Syntesens tidsalder

Det siges, at den nye tidsalder bliver syntesens tidsalder. Syntese af hvad? I sidste ende af alt. Og menneskets tænkning vil være det tydeligste tegn på denne udvikling.

Det er nok muligt, at den gamle sandhed, at “intellektet dræber virkeligheden” er principielt rigtigt for flertallets vedkom­mende, og at en rent intellektuel indstilling (som afviser visio­ner og nægter at acceptere, det der ikke kan bevises) kan være langt fjernere fra virkeligheden end gudskendernes forudsigel­ser og massernes forventning.

Alice A. Bailey: Kristi tilsynekomst, s. 57

I årtusinder har mennesket arbejdet med udviklingen af det konkrete tankesind, og den konkrete tænkning er endnu ikke nået til et maksimum. Men den konkrete tænknings opsplittende natur er samtidig ved at blive farlig for menneskeheden, for den opsplitter ikke kun tiden – den opsplit­ter alt.

Denne adskillende tænkning har udviklet en “menneskeheden-kontra-naturen-indstilling” – og en “mig-kontra-dig-holdning”. Mennesket kæm­per og konkurrerer med naturen – det er ikke en del af naturen. Det enkelte menneske kæmper og konkurrerer med sine medmennesker og ser ikke menneskeheden som en enhed.

Forstærket af naturvidenskaben

Denne indstilling er i høj grad blevet forstærket gennem naturvidenskabe­lige og teknologiske modeller, som ser menneskeheden som den højeste livsform i stand til at udnytte naturen og andre mennesker til sit eget formål. Naturvidenskaben er et godt eksempel på den nutidige tænke­måde, for den analytiske tænkning og tilbøjeligheden til at opsplitte virke­ligheden har medført, at mennesket søger årsagen til livets opståen i de mindste fysiske partikler. Forskerne forsøger at forstå helheden ved at skille den ad – ikke ved at forstå den som en enhed.

Musik-cd

Mennesket vil aldrig finde svaret på Universets oprindelse gennem reduk­tion. Ved at adskille og finde den fysiske naturs mindste dele forventer naturvidenskaben at nå frem til svaret på, hvordan Universet blev skabt. Det svarer til at man ved at adskille en musik-cd til atomare enheder, forventer at kunne opklare, hvem der har komponeret musikken på cd’en og hvordan.

Naturvidenskaben er baseret på objektivitet – det vil sige afstand mellem den, der iagttager, og det, der iagttages. Et verdenssyn, der forudsætter afstand til i stedet for enhed med skabelsen, mangler noget altafgørende … kærlighed. Naturvidenskaben mangler derfor den indre drivkraft, der kan skabe fremtidens livsværdier og livsforståelse.

Synkronisering under meditation

Ved hjælp af den konkrete tænkeevne, har forstanden skelnet genstand efter genstand og systematisk udviklet evnen til at opfatte forskelligheder, men i den nye tidsalder vil mennesket begynde at åbne sindet for ligheder. For at kunne fatte helheden, må man først forstå delene.

De fleste er bekendt med forskellen på den tænkning, der udtrykkes gen­nem venstre hjernehalvdel, og den der kommer til udtryk via den højre. Studier af hjernens elektriske aktivitet hos mennesker i dyb meditation afslører imidlertid en tiltagende synkronisering af begge hjernehalvdeles elektriske aktivitet. Jo dybere meditation, jo større integration. Balancen mellem de to måder at tænke på synkroniseres. Det antyder, at polarise­ring eller dualitet er en illusion. Bag dualiteten er der enhed og helhed. Tid og rum ophæves. Denne erkendelse vil naturligvis påvirke menneskets holdning til både tid og rum.

Det buddhiske princip – enhedsprincippet

Det nye menneske, som skal skabe en kultur baseret på syntese, samar­bejde og gruppebevidsthed, vil kulminere i den nye tidsalder. I den nye tid vil menneskeheden kæmpe sig tilbage til enhed – enhed med sjælen og enhed med gruppebrødre og -søstre. Mennesket vil begynde at skabe syntese på flere og flere områder – syntese af to poler eller modstridende egenskaber. Det vil udvikle det buddhiske princip. Det buddhiske princip er enhedsprincippet, som gør de adskilte individualiteter til én enhed. For adskilthed er en illusion. Og dermed bliver tiden også en illusion.