Tilsynekomsten forsinkes af en anden vigtig forhindring, for åndeligt interesserede mennesker udbreder ikke de åndelige budskaber. De gemmer sig ofte bag en række undskyldninger, der retfærdiggør, at de ikke taler åbenlyst om åndelige emner, der hvor de lever og arbejder. De fleste er bange for konsekvenserne, hvis de er ærlige, og derfor taler de ikke om deres åndelige holdninger. Det er udtryk for mangel på mod – en slags åndelig fejhed − som forsinker Kristi tilsynekomst.

Mange ved måske ikke, hvordan de skal praktisere oplysningsaktiviteterne. Djwhal Khul siger, at i stedet for at udbrede budskabet om personlig frelse, kan det være skabelsen af rigtige menneskelige relationer, der er det bærende tema.

Mange åndeligt orienterede mennesker undskylder sig med, at hjemmefronten forhindrer dem i at praktisere den esoteriske holdning. Men omgivelser og livsomstændigheder er ikke en reel forhindring for at praktisere det åndelige liv. De er blot rammerne omkring tjenestearbejdet og udviklingsprocessen, og det er dér, de har de bedste muligheder for at udfolde sig.

Dårligt helbred forhindrer også mange i at udføre det nødvendige arbejde. Djwhal Khul siger noget provokerende:

”Måske gemmer disciplen sig bag den undskyldning, som et dårligt helbred giver − og ofte bag en indbildt sygdom. Disciplen ofrer så megen tid og omsorg på sig selv, at de timer, der kunne være givet til mesterens arbejde, bliver stærkt beskåret. Disciplen er så optaget af at føle sig træt, at pleje en forkølelse eller indbildt hjertebesvær, at der efterhånden udvikles en ”kropsbevidsthed”, der til sidst dominerer livet – og så er det for sent at gøre noget. Det gælder især mennesker, der har rundet de halvtreds eller mere, og det er en undskyldning, som det er svært ikke at bruge, for mange føler sig trætte og utilpasse i den alder, og det har en tilbøjelighed til at blive værre med årene.

Den eneste kur mod den snigende træghed er at ignorere kroppen og glæde sig over den livskraft, der ligger i tjenestearbejdet. Jeg taler ikke om virkelig sygdom eller alvorlige fysiske handicap. De kræver den rigtige pleje og nødvendig opmærksomhed. Jeg taler om de tusinder af skrøbelige mænd og kvinder, som er optaget af at pusle om sig selv og derfor spilder masser af tid, som kunne bruges i menneskehedens tjeneste. Jeg beder de mennesker, der forsøger at gå discipelskabets vej, om at bruge de mange timer, som de bruger til nytteløs personlig omsorg, til tjeneste for Hierarkiet”.

Alice A. Bailey: The Reappearance of the Christ, p. 167