Menneskets forhold til tiden

Efter dette forsøg på at sandsynliggøre, at tiden er en illusion, kan det lyde selvmodsigende, når der nu skal gøres et forsøg på at beskrive tidens betydning, men eftersom mennesket er tænkeren (det engelske ord “man” (menneske) stammer fra sanskritordet “manas”, der betyder “tænkeren”), skaber det sin virkelighed ved hjælp af tænkeevnen og tanken, og denne selvskabte virkelighed er mennesket naturligvis nødt til at forholde sig til. Mennesket forestiller sig, at tiden eksisterer, og dermed bliver den virkelig. Og derfor er der god grund til at overveje, hvad man gør med sin tid.

Naturvidenskaben har ikke tjek på tiden

Det er naturvidenskaben, der definerer den eksakte tid. Afstandene i verdensrummet måles eksempelvis i tid. I Universet måler man i lysår. Man iagttager stjernerne og tænker, at det lys man betragter, blev sendt af sted dengang dinosaurerne levede på Jorden … altså engang i fortiden. Og det lys som sendes af sted nu, vil først ramme Jorden engang i fremtiden, hvor mennesket måske ikke længere har brug for et fysisk legeme. Men naturvidenskaben har ikke absolut tjek på, hvad der er fortid, og hvad der er fremtid, hvilket professor Holger Bech Nielsen fra Niels Bohr Instituttet bekræfter:

“I relativitetsbegreberne bliver tidsbegrebet reduceret, sådan at det faktisk er meningsløst med et tidspunkt, for om noget sker samtidigt er jo afhængig af, hvilken hastighed man ser det med. Det er nok en af de chokerende ting i den moderne fysik. Der er med andre ord ikke nogen absolut måde, på hvilken du kan påstå, at den ene begivenhed sker før end den anden. Hvad der er før eller efter afhænger af, hvilken hastighed, det skib, du sidder på, sejler”.

Holger Bech Nielsen,
professor i teoretisk fysik ved Niels Bohr Instituttet

Naturvidenskaben giver hermed åndsvidenskaben ret:

Tiden er et relativt begreb.