Det er en beslutning, som alle kan være dybt taknemmelige for. Det var begyndelsen til 30 års arbejde − fra 1919 til 1949 − som resulterede i 12.000 sider koncentreret og avanceret åndsvidenskabeligt materiale på allerhøjeste niveau. Det var godt, at hun overvandt den modstand, hun havde mod psykisk arbejde, og at hun forstod, at der ikke var tale om almindeligt psykisk arbejde. Andre mennesker har ikke været i stand til at høre Tibetanerens stemme, men hun hørte den klart og tydeligt i sin egen bevidsthed.

De to første bøger blev skrevet som et direkte diktat. Tibetaneren dikterede faktisk sætning for sætning, og det kan man se, når man læser dem. Den tibetanske mesters engelsk er nemlig ikke perfekt. Han er dygtig, men hans sprog er en smule gammeldags, og han behandler sproget på en anden måde, end man gør det i dag.

Men efterhånden som arbejdet skred frem, udviklede de samarbejdet på en sådan måde, at hans og hendes tankesind smeltede sammen, og de etablerede en meget effektiv og letflydende telepatisk funktion. På denne måde kunne han udnytte hendes engelske sprog og bevidsthed til at formulere de vanskelige begreber, han sendte ind i hende bevidsthed.

Nogle gange måtte hun knibe sig selv i armen, når han overførte nogle dybe esoteriske billeder til hende og løftede hendes bevidsthed op på et plan, som hun ellers ikke havde adgang til.

Alice Ann Bailey

Hun vidste godt, at arbejdet var meget vigtigt. Hun erkendte, at hun havde haft oplevelser af ubeskrivelige dybder. Og hun var klar over, at arbejdet var en forlængelse af H.P. Blavatskys arbejde. Men alligevel sagde hun, at værkerne kun var åndsvidenskabens fundamentale ABC ...

− og hun var parat til at forlade den når som helst,

når der kom noget, der var endnu bedre.

Denne dybe ydmyghed over for hendes egen præstation og dette kolossale værk, var typisk for Alice A. Bailey.

Med hensyn til sin lære har Djwhal Khul sagt, at den ikke må opfattes dogmatisk:

"De bøger, jeg har skrevet, er udgivet uden krav om at blive accepteret. De er måske eller måske ikke korrekte, sande og nyttige. Det er op til jer selv at fastslå deres sandfærdighed ved at handle i overensstemmelse med dem og bruge intuitionen. Hverken jeg eller Alice A. Bailey er interesseret i at få dem udråbt som inspirerede skrifter, eller at få nogen til (med tilbageholdt åndedræt) at omtale dem som en af mestrenes arbejde. Hvis de præsenterer sandheden på en sådan måde, at den følger naturligt efter det, der allerede er givet i verdenslitteraturen, og hvis oplysningerne løfter ønsket om og viljen til at tjene fra følelsernes til tankens plan (det plan hvorpå mesteren virkelig kan findes), så har de opfyldt deres formål. Hvis læren fremkalder en reaktion fra det oplyste sind hos den, der arbejder i verden og resulterer i en glimtvis udvikling af intuitionen, vil den kunne accepteres – men ellers ikke. Hvis informationerne i sidste instans bekræftes eller viser sig at være sande i henhold til analogiloven, så er alting godt og rigtigt, men hvis dette ikke er tilfældet bør den studerende ikke acceptere, hvad der siges."