den guddommelige tanke i naturen”. Studiet af okkultisme kræver viden om visse livsværdier, et uselvisk liv og en høj moral, da den ellers meget let kan anvendes til “sort magi”, og store dele af okkultismen vil derfor kun være tilgængelig for dem, der har bestået visse prøvelser og indvielser. Se også Okkult.
Olympos
(Græsk). Olympos er et bjerg i Grækenland, der i henhold til Homer og Hesiod var gudernes bolig. Olympos er det græske “verdensbjerg”.
Om mani padme hum
Om mani padme hum er et mantra i buddhismen − forkortes ofte til OM. Diamanten i lotusblomsten. Foreningen af det mandlige og kvindelige. OM anvendes ofte som afslutning på en meditation.
Omskæring
(Egyptologi). Ifølge Herodot var omskæring af drenge ikke en del af den egyptiske kultur. Egypterne lånte sent i historien denne bizarre skik fra jøderne. I mastabaerne (gravene) ser man imidlertid relieffer, der viser nøgne, unge mænd, som får foretaget omskæring. Denne handling var ikke almindelig praksis i det egyptiske samfund, men hørte til indvielsesritualerne. I den sene periode var enhver præst omskåret. Skikken med at omskære nyfødte drengebørn stammer utvivlsomt fra jøderne. Piger og kvinder blev aldrig omskåret i Egypten.
Ontologi
Ontologi er læren om alle tings væren. Det er en idealistisk lære om det værende − om tilværelsens almene principper, hvor erkendelse og virkelighed adskilles. Den ontologiske gudsopfattelse er en værensfilosofi baseret på, at der ifølge tingenes natur må eksistere et væsen, der er større end alt andet.
|
Onuris
Egyptologi: Onuris betyder ordret: “Ham, der har bragt den tilbage, som var langt borte”. Solens øje – en gudinde – blev rasende og antog form af en løvinde og flygtede til Nubien. Onuris havde held med at formilde hende og bragte hende tilbage. Denne krigsgud, der vises med lange fjer og med en line i hånden, var sendt fra himlen. Hans berømte legende findes i mange varianter. Nogle påstår, at Onuris var identisk med visdomsguden Tehuti (Thoth), og at den vrede gudinde var Hathor – eller at forfølgeren var guden Shu, søn af Ra, Solen og af løvegudinden Tefnut.
Ophiter
(Græsk). Ophiter var et gnostisk broderskab i Egypten (særlig i 2. århundrede), der kaldtes “slangens broderskab”. De benyttede en levende slange som symbol på den guddommelige visdom og på Kristusprincippet – dvs. på den guddommelige reinkarnerende sjæl i mennesket.
Orakel
(Egyptologi). Guderne eller rettere oplyste sjæle på de indre eksistensplaner kunne kontaktes med præsterne som mellemled, og de fungerede på denne måde som orakler, der kunne besvare alverdens spørgsmål om fortiden, nutiden og fremtiden. Utallige “konsultationer” blev i tidens løb nedskrevet og bevaret for eftertiden. De indeholder spørgsmål fra jævne mennesker om almindelige bekymringer. Hvordan kan en bestemt sygdom kureres? Er det nødvendigt at tage på en rejse? Et det det rigtige tidspunkt til bryllup? Var det rigtigt at afskedige min tjener? Hvor kan jeg finde det, jeg blev frastjålet? Etc. Faraoner lyttede omhyggeligt til templernes orakler, hvor “Gud kom for at tale med dem som en fader til en søn”. Spørgsmålet blev stillet til gudestatuen, og nogle spørgsmål kunne besvares med ja eller nej. Mere komplekse spørgsmål blev besvaret ved, at guden blev præsenteret for forskellige stentavler med forskellige svarmuligheder, hvorefter gudens repræsentant (præsterne) foretog et valg. Svaret blev nedskrevet på en ostrakon. Hvis svaret ikke passede spørgeren, kunne sagen appelleres, og spørgsmålet kunne forelægges et andet orakel med en anden guddom.
Orfeus
(Græsk). Orfeus var oldtidens græske visdomslærer, der stiftede de orfiske mysterier. Det var et system af høj morallære, som var baseret på Egyptens og Østens hemmelige visdom. Orfeus formidlede den evige visdom gennem musik og underviste i livets og sandhedens harmoni.
Osiris
(Egyptologi). Den egyptiske gud Osiris hed oprindeligt “As” (på egyptisk), som i tidens løb blev til “Aslar”, som blev til “Uasar”, som til sidst blev til “Osiris” (på græsk) og endelig til “Serapis”. I den egyptiske gudekreds er den mest kendte triade Osiris, Isis og Horus. Osiris var faderaspektet. Han var pluspolen. Osiris var lysets herre, og han kaldtes også Solen – lige som solguden Ra – men i gudekredsen indtog han en position på et lavere niveau end Ra. Lyset, Solen og Faderen var symbol på viljen og kraften – eller det, der normalt kaldes liv. Ra symboliserede den guddommelige vilje, der reflekteredes ned i Osiris, som symboliserede den åndelige vilje. Den åndelige vilje (eller Osiris) reflekteredes igen ned på niveauet under, og blev til menneskets tænkeevne. Alle disse symboler er helt i overensstemmelse med åndsvidenskaben. Et andet billede på dette princip er sjælen, som er den indre mester set fra personlighedens synspunkt, mens det fra sjælens synspunkt er ånden, der er den indre mester. Osiris vises til tider siddende på sin trone og til tider stående, men altid som et menneske tæt indsvøbt i hvid mumieklædning. Figuren viser klart, at Osiris symboliserer ånd eller bevidsthed – ikke noget fysisk eller legemligt. Selv om det fysiske legeme er “dødt” og fikseret, er hans ansigt blågrønt, som symbol på liv og vækst. På hovedet bærer han en høj hvid krone, der flankeres af to strudsefjer, som kaldes “Atef”. Fjerene har givet navn til hele kronen, som kaldes “Atef-kronen”. Hans hænder er frigjort fra mumiebandagen, og de er krydset foran på brystet, hvor de holder en plejl og et scepter formet som en hyrdestav. Osiris var “dødens herre” – og derfor blev han også kaldt “opstandelsens herre”. Døden er jo en forudsætning for opstandelse. I indvielserne blev neofytterne indviklet i mumiebandage ligesom Osiris, og de blev lagt i sarkofagen, hvor de “døde”, idet de forlod kroppen. Men efter denne ud-af-kroppen oplevelse, vendte de tilbage. De “genopstod” ligesom Osiris. På samme måde som nutidens religiøse menneske arbejdede de gamle egyptere med en frelserskikkelse. Alle kristendommens fundamentale elementer var med i Osiris-legenden … en mirakuløs fødsel, et forbilledligt liv, en dramatisk død og en genopstandelse fra de døde. De var alle faste elementer i den egyptiske tro, og de blev billedliggjort gennem Osiris, som var søn af Gud eller faderen Ra – lysets fader. Her i hjertet af den egyptiske religion – årtusinder før Kristus – finder vi en helt identisk symbolik.
Ostrakon
(Egyptologi). Ostrakon stammer fra græsk og betyder “potteskår”. Egyptologerne anvender ikke alene denne betegnelse om potteskår, men også om afslåede kalkstensstykker med tekster, der er skrevet med hieratisk eller demotisk skrift. De gamle egyptere samlede forvitret limsten og knust lertøj og anvendte det til en billig form for papir, som kunne bruges til at skrive eller tegne på. Grækerne kaldte materialet for "skaller", der fungerede som en slags fattigmandspapyrus. Ostrakon blev brugt helt fra Gamle Rige til den arabiske periode. Navnlig i Theben (Luxor) er der fundet tusindvis af ostrakoner, der er dateret til perioden 18.-20. dynasti. De er skrevet på hieratisk og indeholder regninger, breve, arbejdslister og andre dagligdags ting. Desuden er der kopier af hellige tekster med den gamle visdom, digte og kærlighedsbreve. Ostrakon blev anvendt til øvelse eller kladder i undervisningen og ved uddannelse af håndværkerne, som skulle udsmykke grave og templer.
Ouroboros
(Græsk). Ouroboros eller Uroborus er et navn, der er dannet af ”oura” = ”hale” og ”boros” = ”som æder”. Som navnet antyder, er Ouroboros et symbol, der forestiller en slange eller drage, der bider i sin egen hale og dermed danner en cirkel. Den er således konstant i gang med at fortære sig selv og genfødes fra sig selv. Ouroboros bruges ofte som symbol på altings enhed − åndeligt såvel som stofligt − der aldrig forsvinder, men evigt skifter form i en uendelig cyklus af nedbrydning og genskabelse. Ouroboros repræsenterer desuden kredsløb, især i den forstand at noget konstant genskaber sig selv i en evig tilbagevenden til det relative udgangspunkt. Ouroboros repræsenterer også ideen om den oprindelige enhed, der er forbundet med noget adskilt, som har eksisteret fra begyndelsen og rummer kræfter og kvaliteter, der ikke kan tilintetgøres. Ouroboros har været vigtigt i religiøs og mytologisk symbolik, men har også været anvendt i alkymistiske illustrationer, hvor symbolet repræsenterer den cykliske natur i alkymisternes arbejde. I middelalderens alkymi blev symbolet benyttet til at illustrere opløsning af kobber og sølv i kviksølv. Ved afdampning af kviksølvet dannes en sølvlignende legering af kobber og sølv. Symbolet er desuden forbundet med gnosticisme og hermetik.
Overmenneskelig
I åndsvidenskaben bruges betegnelsen "overmenneskelig" for alt liv, der findes over menneskeriget og alle grader af væren, der ligger over det menneskelige.
Overnaturlig
Betegnelsen "overnaturlig" anvendes som regel om fænomener, der falder uden for de anerkendte naturvidenskabelige rammer. Betegnelsen er i virkeligheden misledende, for der findes hverken kræfter eller fænomener, der er over naturen. Alt er en del af naturen, også selv om vi ikke for tiden er i stand til at forklare sammenhængen.
Oversjæl
Oversjæl er en betegnelse for Den Ene Sjæl, der inkluderer alle sjæle − Den Ene Flamme, der inkluderer alle gnister − Det Ene Livsvæsen, der inkluderer alt levende. Former og legemer er mangfoldige, men alle sjæle er identiske med Oversjælen.
|
