Efterhånden som Anden Verdenskrig forløb blev Eleanor mere og mere engageret i de unge soldaters tilstand, både før de blev sendt ud, og når de var hjemsendt. “Enhver soldat, der skrev til hende, modtog et personligt Eleanor-brev”. Hun rejste ud til forskellige krigsområder og inspicerede forholdene, og kontaktede soldaterne og sagde til dem, at hun var deres forbindelse til hjemmet, og hun noterede navne og adresser på faldskærmstropper, bombeeskadriller og kampvognskorps. Hun besøgte et skibsværft i England med 15.000 arbejdere, hvorefter Churchill i et telegram til Franklin Roosevelt nævnte, at “− hun var en stor succes”. Det amerikanske Gallup-institut fremhævede i en notits, at “− hun er den højst roste og mest kritiserede kvinde i USA's historie”.

Den mest farefulde rejse hun foretog i sit liv gik til Stillehavets sydlige del, hvor hun besøgte flere af de øer, hvor amerikanske tropper var udstationeret. På trods af at nogle højtstående officerer prøvede at standse hendes forsøg på at besøge soldaterne, så lykkedes det igen for hende at demonstrere sin kraftige modstand og sin oprigtige opmærksomhed over for de soldater hun mødte − selv de meget hårdt sårede. Hun krævede tid til at tale med dem, få deres navne, og høre om der var et budskab, hun kunne tage med hjem til deres familie.

På D-dagen sagde Eleanor Roosevelt i sin tale til nationen:

“Det er ikke nok at vinde kampen. Man må vinde det, man kæmper for, og det er sejren for alle mennesker, der mener, at alle verdens mennesker fortjener at opnå frihed”.

Alle mennesker burde tænke over denne udtalelse.