Lotussen
Lotussen var Egyptens absolut helligste blomst. Selv før blomsten spirer, kan man se de perfekt formede blade i lotusfrøene – de perfekte planter i minature. Lotusplanten vokser i stillestående vand, som er et smukt symbol på urhavet, der endnu er uforstyrret af livets strømninger. Planten har sine rødder i det sorte mudder. Den vokser op gennem vandet og løfter sig op i luften et stykke over vandoverfladen. Den åbner sig og spreder sine slanke, tungeformede kronblade om morgenen, og lukker dem om aftenen. Ud fra lotusplantens naturlige adfærd, skabte de gamle egyptere skabelsens symbolik. Den er et enestående billede på livets opståen og vækst, men også på livets cykliske natur. Ligesom lotusen skal mennesket løfte sig over den fysiske og materialistiske verden (mudderet), op gennem følelsernes astrale verden (vandet) videre op i mentalplanets eller tankesindets verden (luften), for at åbne sig for sjælen og lade sig gennemstrømme af dens lys – på samme måde som når lotusen åbner sig for at modtage Solens lys og varme.
I Dødebogens kapitel 71 omtales forvandlingen til en lotus. Et menneskehoved springer ud fra blomsten, og guden udbryder: ”Jeg er den rene lotus, som spirer frem fra Den Oplyste. Jeg kommer med budskaber fra Horus. Jeg er den rene lotus, som kommer fra Solens verden”. Skaberguden Khnum, der har vædderhoved, sidder på en trone i en lotus. Visdomsguden Tehuti ses ofte siddende på en lotus. Og desuden ses gudinden Heket i skikkelse af en frø, som hviler på en lotus. Heket er den ældste af gudinderne pga. sin amfibiske natur. Hun var en af de vigtigste kosmiske guddomme, der var forbundet med skabelsen. Gamle stengærder eller mure består tilsyneladende af dødt materiale, men pludselig kommer frøen til syne mellem stenene. Derfor symboliserede den opstandelse. Når en lotus åbnede sin blomst, sad der ofte en lille frø i midten. En frø eller en tudse, der sidder i en lotus – eller uden blomsten – blev af de tidlige kristne valgt som symbol til kirkelamperne, som fik indgraveret ordene: ”Jeg er opstandelsen”. Men ingen vil af den grund påstå, at de kristne tilbad frøen.
Kirken har heller ikke afskaffet de hellige evangeliske dyr – tyren, ørnen, løven og englen. Englen er i virkeligheden keruben eller serafen − dvs. slangen med ”de luende vinger”. De fire dyr symboliserer esoterisk set de fire elementer – jord, vand, luft og ild – og de lavere principper i mennesket. Alligevel svarer de fysisk og stofligt til de fire stjernebilleder, som man kan kalde ”solgudens følge”, og som ved vintersolhverv befinder sig i dyrekredsens fire kardinalpunkter.
Englen, ørnen, tyren og løven
|