Intellektualisme og
konkurrencedygtigt avancement
Hvorfor har man et ønske om at fremskynde udviklingen? Inden for rammerne af nutidens dominerende paradigme betragtes et veludviklet intellekt kombineret med en stærk ego-identitet som toppen af udviklingen. Man værdsætter intellektualisme og konkurrencedygtigt akademisk avancement. Synspunktet er baseret på fordomme, og det medføre en opfattelse af, at barnets magiske bevidsthed eller psykiske potentialer er en fejl, der skal rettes. Ironisk nok – for selv om videnskabelige resultater klart fortæller, at små børn er præ-videnskabelige, så er den dominerende tendens alligevel, at man har travlt med at give børn et mere ”korrekt” livssyn. Selv om der måske er en sentimental anerkendelse af børns barnlige kvaliteter, anses de ikke for at have nogen reel værdi. Den indviklede ”lade-som-om-leg”, der er kernen i barndommen, betragtes som spild af tid. Den voksne projicerer sit eget verdensbillede over i barnet og forsømmer at værdsætte betydningen af barnets åndelige forbindelse.
Den nuværende dominerende praksis skal revurderes. I stedet for at søge efter mere effektive – eller mindre skadelige – måder til at nå de samme mål (den intellektuelle udvikling), skal selve målet op til fornyet overvejelse. Man skal spørge sig selv: Ønsker vi virkelig at presse vores børn ind i overhalingsbanen for at gøre dem effektive og konkurrencedygtige i en materialistisk verden? Er der mon noget reelt værdifuldt i barndommens entusiasme, mystik og underværker, som endnu ikke er blevet forstået? Inden for rammerne af en udvidet vision om menneskets potentialer ser man, at i stedet for at fokusere på en fejl, der skal rettes, er barndommens entusiasme og underværker en skat, der skal inkluderes i den pædagogiske proces. Det er en gave, der kan genskabe den åndelige næring til en kultur, der lider under åndelig sult og nød.
|