Jordens undergang er ikke nær

Af og til offentliggøres uheldsvarslende forudsigelser om Jordens umiddel­bart forestående undergang. Men åndsvidenskaben oplyser, at de plane­tare kredsløb fortsætter i henhold til en ordnet, guddommelig plan. Der er ingen tilintetgørelse af Jorden i sigte. Mange opadstigende og nedadsti­gende jævndøgnskredsløb ligger endnu foran menneskeheden og planeten i dens nuværende form.

Eksisterer tiden?

Lige nu omtales tiden som noget reelt – noget eksisterende – og naturvi­den­skaben ville sige: “Ja – hvad ellers?” I alt hvad mennesket foretager sig, forholder det sig til tid og rum. Hvis man eksempelvis indgår en aftale om at mødes med en god ven, og vennen spørger “hvornår” og “hvor”, vil man aldrig svare: “Ingen steder og på intet tidspunkt”. Man vil naturligvis lave en aftale i tid og rum. I den forstand er tiden virkelig. Men spørgsmå­let er, om tidsoplevelsen er noget, mennesket selv skaber i sin bevidsthed. Åndsvidenskaben påstår, at tiden er en illusion, fordi den udelukkende skabes i tanken. Tiden eksisterer kun, fordi mennesket tænker i tid.

“Nuet” er det eneste, der eksisterer

Hvis man tager et tilfældigt tidsrum – et døgn for eksempel – ved man, at dette døgn er opdelt i fireogtyve timer, og derfor forestiller man sig, at tiden har et forløb. Men ved middagstid er det halve af døgnet gået. Det er væk, og det kan ikke genskabes. Det er ikke-eksisterende. Det samme gælder resten af døgnet. Det er endnu ikke opstået. Det kan heller ikke studeres. Det er ikke-eksisterende. Den samme betragtning kan vi gøre, hvis vi studerer en time … eller et minut … eller et sekund. Alle tidsrum – store såvel som små – har en begyndelse og en slutning, som ikke eksisterer, fordi begyndelsen er væk, og slutningen endnu ikke er indtrådt. Man kan forestille sig, at tidsrummet gøres stadig mindre, og til slut vil begyndelsen og slutningen smelte sammen. Og hvad får man? Man får et “nu”. Nu’et er det eneste, der eksisterer, og nuet er selvsagt uden tid. Reelt eksisterer tid derfor ikke.

Det må huskes, at det åndelige menneske – bortset fra tiden i den tætte fysiske inkarnation og derfor betinget af hjernen og dennes specielle begrænsninger – ikke har nogen tidsopfattelse, når først det er adskilt fra det fysiske legeme. Tid er hjernens sekventielle registrering af bevidsthedstilstande og af progressive kontakter med fænomener. Tid, sådan som menneskeheden forstår den, findes ikke på de indre planer. Der findes kun cyklusser med aktivitet eller uden aktivitet.

Alice A. Bailey: Strålerne og indvielserne, s. 413-414

Tid og rum eksisterer kun i tanken

Det er vanskeligt at forestille sig, at det ikke er tiden, der går, men at man selv bevæger sig fra sindstilstand til sindstilstand. Tid eksisterer kun i hjernen. Tid opleves kun som virkelighed, fordi den skabes af tanker. “Det evige nu” eller “ikke-tid” eller “nul-tid” kan kun opleves – ikke tænkes. Tæn­keevnen vil straks opsplitte virkeligheden i tid.

Det samme gælder oplevelsen af rum. Hvis tid ikke eksisterer, eksisterer rum heller ikke. Rum eksisterer kun i kraft af afstande, og oplevelsen af afstande er nært knyttet til oplevelsen af fremadskridende tid. Når tiden smelter sammen til et “nu”, forsvinder ideen om afstand i tid og rum. Når tiden forsvinder, smelter de fjerneste og de nærmeste ting sammen. Alt er til stede i samme øjeblik – i et “nu”. Årsag og virkning er ikke adskilt i tid.